Om lidt blir her stille..

..om lidt er det forbi..

30 år. Føler mig meget nytårstaleagtig (dronningens, ikke statsministerens). Har lyst til at gøre status og tælle mine velsignelser samtidigt med at jeg gerne bare vil spole tilbage og prøve det sidste årti een gang til. Gad vide hvad jeg så kunne prale med nu?

Cand. etellerandet? Hus? Karriere? Langvarende, vellykket parforhold inklusive hund og kinesisk pigebaby?

Der er mange ting jeg ikke har. Ting jeg ikke har taget og beholdt. Og ting jeg har valgt fra. Eller valgt at opgive. Jeg har opgivet at blive "noget ved musikken" som min far siger det. Og at være gift. At uddanne mig. Og at bo hjemme i det trygge velkendte. Venskaber har jeg også opgivet. Eller tabt. Alt dette er egentligt ret sørgligt og kræver nogle dybe indåndinger.

Som man siger er der i et hvert valg også et fravalg. Men for mit vekommende har det været et valg i fravalget. Fravalgene. Jeg har valgt at ville noget andet, og det er ikke at forveksle med at give op, selvom det smager lidt af det. I det fleste tilfælde. I andre havde jeg ikke kræfter nok. Men også her var valget at vælge fra. Ikke at ville kæmpe.

Jeg tror på at man skal gøre hvad man har lyst til og hvad man synes er rigtigt. Også selvom det betyder store ofre og at man skifter fokus og mål. Og måske ikke bliver den man troede man skulle blive. Mest af alt vil jeg gerne være et lykkeligt menneske; men hvordan sådan et ser ud, det ved jeg ikke. Igennem tiden har det set meget forskelligt ud og haft meget forskelligt tøj på. Noget smartere end andet.

Og nu er der allerede gået 30 år. Det er altså mange. 30. Jeg har lært en masse. Oplevet en masse. Elsket en masse. Grædt en masse. Råbt en masse. Og grinet en helt masse.

For selvom stemningen lige nu er mere end almindelig vintermelankolsk og nytårsagtig, så er jeg et heldigt menneske. Selvom jeg ikke har fået alt hvad jeg pegede på. Jeg er velsignet med fantastiske mennesker, der hopper ind og ud af mit liv. Som giver og tager og lærer mig vigtige ting. Visse er med mig i mange år. Nogle hele mit liv. Andre kun et øjeblik. Men alle har de en ting til fælles: De kender mig!

Og det gør mig heldig. Måske også lidt lykkelig.

Så bring on the 30s! Jeg har hørt at det skulle være en god alder.

(..Om ikke andet så er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at gå med slips.)

Kebabrulle?

Igår udfordrede jeg fire af drenge fra jobbet til at spise kebabrulle til frokost. Årsagen til at jeg kaldte det for en udfordring, er ikke selve det at spise en kebabrulle, men at netop denne rulle er så stor så det stort set er umuligt at spise den.

På ”Tre Kronor Pizza” på Malmskillnadsgatan skulle slaget stå. Forventningsfulde bestilte alle fire en rulle med sodavand og salat til. Selv havde jeg dels spist pizza dagen inden og dels lært min lektie, så jeg bestilte lasagne. Som ikke var så god. Sagen uvedkommende.

Efter 10 minutter kom de, rullerne. Og de var lige så store som jeg husker dem. Der blev også meget stille og det eneste der hørtes var en blanding af begejstrede og opgivende suk.

Resultatet var skuffende: Blot én ud af fire klarede hele sin rulle. Sjovt nok den mindste i flokken. Men som man siger: ”De mindste har de største” …eller hvad siger man? Han optog i hvert fald ca 10 procent af sin kropsvægt og var stolt bagefter.

De andre sukkede og stønnede og jeg synes også jeg kunne ane et skulende blik eller to.. mod mig! Som om det var min skyld?! Jeg sagde jo bare at de ikke ku og grinede af dem..

Omvendt psykologi

I går havde jeg en hyggelig aften med øl og mad på en moderne italinensk konceptresturant med en ven.

Han fortalte at han havde modtaget en regning fra et opkrævningsfirma. Et firma der lever af at sende fakturaer. Det gør jo i princippet de fleste firmaer, men dette har intet produkt. Af andre firmaer opkøber de så ubetydelig, manglende betalinger som firmaet selv ikke gider bruge tid på. Opkrævningsfirmaet tjener så deres penge på at tillægge gebyr efter gebyr og rente på dette beløb som de så opkræver uskyldige mennesker.

I dette tilfælde drejer det sig om en hospitalsregning fra 2006 på 0,50 kroner. Sygehuset har af gode grunde ikke gjort noget ved dette, da blot en udskrift på et girokort langt overstiger beløbet. Alligevel har de solgt denne ”skyld” og fået måske 25 øre for det.

Resultatet bliver så en regning på følgende

Manglende betaling: 0,50 kr

Renter over 3 år: 1,75 kr

Øreafrunding: 0,25 kr

Tilgode: 2,00 kr

Kredittjek: 100,00 kr

Tidligere rykker: 100,00 kr

Håndteringsgebyr: 50,00 kr

Total: 252,00 kr

Husk på at min ven aldrig tidligere er blevet gjort opmærksom på denne manglende betaling.

Så er det jo at jeg, med min store selvretfærdighedsfølelse, hidser mig op på hans vegne og kræver at han ringer og udbeder sig originalfaktura samt kopi af tidligere rykker, hvilke han aldrig har modtaget.

Og så sker det utrolige..

Min ven begynder at forsvare firmaet og sige ting som ”Ja, men det har jo sikkert ret til det” og ”jeg kan jo ikke kræve..” (??!!) Jeg siger at han naturligvis skal maile Forbrugerklagenævnet, som jeg tidligere har haft gode erfaringer med – Ikke at jeg nødvendigvis har fået ret, men jeg har fået konkrete svar på problem og spørgsmål fra en kompetent jurist som ikke laver andet hele dagen. Men nu er han helt gået i opgiver-mode og siger ”nej, men det nytter jo ikke noget” og ”det er bedre bare at få det betalt og glemme det”.

Mit sidste argument, at jo mere han forstyrrer og kræver og bruger tid på det, desto større er chancen for at firmaet dropper sagen – der er jo grænser for administrativt overskud for 250 kroner.

Men nej. Slaget jeg kæmpede for min ven er tabt. Firmaet har vundet hans sjæl med ekstra gebyrer og fuprykkere. Og jeg som troede at jeg hjalp ham, har faktisk hjulpet firmaet.

På den omvendte-psykologi-måde.

Suk..!

Overtrådt

I går var jeg indbegrebet af den urbane storforbruger: Købte for 1500 kr tøj men fik 200 kr rabat fordi jeg havde en kupon. Var tæt på at købe sko også (som jeg jo er nødt til at have til alt det nye tøj). Købte også en bog. Og julegaver. Købte så meget at ekspedienten udstødte et ”oj” da jeg lagde det altsammed’ op på disken, hvilket trods alt må siges at være en god indikator for overforbrug. De er jo lissom trænede i at tage imod folks penge.. er de ikke?

Efter denne boltren i i-landets herligheder, var jeg så udmattet og sulten at jeg tog et tag i lommen og fandt endnu en kupon frem; denne til en burgerkæde, hvor jeg købte et måltid mad og således fik en burger ekstra. Havde egentligt tænk mig at finde en single-plads ved vinduet og læse min nye bog, men da alle disse allerede var optaget af andre ensomme overforbrugere (mest piger..) satte jeg mig ved det eneste ledige bord; en 4-personers bås. Og det var her, der indenfor 30 sekunder blev dømt overtrådt. Med stort over!

I den tid det tog mig at gøre kål på en mellem pommes frites, mellem cola og to kyllingeburgere fik jeg det ondeste øje af omtrent 5 mødre som tydeligvis ikke kunne overskue eller acceptere mit overforbrug – Ikke af tøj, penge eller mad, men af plads! Siddeplads! Her skal det siges at der var så relativ høj udskiftning af resturantgæster, så ingen ligefrem behøvede at stå op, men min bås var tydeligvis et meget eftertragtet sted at sidde.. for mødre med favnene fulde af umættede fedtsyrere og overvægtige teenagebørn.

Heldigt at jeg havde min bog at stirre i for at undgå øjenkontakterne, som uden tvivl havde brændt mine hornhinder værre end de tidlige 90ers laserøjenoperationer. Helt naivt troede jeg at det var okay og acceptabel burgerresturant-opførsel at sidde ved et bord der tæller flere stole end højest nødvendigt. Jeg tog fejl og har lært min lektie.

Hellere venter jeg nu til der bliver plads på singlerækkerne end at udsætte mig selv for endnu en kaskade af skuffede, himlende, vrede og dødstruende øjne næste gang jeg har en kupon, der brænder i lommen.

Ny energi

Efter at have læste denne herres blog har jeg fået nyt blod på skrivetanden. Her er en mand, der virkelig skriver interessant hverdagsskrubleri og lange betragtninger.

Kender dog mig selv godt nok til at vide, at det aldrig bliver så meget og så struktureret tekst, der skal flyde fra mine nedbidte fingre. Det er jeg simpelthen for flyvsk og ufokuseret til.

Der bliver stadig masser af youtube klip og suk over pæne mænd og sko, men forhåbentligt også nogle flere betragtninger og eftertænksomheder..

Nu ser vi!

Idol-Erik.. if you please

Jeg siger det lige ud: Han er fantastisk! Gi mig!