Nøgen.

Jeg typen, der ind i mellem går i fitnesscenter.
Jeg er også typen, der ikke rigtig snakker eller søger øjenkontakt i omklædningsrummet. Det er på en eller anden måde lidt privat at stå der med numsen bar og skifte til eller fra al sin spandex og mesh. Samme regel i badet: Ind - vaske - ud. No talking.

Men så her forleden forandredes alt.

Efter træning, går jeg op i omklædningsrummet, finder mit skab og smider tøjet. Jeg snupper håndklæde og shampoo (ja, og en Dermalogica Special Cleasning Gel til ansigtet, okay?) og går målrettet og barnumset ind til bruseren, tænder og stiller mig under. Og så sker det! "Der er godt nok ikke meget tryk på vandet, hva?"

Jeg drejer overrasket hovedet og kigger i retning af den fremmede lyd. Ved siden af mig, nøgen og våd, står en mand omkring min egen alder og kigger smilende og en smule afventende på mig.
I mit hoved sker der lynhurtigt og helt automatisk en afmåling af situationens mulige seksuelle kontekst, men der er ingen. Manden vil gerne snakke. Her. Under bruseren. Nøgen.

"Jaa..", prøver jeg og hader mig selv med det samme jeg siger "Det er en sølle stråle"
Manden griner! Under bruseren. Nøgen.
"Vi får vel hva' vi betaler for", fortsætter han, mens han meget grundigt sæber sig ind i området, der normalt er dækket af underbukser.

Der sker nu det, at vi faktisk får os en lille sludder på den helt overfladisk, bus-samtale-agtige måde, og det er faktisk hyggeligt. Og ikke spor seksuelt. Ikke fordi han ikke er flot. Ikke fordi jeg ikke kan se at han kommer her tit. Men her står vi. Under bruseren. Nøgne. Og snakker om vandtryk og konkurrence mellem fitnesscentre helt uden hverken at være blufærdige eller omvendt at prøve at score hinanden. Vi snakker bare, mens vi vasker os. Her. Under bruseren. Nøgne.

Min nye bruserven er først færdig, snupper sit håndklæde og siger "hej hej". Så forsvinder han ud i omklædningsrummet. Tilbage står jeg med hovedet fuld af small talk og kroppen fuld af glæde over at endnu ud barriere er brudt.

Jeg er typen, der lige sludrer med de andre under bruseren. Nøgen. For det er faktisk både hyggeligt og afvæbnende og ikke spor farligt.

Husk så den nissehue!

Læste lige denne artikel om to små drenge, der er blevet klædt af til en morgensamling af deres skoleleder, som straf for at de ikke havde nissehue på.

Tænk engang.


Jeg blev også truet med at blive klædt nøgen i skolegården af min nar af en matematiklærer i skolen. Jeg kan ikke huske om det var før eller efter at han knaldede min mor, mens jeg lå og sov på mit værelse ved siden af. Men jeg kan stadig huske panikken som truslen gav.

I disse ondt-i-røven tider kan det nogle gange være svært at se, hvornår det er noget fis og hvornår det er alvor. Jeg tror, det her er alvor. Jeg er ikke i tvivl om at de to drenge ikke ALDRIG nægter at tage en nissehue på igen, hvis de får besked på det.

Jeg tror, at lederen er blevet fanget i sin egen supersjove leg om at straffe (!) de elever, der ikke også syntes om legen. Sådan på en "nu skal vi altså hygge os, og det gælder også dig" måde. 
Det kan ske. Alle kan fejle.
 
Det der ikke må ske, er at en hele flokken af lærere ikke griber ind og tilbyder en tænkepause til ham den sjove, der har så stor magt over eleverne, som en skoleleder nu engang har. Må de skamme sig lidt derude og gøre det bedre fra nu af. 

Og huske nissehuen, for hulen da!




Du kan også læse artiklen herunder:  

Skoleleder klædte børn af ved morgensamling
En skoleleder på Fyn klædte to drenge af under en morgensamling i december. Børns Vilkår er rystet, og en lektor i strafferet mener,at der kan være tale om blufærdighedskrænkelse.
Af Charlotte Flyvbjerg Poulsen og Kristian Østerby Jepsen (mailto:cfpo@dr.dk)
 
En morgensamling på privatskolen Strandmølleskolen i Assens 17. december endte med, at to drenge fra de yngste klasser blev klædt af og udstillet af skolens leder, Anders Storebjerg. Ifølge to vidner, som var til stede ved morgensamlingen, klædte skolelederen de to drenge af som en del af underholdningen. Underholdningen indebar også, at skolelederen sagde, at han ville klippe drengenes tissemænd af med en saks. “Det er rigtigt, at det er sket, og den form for humor tager vi fra bestyrelsens side naturligvis afstand fra.” Thomas Hald, næstformand for bestyrelsen.
Manglende nissehuerSkolen havde i december måned et 'nissepoliti', som sørgede for, at alle på skolen havde nissehuer på. Dem, der overtrådte den regel,skulle have en straf eksempelvis at synge eller danse foran alle skolens lærere og elever. Den 17. december blev to af drengene uden nissehuer kaldt op på scenen, og blev ifølge et af vidnerne bedt om at hoppe ned i hver deres sorte affaldssæk. Herefter tog skolelederen deres trøjer af. Bukserne røg også, og på et tidspunkt stak han sin hånd og en saks ned i en af
affaldssækkene og sagde, at han ville klippe drengenes tissemænd af. Til slut blev drengene af skolelederen viklet ud af affaldssækkene, hvorefter de stod foran lærere og kammerater kun iført
underbukser. 

Bestyrelsen bekræfter forløbet
Vidnerne har overfor DR Fyn ønsket at være anonyme, fordi de er bange for at komme i miskredit på skolen. Næstformanden for Strandmølleskolens bestyrelse, Thomas Hald, bekræfter forløbet, som ifølge skolen blot var ment som en spøg. - Det er rigtigt, at det er sket, og den form for humor tager vi fra bestyrelsens side naturligvis afstand fra, siger Thomas Hald til DR Fyn.

Ingen konsekvenser for skolelederen
Hændelsen har rystet både børn og forældre på skolen, men det får ikke konsekvenser for skolelederen. - Han har trådt ved siden af, og det ved han godt, og det har vi også snakket med ham om på det seneste bestyrelsesmøde, siger Thomas Hald.
DR Fyn har forsøgt at få en kommentar fra skoleleder Anders Storebjerg, som henviser til bestyrelsens næstformand.

Børns Vilkår er rystetThomas Hald forklarer, at skolen efterfølgende har udarbejdet en kommunikationsplan, der betyder, at skolelederen selv håndterer sagen. Blandt andet har han dagen efter hændelsen givet de involverede en undskyldning. Undskyldningen har dog ikke været tilstrækkeligt for flere forældre, som har henvendt sig til Børns Vilkår om sagen. Leder af organisationens rådgivning Bente Boserup er rystet.
- Der er nogle børn, som er blevet krænket og truet. I den situation får børnene og deres familie ikke nogen former for hjælp, fordi alle kræfter bliver brugt på, at systemet lukker sig om sig selv, og at man tager hensyn til de voksne frem for børnene, forklarer Bente Boserup.

Børnene kan være blevet krænket
Ifølge lektor i strafferet på Syddansk Universitet Birgit Feldtmann kan sagen være alvorlig for skolelederen. Lektoren kender ikke sagen i detaljer, men ud fra det, som vidnerne har beskrevet over for DR Fyn, kan der være tale om både blufærdighedskrænkelse og æreskænkelse. - Det kan være blufærdighedkrænkelse. Det kræver, at der er en seksuel undertone af en vis karakter. Men handlingerne kan også være æreskrænkende, siger Birgit Feldtmann til DR Fyn. Børns Vilkår har anbefalet, at forældrene melder hændelsen til politiet og klager til Undervisningsministeriet, som fører tilsyn med, hvad der foregår på landets skoler.

http://www.dr.dk/Nyheder/Regionale/Fyn/2015/01/07/143948.htm

Op på sæbekasserne!

 

Vågner op til en status fra Omar Marzouk, hvor han ærgrer sig over, at gårsdagens mord i Paris ikke vil rykke os tættere sammen, men i stedet vil resultere i øget had mod muslimer. 

Samtidig virker det som om, han er træt af at skulle ”tage afstand” til denne slags handlinger.

Jeg tror, at det netop er det, der er nødvendigt gang på gang: At tage afstand. Jeg tror at det er vigtigt, at det muslimske miljø tager tydligt afstand, hvis det mener at disse handlinger sker på et forkert eller misforstået grundlag.

For det ER sådan, at den, der tier samtykker. Vi har alle sammen et ansvar for at forsvare, det vi tror på. Hvis det var min tro, der i den grad havde et PR-problem i den senere tid, så ville jeg se det som en selvfølgelighed at sige fra og gøre det klart at disse menneskers sandhed ikke er min sandhed.

Jeg ville forklare hvordan mit verdensbillede ser ud; hvorfor jeg ikke er enige i terrorhandlinger; at dem i grimhøj er nogle fjolser, der ikke har stoppet op og set sig omkring i 500 år; at jeg med glæde deltager i det samfund jeg lever i og at jeg ønsker at være en klar modsætning til skræmmebilledet.

Det ville jeg gøre hver eneste dag, så længe det var nødvendigt. For det er mit ansvar!

Selvfølgelig skal vi alle søge viden og se tingene så nuanceret som vi kan. Men hvor skal informationen komme fra? Det nytter ikke noget at det kun er de samme trætte politikere, der gang på gang skal synes og mene.

Hvor er de rigtige mennesker? Hvor er de, der på egen krop mærker den øgede mistillid til muslimer? Hvor er imamen, der er uenig med dem i Grimhøj? Hvorfor er der ingen, der tager debatten op?

Nu var det Marzouk, der fik mig til blækket og alt skal jo ikke ligge på hans skuldre, men jeg vil mene at man, særligt som offentlig person, har mulighed og middel til at tage sig ansvar alvorligt og vise hvad man står for.

Hvis man gerne vil gøre noget mere end bare at sidde og mene på facebook, selvfølgelig.  

I mitt hjärta.

Jeg har netop købt en togbillet fra Stockholm til København. Enkeltrejse. Det var svært.

I disse dage siger jeg farvel til byen, som har været mit hjem gennem seks og et halvt år. Det er længe for sådan én som mig.
Der er blevet budt på mange magiske oplevelser lige fra at få lov at synge i landets næststørste tv-program til at bade i total stilhed under stjernerne.

Jeg har været så heldig at møde fantastiske, kærlige mennesker. Nogle har været flygtige bekendtskaber og andre livslange venskaber, men ingen er glemt.

Det er heroppe, jeg har gennemlevet nogle af de værste kriser – Både 30-årskrise  og det der var meget værre.

Det er også her, jeg har boet i længest tid i egen lejlighed og det er her, jeg har haft nogle af mine til dato vigtigste parforhold.

Når jeg tænker på det, som skal blive mit ”nye” liv de næste tre år og som starter om 28 dage, er det lige nu mest med nervøsitet og forvirring. Og tvivl.

For hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af det? Eller bliver ked af det? Eller bliver så glad for det, at jeg glemmer hvor meget jeg savner Stockholm lige nu?

Jeg ved i mit hovede at det nok skal gå; at der er nogen til at ae mig på kinden og at dette her er helt og aldeles nødvendigt. Lige nu er det bare virkelig trist.

Når alt kommer til alt så er det er nok bare sådan her, det er. Og skal være: Det er svært at tage afsked og Joni Mitchell synger hele tiden ”You don’t know what you got ’till it’s gone”. Alligevel er det altid først i 11. time at vi endelig sætter pris på det vi har. Eller havde.

Så nu vil jeg gemme Stockholm i mit hjertet, indtil den dag jeg kommer hjem igen.

Oppe at vende

Der er meget oppe at vende for tiden:

Voldsomme forværringer af aktindsigt, militante ammende og mit eget liv oppe til revision.

Det lader til at politikere og embedsmænd nu åbenlyst kan tilbageholde vigtig information fra vælgere og folketing. (Er du uenig kan du skrive under HER. Der kan nemlig stadig begæres folkeafstemning om lovforslaget)

Samtidig (og måske vigtigere) så er enkelte ammende mødre gået på barikaderne for at kræve deres hidtil ukendte menneskeret: At amme hvor som helst!

For mig handler dette om gensidig respekt. Det gør det ikke for disse mødre.
For dem handler det om deres ret til at blæse på caféejernes ret til at bestemme i deres egne caféer og alle andres menneskers blufærdighedsgrænse.
Men hvem kan modsætte sig argumenter som ”jeg må amme, hvor jeg vil” og ”det er det mest naturlige i verden”? Sødt. Rummeligt.

Og bare tanken om at Ammefriheden bliver begrænset til visse caféer? Utænkeligt. På samme måde som rygerne nægter ikke at ryge på samme café…
Kender heldigvis en del småbørnsmødre, som ikke ser problemet her. Hurra.

Men nu til sagens kerne: Mig!

Det lader til at jeg endnu engang vender op og ned på mit liv. Har søgt ind på CBS for at læse en bachelor og faktisk få sådan et bevis på at jeg kan noget. Det er rart at vide hvad der skal ske de næste 3 år og samtidig voldsomt angstprovokerende at skulle i skole, læse, leve på SU og være klassekammerat med dem på 19.

Desuden har jeg ikke noget sted at bo i Kbh (så.. hvis du kender nogen….), men da jeg ikke får svar før den 29. juli, er det svært at være særlig konkret i den søgning. Endnu.
Har lagt alle mine æg i denne kurv; sagt mit job op og fundet en lejer til min lejlighed heroppe, så hvis jeg ikke kommer ind, så sidder jeg med en helt masse skæg i postkassen.

Så stemning lige nu er blandet spænding, panik, mod på et nyt kapitel og koldsved. Herligt!

And how are you?

Effektiv besparing. Eller hvad det nu hedder..

En glad og effektiv arbejder

Nu tænker jeg bare lige højt.

De sidste mange år er der gået mode i ord som effektivisering, effektiv tid og tidsoptimering.

At arbejde effektivt er der nok ingen, der kan synes er en dum ide. Tværtimod er effektivisering en fordel for både arbejdsgiver og arbejdstager. Klog af erfaring kan jeg fortælle, at mange dage uden noget at lave og for meget spildtid på jobbet har en voldsom demotiverende effekt på både arbejdsindsats og arbejdsstolthed (det, man på engelsk kalder ”job satisfaction”).

Nu lader det dog til at mange forveksler effektivisering med besparing. Det er farligt. Og slet ikke det samme.

Bevares. Effektivisering kan gøres op i penge, når en opgave udføres på kortere tid og dermed koster mindre i arbejdsløn, alternativt at der enten skabes plads til flere løste opgaver i samme tidsrum.

Problemet opstår, når man vil nedskære (det grimme ord for besparing) og kalder det for effektivisering.

En virksomhed ser at personalet ikke løser deres opgaver på den nominerede tid. Fair nok. Firmaet skal naturligvis være økonomisk holdbart.

Men i stedet for at påbegynde en effektivisering, hvor man (i samarbejde med pågældende personale.- udråbstegn!) først undersøger, hvordan personalet bedre og hurtigere kan løse deres opgaver, uden at gå på kompromis med kvalitet, og dernæst iværksætter løsningsmodeller for at finde frem til den bedste løsning, inden en beslutning træffes, så gør man det modsatte:
Man skærer i personalestyrken, så de, der er tilbage, nu skal løse flere opgaver med forringede forudsætninger.

Så sker der det, der skete hos sygehuspersonalet, hos hjemmehjælpen, lærerne og nu også hos politiet (jeg undskylder overfor de eventuelt oversete faggrupper): Arbejdsstoltheden og tilfredsheden daler og de ansatte bliver utilfredse, obstinate og mindre effektive. Måske strejker de.

I stedet for en besparing, får man i stedet øgede sygemeldinger, lavere effektivitet og et rigtig dårligt arbejdsmiljø.

Nu hvor denne uheldige model efterhånden er afprøvet i rigtig mange forskellige industrier og med nogenlunde samme resultat, er det spændende at se, hvornår man også på bestyrelses- og ledelsesniveau opdager, at udfordringen med effektivitet skal gribes anderledes an.

I en perfekt verden kunne man måske sige "Her er niveauet: Det her koster det.” og så arbejde derfra. Måske er den laveste pris til slutkonsumenten ikke nødvendigvis målet. Måske er de en sund forretning, glade medarbejdere og et godt image?

Se på Apple. De leverer langt fra de billigste produkter på markedet, er en af de allerstørste i deres kategori OG deres medarbejdere er gladere og mere tilfredse med deres arbejde end gennemsnittet. Det er de, fordi Apple aktivt arbejder for at skabe en inspirerende og attraktiv arbejdsplads.

Jeg vil vove den påstand, at lige meget hvilken branche man har at gøre med, så der der ingen undskyldning for ikke at vide, hvornår citronen ikke kan presses mere, og hvordan tilfredse medarbejder øger effektivitet, produktion og brand – og dermed omsætning.

Men hvad ved jeg?

Nåmensåteløk

Publikum

Nå. Hun vandt.

Det havde jeg simpelthen ikke troet, men det betyder jo ikke nødvendigvis at jeg tog fejl. Jeg kan blot konstatere, at den bedste sang (eller mand m/k) ikke altid vinder.

SVT lavede et meget flot show og da folk endelig forstod Petra Medes tørre og sarkastiske humor i det store pausenummer, var det jo så jeg blev helt varm om hjertet. At min drømmeven Sarah DF var sjovere end nogensinde før som Lynda Woodruf, gjorde det ikke mindre festligt.

Men inden jeg gør klar til at finde ”Emilie de Forest JA-hatten” frem, ska vi lige svælge og smægte os i årets gode sange.

Estland blev desværre helt overset og endte på en 20. plads, trods en meget smuk ballade fremført til rørende og hjerteligt af den lille henrivende (og svangre) Birgit, som både sang midt i publikum og gik på trapper i lang kjole, uden så meget som en snert af panik.
Etta havde helt sikkert givet hende En stor femtal!


Zlata aka Maskinen fra Ukraine blev nummer 3. Hun sang til perfektion og helt upåvirket af, at hendes entre blev en smule shaky, tak være en nervøs kæmpe. Men det kan man ikke rigtig bebrejde ham. Kæmpen. Zlata beltede sig igennem årets bedste omkvæd med en overbevisning, der gjorde mig en smule fugtig i armhulerne.


Og Moldavien. The Girl on Fire! Lækkert nummer at se på og meget dejligt sunget, trods tydelige nerver (Læg gerne mærke til, hvor få chancer hun har til at trække vejret..). Elskede showet og hendes hår, som i sig selv fortjente mere end en 11. plads.



Herning har som forventet allerede hele pr-maskineriet i gang for at få showet ud på heden. Selv Frank Jensen lader til at have opgivet kampen på forhånd. Og jeg tror også, at Herning nok skal få det hevet hjem.
....Ikke at det jeg tror har nogen relevans eller forbindelse med virkeligheden – åbenbart.

Tillykke DK. Vi ses snart.