Et homoansvar!

Her til morgen står jeg og passer mig selv i køkkenet på arbejde.

Eller.

Ja, jeg står og snakker med nogle kollegaer og er som altid kæk og frisk. Pludselig spiller radioen YMCA med The Village People – og på en måde er sangen lidt højere end den forrige. Ikke just noget særligt underligt eller unaturligt i det; det er radio og der kan være variationer i frekvensen. Og man (ikke jeg) har åbenbart valgt en form for Oldies Hits-kanal, da man er blevet træt af at Bygga-bygga upp og Riva-Riva ner fem gange i timen.

Ind i køkkenet kommer min chef for at tage en kop kaffe. Hun lytter et øjeblik på musikken og kigger derefter på mig og siger ”Dans nu, Michael!”, hvorefter hun leende forlader køkkenet.

Og der står jeg så. Med mit homoansvar. For selvfølgelig kender jeg sangen og selvfølgelig har jeg danset til den flere gange end jeg vil være bekendt (dog mest som spejder), og selvfølgelig er The Village People et stort stykke af homohistorielagkagen.

Men betyder det, at jeg pr default - og på et hvilket som helst tidspunkt på døgnet - skal danse løs og forme Y-M-C-A med armene (uden spejlvendt C). For det var ikke alle i køkkenet, der blev opfordret til dans. Det var kun mig!

Uden at ryge ind i en større afhandling om tematikker som ”at sætte i bås” og ”forudfattede opfattelser”, så tænker jeg på, om jeg, som en værre homo, har et ansvar for at opretholde og videreføre en begejstring for såkaldte Gay Anthems og film med homotema? Er jeg moralsk forpligtet til at købe CD’er med Mika og Weather Girls og løbe til biografen ved hver eneste gay film festival? For det er jeg ikke sikker på, at jeg gider. Eller nej, nu lyver jeg: Det gider jeg ikke.

Jeg mener på ingen måde noget ondt eller nedsættende om hverken homofilm eller 70’er og 80’ermusik med tvetydige sangtekster; det gnubber mig bare forkert at ”man” går ud fra, at jeg kender hele koreografien til YMCA (her jeg er nødt til at indskyde at Village People på intet tidspunkt i musikvideoen laver de kendte bevægelser. Mistænker at en frisk bartender på Crazy Dazy i sin tid har opfundet dansen), græd til Brokeback Mountain og elsker Madonna no matter what.

For det gør jeg ikke. Har jeg så sviget? Er jeg en dårlig homo? Lever jeg ikke op til mit ansvar?

I så fald bør det være nogens opgave at udforme vilkår og betingelser for homo’er, så vi alle sammen ved hvad der gælder, og i lignende situationer kan slå op og finde svaret og betale eventuel bøde.

I øvrigt blev YMCA efterfulgt af A Woman In Love med Streisand. Jeg forlod køkkenet inden nogen krævede en moderne tolkningsdans med vimpel eller et drag show.

Bangebuks!

Jeg kender en gravhund, der er er bange for vaskemaskinen.

Han er derfor nødt til at vente på et menneskeligt skjold mellem sig selv og den vaskende maskine, inden han kan komme ud i gangen og sige hej og logre. Samme gravhund er også bange for græsslåmaskinen. Men at sige at jeg kender nævnet gravhund kan være at lyve.

For hvor godt kan man egentlig kende en gravhund? Og desuden: Hvor godt kender man så nogen, uden at vide hvad de er bange for?

Det sker at man er helt alene med sin angst. Eller børn kan være dødbange for en plastikpose, som kommer flyvende på gaden, men hele resten af verden er fuldstændig uberørt af katastrofen.

Nogle er bange for trappetrin; andre for at sætte sig i et fly. En træls tanke: Kan det være, at vi alle sammen er helt alene med vores angst og at vi derfor ikke rigtig kender hinanden? Sådan kan vi ikke ha det!

Men uh det er svært at forstå, hvad nogen er bange for, med mindre personen står badet i sved med udspilede øjne og bævrende læber (Mindre kan også gøre det, men for eksemplets skyld).

At forstå!

At acceptere en angst, det er no problem. At ”høre hvad man siger”, når man taler om sin angst, det er heller ikke så svært, men at sætte sig ind i den andens angst – der begynder det at blive en udfordring.

Især når folk er bange for underlige ting som duer eller fisk, eller at blive overvåget af en and. Det er rigtig svært, altså..

For.. ja.. så er de jo nogle bangebukse!

Svøm for hulen!

Det er vel ikke undgået nogens opmærksomhed, at vi er midt i en OL-tid.

Tusindvis af eliteidrætsudøvere er stablet i hotelværelser over hele London, og masseres, mentalforbedredes, forbindes og opvarmes til de, ofte ret få, minutter, som er kulminationen af de sidste mange års intense træning og fokus. London er med andre ord fuld af vabelplastre og ambitioner. Og det er netop dem, altså ambitionerne, som jeg grubler over i dag. Fælles for alle de veltrænede gymnaster, roere, svømmere og højde- længde- og udspringere, som tager fokus (også for deres sportspræstationer), er et afsindigt højt ambitionsniveau. De har ikke lavet ret meget andet end at træne til dette OL de sidste fire år; måske hele livet.

Her midt i vores efterhånden temmelig veltrafikerede hav af selvrealisering, mindfulness og life-coaching, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det ville være nemmere, hvis vi bare gik til noget svømning i stedet?

Det er i øvrigt alene i denne sammenhæng, at udtrykket ”elite” opfattes som noget positivt, men den kan vi tage en anden dag.