Eventyret om den lille kamæleon, del 2

Den lille kamæleon skreg højt og løb så hurtigt den kunne væk fra haren, som havde talt til den. Den løb og løb ind i skoven, og da den havde løbet et stykke tid, begyndte den at se sig omkring og undre sig over hvor hurtigt træerne og krattet fløj forbi. Sådan plejede det ikke at se ud når den lille kamæleon løb. Godt nok havde den aldrig nogensinde i sit liv haft lyst til at løbe så hurtigt, men alligevel.
Hvordan kan det være at jeg løber så hurtigt?, tænkte den lille kamæleon og så ned op sine bløde, pelsede fødder, der galoperede under den.
”Wuuuaaaaaa” skreg den så højt at den snublede og rullede hen over skovbunden. Den gled og rullede i de fugtige blade til den til sidst stoppede ved et lille vandhul, som den næsten var drættet i.

Den lille kamæleon rystede sig og kiggede igen på sine fødder. De var grå og helt dækket af et tykt lagt pels. Desuden var de meget længere end de plejede at være.
Den lille kamæleon tænkte og tænkte for at prøve at forstå hvad der dog var sket, men kunne ikke komme på nogen forklaring til, hvorfor dens fødder så ud som harefødder.
Forpustet sad den lidt og kiggede på den bløde pels, indtil det gik op for den lille kamæleon at den var frygtelig tørstig. Ikke så mærkeligt efter at have løbet så langt.
Den lille kamæleon bøjede sig frem for at drikke en tår i vandhullet, og stirrede pludselig ind i øjnene på haren fra engen.
Forskrækket trak den lille kamæleon hovedet til sig, men ingenting skete. Der var helt stille i skoven og haren hverken sagde noget eller kom op ad hullet. Så slog en tanke den lille kamæleon.
Kan det være mig?, tænkte den.

Langsomt kiggede den ned i vandhullet igen og så et blødt hovedet med lange øren, som stak langt op i luften.
”Hallo?” sagde den lille kamæleon og så at haren i vandhullet sagde det samme.
”En hare? Er jeg en hare?”, spurgte den lille kamæleon sit spejlbillede, men den fik ikke noget svar af haren.
Den lille kamæleon sad længe ved vandhullet og grublede over hvordan den pludselig var blevet en hare. For den var helt sikker på at den havde været en kamæleon inden.
Nu var det begyndt at blive mørkt og den lille kamæleon rejste sig for at begive sig den lange vej hjem.
”Hvad skal jeg dog sige til de andre?” sagde den for sig selv imens den så ned på de bløde poter, som gik over skovbunden under den.
Bonk! sagde det og den lille kamæleon faldt bagover. Forvirret blinkede den med øjnene og opdagede at det var blevet helt mørkt uden at den rigtig havde bemærket det.

Foran sig kunne den lille kamæleon ane en skikkelse med to lysende øjne, som kiggede på den.
”Du godeste. Så de Dem dog for” kaglede en underlig skinger stemme.
”Undskyld. Det er så mørkt og jeg..” prøvede den lille kamæleon
”Det er da ingen undskyldning for en ugle” kaglede uglen surt og vendte sig om, bredte sine store vinger ud og flaksede op i luften så bladene under den fløj omkring.
”Vent”, råbte den lille kamæleon, som faktisk var blevet lidt vred på uglen, som var sur selvom han jo havde sagt undskyld. ”Jeg er altså ikke nogen ugle” råbte han og ville løbe efter uglen.
”Jeg er en…”
Uden at tænke over det, havde den lille kamæleon spredt sine store vinder, sat af og fløj nu op, op, op efter uglen.
”Wuuuaaaaaa” skreg den igen, da den kiggede ned og så skoven under sig helt tydeligt, som om det var dagslys.


Fortsættelse følger..