Vi ses næste år.

På facebook er der fuld gang i opdateringerne med nytårsløfter, forsæt og tænken tilbage på året der gik. Der bliver takket og påmindet, og der sniger sig da også en formaning eller to ind mere eller mindre fikst mellem linjerne.

Derfor følte jeg mig inspireret (om man vil) til også at sige tak. Men faktisk vil jeg gerne høre, hvor man kan få sine penge tilbage for 2012? For jeg er simpelthen ikke tilfreds med det.

Jeg havde ret store forhåbninger til 2012. Nok mest fordi 2011 kun på virkelig få måder var en fest. Men det skete ikke. Og det er helt og aldeles min egen skyld – det ved jeg godt. Men det gør jo ikke sagen nemmere at ”synes godt om”.

Lige når det gælder mig, så er netop denne tid heller ikke rigtig der, hvor der skal tænkes efter og mærkes ind: Her skal bare overleves. Julens milde ansigt kender jeg ikke noget til, og efter 6 dage i familiens skød, er jeg helt nede på nederste trin i Mashlow’s pyramide og har allerede nærmest indtaget Agneta-efter-festen-stilling i sofaen.

Alligevel er der mennesker, som har trukket årskarakteren gevaldigt op, og det er jeg både glad, stolt og taknemmelig for. Vi ses næste år!

Jesus og hans mor

 
Jesus Christ en omgang.

Fik en billet til Jesus Christ Superstar på Göta Lejon i Stockholm af nogle søde venner. 

Denne version er i svensk oversættelse and starring Ola Salo fra The Ark. Og jeg kan lige så godt sige det som det er: Det havde han virkelig ikke behøvet.

Dels fordi det virkelig er svært at oversætte ordene fra en kendt og klassisk forestilling som Lloyd Webbers store rockspektakel uden at det bliver plat og uden at ordene bliver mindre vedkommende i stedet for komme helt ind i hjertet.

Dels fordi Ola Salo simpelthen ikke er god som Jesus; hverken sangmæssigt eller som karakter.  Hans Jesus er en fesen, lille feminin fyr, som gerne vil synge høje rockskrig, men i ni af ti gange ender i let falset. Hvilket bare understreger det fesne og feminine. Og selvom han grædende og indsmurt i blod hænger på et kors og råber om hjælp, så tror jeg ikke på det.

I programmet kan man oven i købet læse, at produktionen både har ansat en acting coach og en sangfortolker. Jeg håber, disse to damer ikke har lavet andet end at ryge smøger, for fortolkning og skuespilleriet har man allerede set på DVD’er og CD’er fra tidligere opsætninger.

Okay. Altså. Uden at gå helt i smådetajler, så har instruktør Ronny Danielsson lavet en version, hvor alle disciple er bøsser, som iført militæragtigt lædertøj (endda med patronbælter) rager rundt på hinandens overkroppe, snaver i hjørnerne og vrikker med hofterne. Men de er aldrig i krig. Eller virker rigtig engagerede eller kede af det med Jesus til sidst.

Scenografisk har man valgt et ”nedlagt lagerhus”-tema, hvilket havde holdt sammen med læderbøsserne, hvis det ikke havde været fordi at folkmængde og kvinder var iført (traditionelt) sandfarvet sækketøj og tørklæder over håret på bedste krybbespilsfacon. Og så skal de hele tiden kaste med noget; papir, glimmer, pengesedler. Oftest uden grund. Jeg mener, en vred pøbel plejer vel ikke at kaste med hvid konfetti imens de råber at nogen skal korsfæstes..

Gunilla Backman spiller Maria Magdalene, som her åbenbart er Jesus mor. Både i spil og sang er hun betydeligt ældre og mere moden end både Jesus og disciplene, hvilket kan være et bevidst valg, men at dømme efter hendes Sandra Dee-kostume ikke er tilfældet. Givetvis synger Gunilla Backman dejligt, men hun passer på ingen måde i rollen som en ung, forførende og lidt fortabt luder.

Et af forestillingens lyspunkter er Patrik Matinsson som Judas, der med langt elverhår og læderbukser med snørrer i siden, synger både overbevisende og med voldsom frustration over at hans store kærlighed er faldet i armene på en ældre dame og har mistet jordforbindelsen.

Et andet højdepunkt er Pontius Pilatus, spillet og sunget til perfektion af den menneskelige version af Disneyskurken Professor Ratigan Fred Johanson. Men hans voldsomt dybtrungene stemme og mildest talt uhyggelige tilstedeværelse, er der ingen i salen der ikke forstår hans tvivl og hans vrede. Det eneste problem med ham er, at alle andre på scene blegner ved siden af ham.

Ja. I småtingsafdelingen kan man jo synes at et så etableret teater med en billetpris på 600 kr. pr hårde stol kunne ordne noget bedre lyd og et program, der ikke smitter af på fingrene.

Jeg takker for gaven! Det var en hyggelig dag, men mest på grund af selskabet. 

Jeg gider ikke at snakke om det.

 
Samtaleemner er der mange af. Nogle mere brugte og hyppige end andre. I denne del af verden er Vejret sikkert på førstepladsen. Det påstår jeg helt uden skriftligt bevis.  Rækkefølgen herefter er jeg usikker på, men Offentlig transport og X-faktor må ligge højt på listen.

Højt på min liste ligger emner som Parforhold og Forskellen mellem danskere og svenskere. Ikke fordi jeg kan lide at tale om det, eller selv bringer det på bane, men fordi det er det, folk (ofte folk jeg ikke kender eller lige har mødt) gerne taler med mig om. Som om jeg er en form for orakel udi kæresteri eller svensk/dansk kultur.

Jovist! Jeg har vel en del mere indsyn i Danmark vs Sverige end gennemsnitsmennesket, men jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke gider tale om det mere. Efter 6 år som dansker-i-sverige har jeg efterhånden snart udviklet en fysisk opkast-reaktion, når middagsselskabets samtaleleder vender sig mod mig og spørger: ”Nå, er der så stor forskel på svenskere og danskere, eller hvad?”

Med al respekt og taknemmelighed for at inkludere mig i samtalen (guderne skal vide at jeg ikke har det dårligt med at være i centrum), og det er ikke fordi jeg vil være uforskammet, men hvorfor er det altid det, jeg bliver spurgt om?

Svaret er ja! Det er der!

Det er folk(-eslag) som bor relativt langt fra hinanden, og i mange tilfælde taler forskellige sprog. Eller meget forskellige dialekter af et gammelt sprog, om man vil. Det er den første forskel. Så er der kulturelle forskelle, historiske forskelle og endda fysiologiske forskelle.

Men så forventes der altid en længere udlægning med eksempler og slides, som jeg så pligtskyldigt og med kraftigt faldende engagement udlægger.

Jeg gider ikke at snakke om det mere! Henviser til tidligere samtale.

Tænker at det er lidt som at spørge en gravid om hvordan det er at være gravid. Det er hun helt sikkert aldrig blevet spurgt om før!

Fair nok – Hvis man ikke spørger, bliver man ikke klogere, men kunne man måske overveje hvad man spørger nogen om, og måske i stedet spørge mere konkret og om det, man faktisk vil vide: ”Tisser du så mere i bukserne, nu hvor du er gravid?” ”Har svenskere egentlig større tissemænd end danskere?”

Og så det med parforhold: Jeg forstår simpelthen ikke, at nogen spørger mig til råds om parforhold. Det er da hyggeligt at de gør og interessant at tale om, men jeg ville da f.eks. aldrig spørge min far til råds om stramajbroderi eller naboens hund om nationaløkonomi. For det ved de da ingenting om! Fordi de aldrig har henholdsvis broderet eller haft penge. Jeg har aldrig haft en vellykket parforhold, ej heller oplevet et under min opvækst, så hvor skulle jeg vide det fra?

Spørg nogen, der har været gift i 60 år! Eller Suzanne Bjerrehuus. Eller Divya Das! Hun har sikkert en teleprompter, hun kan gå dramatisk hen mod.

For et par dage siden blev jeg således adspurgt om mænd/damer/parforhold/hvorfor-ringer-han-ikke, og vennen blev helt alvorligt mopset på mig, fordi jeg sagde, at jeg var den forkerte at spørge. 

Og så kan jeg ikke helt lade være med at tænke, om de fejl vi begår måske ind imellem skyldes, at vi søger råd og vejledning de forkerte steder? 

Men hvis du vil vide noget om pigegarder eller grand prix, så spørg endelig!

Dommedag nu?

Har ventet hele dagen.

Og begynder at overveje, om det måske slet ikke passer?

Altså at jorden går under og vi allesammen skal herfra på den omfattende og meget von Trier-agtige måde?

Naturligvis med undtagelse af mormonerne. Og jehovaerne. Og scientologerne. Og de, der er fløjet ned og står på helt tæt oppe på nogle bjergtoppe.

Selv tilhører jeg ingen af de ovenstående grupper og er desuden sådan en som mange (ovenstående) vil sætte helt forrest i køen til undergang og skærsild. Homo, mener jeg. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Alligevel så sidder jeg her og overvejer at gå i seng. Og opgive min venten. For dommedag vil man ikke komme sovende til. Slet ikke når man står helt længst fremme i køen.

Og som jeg har sagt tidligere, så bliver vi nok alligevel reddet af Liam Neeson eller Buffy. Eller Will Smith. Eller nogle af de der fra de der to film, der kom samtidig og som handlede om jordens undergang. Engang i starten af 00'erne.

Men jeg tror, jeg gør det. Går i seng. Og satster på at, hvis dommedagen kom, så ventede den nok ikke til den 11. time. ELLER ER DET DERFOR DET HEDDER DET?! HVA?!

Ej. Jeg bliver så træt i morgen ellers.

Så.. er der nogen, der lige vækker mig, hvis jorden går under?

Det grimmeste navn

I en meget lang periode har jeg tænkt, at et af de grimmeste navne i det dansk sprog, som nogen faktisk hed, var Gerd.

Jeps. Gerd. Femininum. Med ’d’.

Og jo, det er stadig et brutalt ondskabsfuldt navn at give sit barn, men så længe nogen faktisk hedder det, så kan denne nogen jo blive ked af det, når man siger at det er det grimmeste navn man nogensinde har hørt.

Og desuden. Det her med at alle er nogens barn? Det er bare nogen gange meget svært at forstå. Naturligvis er alt dette i langt de fleste tilfælde forældrenes skyld.

Udover et tydeligt minde af tvillingerne Lea-Linda og Lone-Laila (true story), så hørte jeg øver en øl forleden, om en familie; en mor og en far med fem børn, som de havde valgt at navngive på følgende måde:

Johnny
Conny
Ronny
Bunny
Og så den mindste: Charles... Uden ”tj-lyd”, men udtalt Sjarles.

Her tænker jeg, at uanset hvor meget de kriminelt klingende unger strittede imod på vej ud af deres modrende ophav og uanset hvor meget, der blev kastet op i løbet af de første graviditetsmåneder, så er der ingen undskyldning for at afstraffe sine børn på den måde.

Med mindre det netop var en hævn. Og så var der vel ingen grund til at få fem af slagsen?

Men faktum er, at alles navn er givet til dem af nogen, der har set ned på det fineste de nogensinde har set og sagt: ”Du skal hedde Ann-Maude". Og virkelig har syntes at det var det fineste navn til det fineste fine.

Og så skal jeg virkelig ikke dømme dem. Det skal ungen nok selv gøre senere i livet.

Jeg vil ha' en handymand

Eller vil jeg?

For hvis jeg selv skal sige det, er jeg ret handy selv.

Det er lissom noget, der er kommet snigende de sidste år. Startede med ilddåben som var min renovering af lejligheden.

Eller milionprojektet, som det kaldtes. Ikke som i betongkomplex, men som i "ja, riv du endelig bare din pissedyre og helt nye lejlighed fra hinanden".

Siden er det blevet til lidt småprojekter her og der. Sidste skud på stammen er mit sofabord, lavet.. nej SKABT af en låge fra mit gamle køkken. Pissehandy!

Og ja, det er Jelly Beans og Ryan Reynolds, der bydes på.

Go'e nødder, lidt for fed.

Jeg tænker lidt på det der med kropsidealer.

Eller...

Jeg tænker på tykke mennesker. Og tynde mennesker. Og midtimellem mennesker (midtimellem er alt fra lidt for fed til løs i huden).

I en verden af GI, LCHF, crossfit og zumba, hvor vi maraton-løber, lindy-hopper og diva-danser rundt for at smide eller bygge, så er det lidt som om vi nogen gange glemmer det der med hvor lækkert det er at, vi netop ikke ligner hinanden. Fysisk.
Den hetroseksuelle del af læserne bør her kunne nikke endnu mere genkendende til dette. Håber jeg. Ellers skal vi måske lige ha en snak?

Pointen er, at så mange af os træner og spiser for at ligne hinanden, med henholdsvis store overarme og brede skuldrer, og slanke lår og faste bryster. Flad mave og stramme baller er vi ofte enige om kønnene imellem.

Og det er da flot. Det ER det! Det er jo en grund til, at vi er så mange, der stræber efter visse kropsidealer – for det ser da pissegodt ud på Cameron Diaz og Ryan Reynolds med de der maver og baller osv. Men det er også flot, når piger uden bryster har udringede kjoler på (på Grace-fra-Will&Grace-måden); når damer med store numser vrikker frækt på latinamåden eller når spinkle fyrer har ekstra stramme bukser på og er ”punk”.

Imens jeg skriver, opdager jeg at det her har meget med MÅDEN at gøre: Måden at bære sin krop på og måden føre sig frem. Jeg tror nemlig at det mange gange ikke handler så meget om +/- 10 kilo, men mere om hvordan man præsenterer dem.

Altså, for min skyld må man se ud lige som man har lyst til – så længe man er glad for det. Er man det ikke, skal man så bare holde op med at pive og finde en løsning. Ellers sker der jo ikke noget.

Var det en opfordring?
Hvad synes du?

Kom-mu-ni-ka-tion

Klappede du det?
Ellers gør vi det lige sammen:

Kom-mu-ni-ka-tion!

Det er det der med at få ting sagt på en ordentlig og forståelig måde, for at undgå misforståelser og dermed et utal følelsesudbrud af (i reglen) negativ karakter.

Dette er særligt gældende i parforhold og på arbejdspladser.
Og i dag er de sidstnævnte, business-casual arbejdssko, der trykker.

Jeg kan desværre vælge imellem et utal af eksempler, hvor der bliver givet beskeder på en helt forkert måde. Eller slet ikke givet besked. Og når jeg siger forkert, mener jeg i forhold til alle (ALLE) moderne ledelsesteorier. Eller management, om man vil.

I dagens eksempel (eller case study) handler det om en nedskæring i den hviletidsaftale, som arbejdspladsen tidligere har brystet sig med at have. Det ”kommunikeres” mellem linjerne i en forward’et e-mail fra en, af chefen udpeget, skemaansvarlig med ”FYI” som eneste tekst fra afsender; den nærmeste leder.

Okay...

For det første er der intet direkte fra chefen, som dermed mere eller mindre bevidst (hvad er værst?) afskriver sig det ansvar, som denne de facto har i kraft af sin stilling. For det andet er beskeden sendt uden nogen som helst stillingstagen fra den nærmeste leder, hvis personale dette i høj grad påvirker (Lederen selv er ikke påvirket af dette).

Resultatet bliver, at medarbejderne sidder "alene" ved deres computere og læser en e-mail uden at være mentalt forberedte. Dette sætter en masse umiddelbare reaktioner igang: Undren, frustration og også vrede over det, der føles som et overgreb, fordi noget lige pludselig er trukket ned over hovedet på dem uden nogen god forklaring.

Dette afføder hvisken og tisken og højlydte reaktioner ved kaffeautomaten, og en generel flytten af fokus fra de egentlige arbejdsopgaver. Ikke noget ønskværdigt arbejdsmiljø - eller en særlig effektiv arbejdsplads.

Skemalæggeren skal dog have ros for at forsøge at vende ændringen til noget positivt; nemlig at medarbejderne nemmere kan bytte vagter internt, nu hvor den slemme hviletids-stopklods er fjernet.

Okay...

I praksis handler det om, at det tidligere har ligget på lederen at justerer skema, når der skulle byttes vagter internt. Denne voldsomme arbejdsbelastning er lederen nu befriet for. Dejligt for lederen.

Jeg kan jo i mit stille sind blot håbe, at lederen, med al sin nye tid, lægger (mere) energi i at være leder. Sådan på den rigtige måde; lyttende, motiverende, støttende og forståelig. Ja, måske simpelthen kommunikerende.

Jeg forestiller mig at det kan være vigtigt, nu hvor medarbejderne i mindre grad får sovet ud mellem vagterne.

Don’t mime me!

Hurra!

Er inviteret i teateret.
Og det fine af slagsen.


På Kungliga Dramaten skal jeg i aften overvære et teaterstykke om Strindberg, naturalisme og genus. Kunne det blive mere svensk? I think not! Fornemt fornemt!

Naturligvis skal jeg lige kigge ind og læse lidt mere om forestillingen; man skal jo være forberedt, så man kan nikke med, smile indforstået og le opad på den intellektuelle måde. Skimmer let henover listen over medvirkende, da jeg sjældent kender nogen, og stopper op ved et navn med ** efter.

Underligt. Tænker at de måske er to, der deler rollen eller sådan, så jeg scroller ned til bunden af siden og finder **.

HUN ER PRAKTIKANT!
FRA MIMESKOLEN!!

Med et slag er den nydelige og højborgerlige teaterforestilling nu blevet polsk kropsteater. Med gøgl og mimeri.

Af med butterfly og den høje hat, og på med det fedtede hår og selerne med små elefanter på:

JEG SKAL I CIRKUS! WOHOO!!

(Håber fandme, de har en tiger med)

Taxa du ellers ha!

Okay, nu brokker jeg mig lige.

Jeg kan ikke forstå hvad det er, der sker i taxabranchen. Det er usikkert om de har mistet viljen eller incitamentet til at drive en ordentlig forretning.

Næppe er jeg den eneste, der har lagt mærke til at niveauet af taxakørslen er faldet kraftigt de seneste år. Eller hvad?

Er de simpelthen ligeglade med kvaliteten af deres produkt eller er vi andre bare blevet vant til at acceptere en chauffør, der hverken kan finde vores destination eller er i stand til at kommunikere med os?

Jeg må i disse tider nok hellere understrege, at dette ikke på nogen måde handler om racisme eller mobning af taxachauffører generelt, men blot om kvaliteten af et produkt og en service:

Skulle vi for eksempel på samme måde acceptere at handle i en tøjbutik, hvor personalet er meget svære at forstå og ikke har en anelse om, hvilke varer de har i butikken? Jeg skulle ikke. Jeg skulle faktisk aldrig nogensinde komme tilbage!

Det er bare meget svært at stille krav kl. 4 om morgenen, når man bare vil hjem – også selvom selv stort set skal køre taxibilen. Er det derfor, taxakvaliteten styrtdykker?

Et andet taxarelateret problem er, at de helt enkelt kører som idioter. Ja, undskyld, men det gør de!

Som glad cyklist farter jeg gennem byen flere gange om dagen, og det er nu mere regel end undtagelse, at jeg enten næste bliver påkørt af en højresvingende (og 9 ud af 10 gange også mobiltelefonssnakkende) taxa eller tvunget ud midt på kørerbanen, fordi en hyrevogn er parkeret på cykelstien eller bare midt på gaden.

Brokkeri? Ja! Realitet? Ja! Helt vildt farligt? JA!

Så hvis nogen kender nogen der er trafikminister, kan han (m/k) så ikke lige bede om at få styr på de der taxa’er (taxi? taxae?)

Et homoansvar!

Her til morgen står jeg og passer mig selv i køkkenet på arbejde.

Eller.

Ja, jeg står og snakker med nogle kollegaer og er som altid kæk og frisk. Pludselig spiller radioen YMCA med The Village People – og på en måde er sangen lidt højere end den forrige. Ikke just noget særligt underligt eller unaturligt i det; det er radio og der kan være variationer i frekvensen. Og man (ikke jeg) har åbenbart valgt en form for Oldies Hits-kanal, da man er blevet træt af at Bygga-bygga upp og Riva-Riva ner fem gange i timen.

Ind i køkkenet kommer min chef for at tage en kop kaffe. Hun lytter et øjeblik på musikken og kigger derefter på mig og siger ”Dans nu, Michael!”, hvorefter hun leende forlader køkkenet.

Og der står jeg så. Med mit homoansvar. For selvfølgelig kender jeg sangen og selvfølgelig har jeg danset til den flere gange end jeg vil være bekendt (dog mest som spejder), og selvfølgelig er The Village People et stort stykke af homohistorielagkagen.

Men betyder det, at jeg pr default - og på et hvilket som helst tidspunkt på døgnet - skal danse løs og forme Y-M-C-A med armene (uden spejlvendt C). For det var ikke alle i køkkenet, der blev opfordret til dans. Det var kun mig!

Uden at ryge ind i en større afhandling om tematikker som ”at sætte i bås” og ”forudfattede opfattelser”, så tænker jeg på, om jeg, som en værre homo, har et ansvar for at opretholde og videreføre en begejstring for såkaldte Gay Anthems og film med homotema? Er jeg moralsk forpligtet til at købe CD’er med Mika og Weather Girls og løbe til biografen ved hver eneste gay film festival? For det er jeg ikke sikker på, at jeg gider. Eller nej, nu lyver jeg: Det gider jeg ikke.

Jeg mener på ingen måde noget ondt eller nedsættende om hverken homofilm eller 70’er og 80’ermusik med tvetydige sangtekster; det gnubber mig bare forkert at ”man” går ud fra, at jeg kender hele koreografien til YMCA (her jeg er nødt til at indskyde at Village People på intet tidspunkt i musikvideoen laver de kendte bevægelser. Mistænker at en frisk bartender på Crazy Dazy i sin tid har opfundet dansen), græd til Brokeback Mountain og elsker Madonna no matter what.

For det gør jeg ikke. Har jeg så sviget? Er jeg en dårlig homo? Lever jeg ikke op til mit ansvar?

I så fald bør det være nogens opgave at udforme vilkår og betingelser for homo’er, så vi alle sammen ved hvad der gælder, og i lignende situationer kan slå op og finde svaret og betale eventuel bøde.

I øvrigt blev YMCA efterfulgt af A Woman In Love med Streisand. Jeg forlod køkkenet inden nogen krævede en moderne tolkningsdans med vimpel eller et drag show.

Bangebuks!

Jeg kender en gravhund, der er er bange for vaskemaskinen.

Han er derfor nødt til at vente på et menneskeligt skjold mellem sig selv og den vaskende maskine, inden han kan komme ud i gangen og sige hej og logre. Samme gravhund er også bange for græsslåmaskinen. Men at sige at jeg kender nævnet gravhund kan være at lyve.

For hvor godt kan man egentlig kende en gravhund? Og desuden: Hvor godt kender man så nogen, uden at vide hvad de er bange for?

Det sker at man er helt alene med sin angst. Eller børn kan være dødbange for en plastikpose, som kommer flyvende på gaden, men hele resten af verden er fuldstændig uberørt af katastrofen.

Nogle er bange for trappetrin; andre for at sætte sig i et fly. En træls tanke: Kan det være, at vi alle sammen er helt alene med vores angst og at vi derfor ikke rigtig kender hinanden? Sådan kan vi ikke ha det!

Men uh det er svært at forstå, hvad nogen er bange for, med mindre personen står badet i sved med udspilede øjne og bævrende læber (Mindre kan også gøre det, men for eksemplets skyld).

At forstå!

At acceptere en angst, det er no problem. At ”høre hvad man siger”, når man taler om sin angst, det er heller ikke så svært, men at sætte sig ind i den andens angst – der begynder det at blive en udfordring.

Især når folk er bange for underlige ting som duer eller fisk, eller at blive overvåget af en and. Det er rigtig svært, altså..

For.. ja.. så er de jo nogle bangebukse!

Svøm for hulen!

Det er vel ikke undgået nogens opmærksomhed, at vi er midt i en OL-tid.

Tusindvis af eliteidrætsudøvere er stablet i hotelværelser over hele London, og masseres, mentalforbedredes, forbindes og opvarmes til de, ofte ret få, minutter, som er kulminationen af de sidste mange års intense træning og fokus. London er med andre ord fuld af vabelplastre og ambitioner. Og det er netop dem, altså ambitionerne, som jeg grubler over i dag. Fælles for alle de veltrænede gymnaster, roere, svømmere og højde- længde- og udspringere, som tager fokus (også for deres sportspræstationer), er et afsindigt højt ambitionsniveau. De har ikke lavet ret meget andet end at træne til dette OL de sidste fire år; måske hele livet.

Her midt i vores efterhånden temmelig veltrafikerede hav af selvrealisering, mindfulness og life-coaching, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det ville være nemmere, hvis vi bare gik til noget svømning i stedet?

Det er i øvrigt alene i denne sammenhæng, at udtrykket ”elite” opfattes som noget positivt, men den kan vi tage en anden dag.

Anatidaephobi

”Sid helt stille. Der kravler en edderkop i dit hår”

Hvor mange har forholdt sig i ro efter ovenstående replik? Ikke mig, i hvert fald.

Jeg tilhører den store gruppe af mennesker, der har flettet fuldstændigt irrationelle fobier ind i deres ellers mere eller mindre saglige og virkelighedsnære personligheder. Så sent som i går aftes sidder jeg på en terrasse i godt selskab, drikker øl og nyder udsigten over Stockholm (se ovenfor), da jeg pludselig bliver gjort opmærksom på en lillebitte, sort og levende prik på min fod. I ren refleks kaster min hånd sig ned og slår den lillebitte prik væk imens jeg ryster på hele kroppen (ja, og skriger en smule). Mandigt. Og voksent.

Det er underligt og ret utroligt, hvordan en så lysvågen frygt kan sidde på spring overfor et lillebitte og helt, heeelt ufarligt dyr, når jeg samtidig kan være helt rolig, når jeg møder en ko eller en elg eller et andet dyr, der faktisk meget let kan knuse mig eller sparke mig i hovedet. Det var jo noget andet, hvis jeg boede i Australien, hvor alle dyr og planter potentielt kan slå dig ihjel på 3-5 sekunder.

Dog er min araknofobi ikke noget særligt. Der er mange, der har det på samme måde, og det er ikke noget, der gør mig specielt interessant eller afføder en dobbeltsides artikel i Illustreret Videnskab. Nej, det er alt, alt for almindelig, nærmest pøbelagtigt at være virkelig, virkelig bange for bittesmå edderkopper.

Næ, skulle man være bange for noget særligt og have fobi på den flippede måde, så skulle man have Anatidaephobi.
Dette fantastiske ord (prøv igen: udtal det) dækker over en konstant angst for at en and holder øje med en. En and! Her kan vi tale om en socialt fuldstændig håbløs fobi, der aldrig, aldrig vil få respekt og forståelse. En and! Frygt for højder, dybder, lukkede rum, åbne rum, mennesker, ingen mennesker, edderkopper, slanger og mus har vi alle sammen accepteret som et mere eller mindre almindeligt personlighedtræk hos mange, men: EN AND?!

Det Sidste Kærestebrev

Der er en latent kærlighed. Den, som engang lærte at lystre kommandoen ”Plads” for så at logrende sidde og vente på at få lov til at piske af sted over græsplænen. Den kærlighed sidder stadig tålmodigt og venter, men forgæves. Den latente kærlighed er der ligesom bare for at være der, og for at man ikke er helt følelseskold, når man møder andre mennesker, men heller ikke kaster sig i favnen på dem.

Vores kærlighed var en af dem, der blev stående på plads og ikke galoperede af sted fri og ren hen over mark og skov. I bagkloghedens lys kan jeg godt forstå, at det jo aldrig havde fungeret alligevel. Men jeg havde nok egentlig hellere ønsket at vi havde kunnet være naive hele livet. Så derfor tænkte jeg, at jeg ville skrive et sidste kærestebrev, sådan for at sammenfatte og afrunde og sådan. Og så slog det mig, at jeg ikke ved hvad et afsluttende kærestebrev skal indeholde. Skal man forklare hvor bange man er for at møde nogen, der gør den der latente kærlighed til ulydig størrelse, der ikke lystrer, når man råber ”plads”? Eller skal man skrive lovsange og smukke ord, der kan klistre sig fast på modtagerens velfortjente hybris og hjælpe denne i kommende relationer? Skal man afsløre alt det, man allerede havde planlagt at man skulle gøre sammen; alle blikke, alle smil, alle grin, alle kys, alle nætter? Skal man fortælle om alle de steder, man har fantaseret om at skulle vise; hvad for noget tøj i skabet, som man havde tænkt sig at den anden skulle se på (og så tage af)? Skal man i en sidste kærestebrev skrive, hvordan man havde villet se hvordan den andens ansigtshud skulle skifte farve i forårssolen og om håret skulle krølle eller ikke krølle i efterårsregnen? At man gerne ville have haft chancen til at lære at genkende netop hans fodtrin - bare på lyden?

Man skal nok ikke, i et sidste kærestebrev, skrive at ”selvom jeg havde besluttet, at jeg ikke ville dele mit liv med nogen anden, så måtte jeg pænt trække i land, da jeg mødte dig; jeg ville ikke have en kæreste – jeg ville have dig.” Lige lovlig dramatisk, måske? At ”efter dig, er det ikke fordi der er noget galt med alle andre; jeg er bare generelt uinteresseret.”

Skal man, i et sidste kærestebrev, fortælle, at det man følte var som sådan en, af de der planter, der kan overleve for evigt uden lys eller vand? Eller næsten evigt. For på et eller andet tidspunkt har alle brug for kærlighed og vand. Måske ikke verdens bedste metafor.

Et sidste kærestebrev skal vel skrives i hånden. Men ikke på vers. Så bliver det lidt for kækt. Og man kan beskylde kærligheden for meget, men ikke for at være kæk..

Måske er det nok bare at fortælle det allervigtigste - det, han skal vide: At selvom kærligheden blev siddende og aldrig sluppet løs, så varmer det at vide, at vi ikke er følelseskolde overfor hinanden og at det er sandt, at vi ind imellem møder nogen, som vi næsten er klar til at være naive sammen med resten af livet.

”Verden er af lava” eller ”Der er meget, jeg ikke forstår.”

Det er ikke mange dage, man kan pjække fra nyhedesudsendelser og avisartikler, inden man er helt bag om dansen, sat ud af spil, uoplyst og voldsomt underinformeret.

Her tænker jeg primært på debatten om omskæring, Justin Bieber og folk, der i flæng ædes af diverse indhegnede rovdyr.

Af alle de seneste rovdyrsangreb, er der kun ét tilfælde, hvor jeg har virkelig ondt af offret:
- Det er ikke den unge, danske mand, der klatrede over mure og hegn midt om natten, for at komme ind til tigrene i Københavns Zoo. Det er kun selvforskyldt. Man afliver heller ikke en bro, fordi nogen hopper ud fra den.
- Det er heller ikke den svenske, unge dyrepasserinde, der gik alene ind til ulvene i den svenske dyrepark Kolmården uden våben eller back-up. Hun var en tosk, som burde vide bedre og ikke tro, at hun var Dian Fossey hos gorillaerne.
- Det er den lille tigerunge i en zoologisk have i Kina, der blev spist af sin egen familie! Det er synd! Stakkels lille mini-tiger!
Argumentet for, hvorfor dette ikke er nogen overraskelse eller dyrenes fejl, er dog det samme i alle tre tilfælde: De er dyr. Vilde, rovdyr i fangeskab og ikke væsner med medfølelse, moral og samvittighed. Hvis de er sultne, så spiser de; hvis de føler sig truede, så angriber de. Og det er lige meget om du er fuld og ikke tænkte dig om, har madet dem med sutteflaske da de var små eller for få uger siden kom ud af en af dem. 

Lesbisk udseende ungdomsidol Justin Bieber er blevet sagsøgt af en dame, der påstår at have pådraget sig permanent høreskade efter at have været med sin datter til koncert, fordi DE ANDRE  tilskuere skreg så højt. Og fordi JB (som jeg kalder ham) opfordrede til det, ved at pege.
...Okay, lady. Vi er lidt i samme, selvforskyldte spor som tidligere. Jeg har været til mangt en koncert og danset på mangt et lastbilslad. Og jo, jeg har ofte haft ondt i og susen for ørerne bagefter, men det var i allerhøjeste grad fordi jeg selv skreg. Og fløjtede i trillefløjte. Amerikansk retsystem til trods, så håber jeg ikke hun får en krone. Lesson learned: Lad din teenagedatter selv gå til de koncerter med sine veninder. Win-win!

Og så når vi til de små tissemænd, som vi taler så meget om i disse dage. Jeg forstår slet ikke debatten. Der er ikke et eneste holdbart argument for ikke at afskaffe omskæring, og jeg er sikker på at debatten havde været meget kort, havde problemet været, at ortodokse muslimer skar øreflipperne af deres 5-årige. Nu er det bare sådan, at dette er en lang tradition (religiøs eller ej), som i stor del tilhører en mindre reaktionær religiøs gruppe. Og så er det pludselig noget, vi skal debattere. Men… tager jeg fejl, hvis jeg tror, at omskæring af små piger ikke er tilladt i Danmark? Hvad er forskellen?

Hold op med at skære i folk!

Tale er guld

Den harmeløse forkølelse, som startede som lidt kriller i halsen, har i løbet af de sidste 4 dage flyttet sig rundt i hele øre-næse-halsregionen, og har nu slået en stor, fed lejr lige midt på stemmebåndet. Jeg er med andre ord i ikke uvæsentlig grad vokalt handicappet, og jodler mig igennem dagen, godt hjulpet af fagter og et (forhåbentlig) provisorisk arsenal af tegnsprog.

Og så er det jeg opdater, at man lytter mere når man ikke taler. Det er overhovedet ikke så fikst og holistisk som det lyder; det er kedeligt. Særligt når man, som jeg, har virkelig mange sjove ting at sige om langt det meste. 

Konklusionen må derfor være, at Ehlers uden audio er en halv Ehlers.

Så her sidder jeg. Og er halv.

Når tiden går baglæns

”Intelligente mennesker keder sig ikke.”

Det har jeg altid fået som svar, når jeg har klaget min nød over kedsommelighed og ”ingentingatlavehed”; både som barn og nu også som voksen. Og det grænser jo nærmest til mobning. Det, der indirekte siges er, at det øjeblik jeg synes at det hele er lidt kedeligt, så PUF er jeg dum som en potteplante. Hm.

Nu betragter jeg mig selv som et ret intelligent menneske. Ja, grin du bare, men jeg læser faktisk bøger, ser nyheder, taler om aktuelle hændelser og har aldrig set et afsnit af De Unge Mødre. Alligevel sker det indimellem at jeg ikke kan finde på noget at lave, og derfor simpelthen keder mig. Og her er det så, at min IQ styrtdykker i et rasende tempo i samme øjeblik, som kedsomheden indtager min krop og jeg logger på facebook for fjerde gang på to minutter.

Hvis intelligens er målt i aktivitet og virksomhed, så kan jeg for så vidt være enig i mundheldet, for i disse situationer sker der virkelig ingenting. Men at jeg så herefter skal bære det røde idiotmærke i panden og i al fremtid ytre ting som ”Du styre” og ”Knuzzz tøzz”, er urimeligt! Og jeg finder mig ikke i det!

Jeg vil ha lov til at kede mig, lave ingenting og facebooke i timevis, hvis det passer mig, uden at partout stigmatiseres som ung mor eller deltager i For Lækker Til Love, Paradise Hotel og hvad det nu heller altsammed’.

Ja, jeg trækker voksenkortet: ”Jeg er voksen og må gøre, hvad jeg vil”. Nogen fordel skal der være med at være gråhåret.

”Intelligente mennesker keder sig – også”

Skriveblokering

Da jeg gik i skole for længe, længe (længe) siden, lærte jeg, at hvis man har skriveblokering, så skal man bare skrive det, som falder ind og så fortsætte og se hvor det fører hen. Så det gør jeg så nu.

Sidder på arbejde og udenfor er det urimeligt varmt og dejligt vejr. Er iført lange bukser og sort trøje, så at holde pause ude, er ikke rigtig nogen god ide, med mindre jeg gerne vil være Sweaty McSweat, når jeg kommer ind. Så i stedet spiser jeg Werters Echte og kigger længselsfuldt ud af vinduet, som en anden morfar.
 I går var jeg ude i kajakken for første gang i år. Gik godt. Holdte mig i kajakken hele turen og var kun ved at tippe et fåtal gange. Dette var dog ikke min skyld, men fordi der åbenbart var amatørdag for motorbådsentusiasterne i Stockholms midtby. Helt utroligt hvordan færdselsregler og almindelig takt og tone helt forsvinder fra motorbådsførers bevidsthed på disse årets første sommerdage; slingerer ind og ud mellem hinanden og kaster anker hvor som helst, og gerne der, hvor der er mindst plads. Til gengæld er der bar overkrop og dyre solbriller for hele slanten. Og når det kommer til stykket, så ved vi jo alle sammen godt, at det er det, der tæller. Men det var dejligt, og solen skinnede (eller skan) og jeg blev en smule solbrændt på halsen. Hurra. Nu venter jeg bare på at det bliver varmt nok i vandt til at bade. Eller til at jeg bestemmer mig for, at det er varmt nok. Uh.. bade..
Har købt nye shorts og bade- på det der online, som er ankommet med posten i dag. Skal blive spændende om hele kassen skal retur, eller om der faktisk er noget brugbart. Det er altid lidt af en satsning, sådan noget handlen og laden på nettet. Kom også til at købe 4 par cowboybukser. Og to T-shirts. Ved et frygteligt uheld. 

Så det... ba-dam.. Ja, man kan vel påstå, at skriveblokeringen er afværget. Spørgsmålet er så, om der kom noget godt ud af det? Der er da gået nogle minutter, og desto kortere tid til jeg har fri, kan tage shorts på (Også nye. Ikke online) og cykle hjem i solen!

Ha en lækker eftermiddag!

Jorden rundt på mange dage

I bedste Phileas Fogg stil, har jeg bestemt mig for at rejse jorden rundt. Eller i hvert fald for at se så meget, som jeg vil og synes. (Læg mærke til hvordan ordet ”råd” ikke var en del af opremsningen; jeg synes simpelthen at det må koste hvad det skal). Dette er ikke noget, der kommer til at ske lige i morgen, men ”planlægning frem for alt”.

Desuden er det jo en dejligt projekt at gå og hygge med og finpudse og drømme om. Da jeg ikke hidtil har været en stor globetrotter, udover nogle enkelte dannelsesrejser hid og did, har jeg kun en meget blåøjet og smånaiv liste af steder og lande, jeg gerne vil besøgt.

Min liste er indtil videre meget kort:
Brasilien (Rio de Janeiro)
Australien (Sidney)
Thailand (Bangkok)
Japan (Tokyo)
USA (Los Angeles, San Fransisco, et eller andet grotesk midwest-sted)
Rusland (Moskva, transsibiriske jernbane)
Kina (Bejing, Shanghai)
Grønland (Nuuk)
Island (Reykjavik)
Zambia (Victoris falls)
Egypten (Cairo/Giza)
Mexiko?
Canada?
Europa?

Som det fremgår, er jeg ret meget på begynderstadiet her. Derfor vil jeg se, om dette bloginslag kan blive interaktivt, og jeg opfordrer, bønfalder og beder netop dig til at give mig dine bedste rejsetips. Det kan være alt fra hvad man MÅ se, hvad man IKKE skal gøre, HVOR man skal hen, eller HVORDAN man rejser derfra og dertil.

Så fat pennen, min ven and give me all you’ve got.!

Skriv meget gerne dine forslag her på bloggen (nedenfor) og ikke som kommentar på facebook – Skidt for sig og snot for sig, som man siger.

Kørekort! NU!

God weekend (igen)!

Don’t touch, just kiss!

Har lige stået ansigt til ansigt med min egen tvangsneurose, og er nødt til at tale om det: Jeg blev konfronteret med en stor stabel med små, spændende kasser og et skilt med ordene ”Rør ikke”.

Og hvad gør jeg? Sætter min fede pegefinger på en af kasserne og spørger pigen, der netop har sat skiltet op: ”Hvorfor må vi ikke røre ved de her?” – Af ren refleks og uden at tænke.

Hun kigger på mig, ryster på hovedet og sukker: ”Fordi det står der”.

At den kommentar på ingen måde er et svar på mit spørgsmål, og at småprovokative ytringer som ”Fordi jeg siger det”, Sådan er det bare” og ”Derfor” generelt udløser endnu flere spørgsmål, er en anden sag.

Det går op for mig at min refleks-reaktion på skiltet var fuldt modstridende det meget tydelige budskab. Og det er da egentligt underligt. Hvorfor er det så naturligt at gøre det, man ikke må? For du kan lige så godt indrømme, at jeg ikke er alene her. Ikke? Det er nærmest en teoretisk umulighed at jeg er alene med min neurose. Og hvis jeg ikke er det, er det så overhovedet en neurose?
Nu havde det så været handy med den der BA i psykologi, for så kunne jeg måske selv svare på, om dette i virkeligheden er en del af menneskets natur (hvad det så end er?), en adfærd vi har adopteret eller adapteret, eller om det bare er mig og nogle få andre?
Hvordan kan det være at vi så gerne vil trykke på den røde knap under skiltet ”Do not press the red button”, hvad er det, der gør at vi liiiige skal røre ved den indhegnede skulptur og hvordan kan det være, at man ofte tager sine poser og rygsække ind i prøverummet, selvom det er tydeligt mærket med skiltet ”Tasker må ej medtages i prøverummet”?

Tænk lidt over det.. og ha en god weekend!

Fisk i verdensklasse

I går til frokost var der ikke så meget festligt at vælge imellem. Det plejer ellers at være et mad-bonanza med sovs og kartofler og pasta og stegt kød. Desuden bliver jeg meget venligt betjent af de mange søde, deltidsansatte i diverse skånejobs og arbejdstræninger. Her vil jeg fremhæve en lillebitte dame af asiatisk herkomst, som går under navnet ”Helen”, ifølge navneskiltet. Efter mange tallerkner mad og småsnak med ”Helen”, er jeg helt overbevist om at det ikke er hendes rigtige navn, og jeg mistænker at min kantine også huser folk i vidnebeskyttelsesprogrammer. Gad vide hvad ”Helen” har set som er så farligt, at hun er tvunget til at servere kogte kartofler under alias resten af hendes liv? Sidespor.

Der var altså i dag ikke så meget spændende kød på menuen. Derfor følger jeg min kantineven ”Helens” råd og tager en tallerken med den for mig hidtil ukendte fisk ”Kulmule-i-bacon”. HVILKEN FISK! Jeg elsker evolutionen og dens små mirakler, som i dette tilfælde har barslet denne lille baconflyder. Jeg forestiller mig, at kulmulens skjold af bacon er udviklet gennem tusindvis af år for at skræmme hajer og andre farlige havdyr, som jo som bekendt ikke tåler svinekød. Og så herligt det er at fange og efterfølgende stege og indtage dette dyr, som må siges at været et af naturens helt store kulinariske fænomener.

I dag er der en anden fisk på menuen. Laks. Møgfisk. Ikke det mindste et spor af bacon nogen steder på fiskens ovnbagte krop.

På billedet øverst ses ”Kulmule-i-bacon” anrettet på tallerken med hvad der må siges at være imponerende kartofler.

Nedenfor er det lykkes mig finde et billede af en tidligt evolutionerende del af arten, hvor baconskjoldet ikke umiddelbart er synligt. Det er det derimod på manden, der holder fisken.

Tjyvjävel!

Tyv ja tyv, det skal du være,
for du stjal min lille ven.
Men jeg har det håb tilbage,
at jeg får mig en igen.
Åh ja en igen, åh ja en igen,
åh ja en igen
Jeg får mig en igen.

I dag på vej til arbejde, købte jeg et stykke wienerbrød. Dette stykke wienerbrød lagde jeg i pose på køkkenbordet i vores kantine, hvilket der ikke er noget unormalt eller banebrydende i.

Og så sidder jeg så og glæder mig hele formiddagen til det bliver eftermiddag og jeg skal holde kaffepause og spise min kage. Ja. Præcis som alle andre ældre damer i min alder gør.
Naturligvis sker der det, at da jeg kommer ud for at skulle smovse i butterdej og karamel, er posen væk og i skraldespanden ligger papiret, som wienerbrødet lå i.
Nogen har altså spist MIN kage! Dette udløser selvfølgelig en sarkastisk email til alle på kontoret, hvor jeg ønsker tyven en god weekend.

"Hej
Vill bara passa på att tacka dig, som åt upp mitt wienerbröd precis. Jag hade iofs sparat det i köket och set fram emot att fika på nu på eftermiddagen, men du verkade ha mera behov av fika än jag. Visst var den god och kladdig och smakade gott av kola och nötter?
Ifall du ändå tycker att det känns sådär nu, går det bra att köpa en ny, skriva mitt namn på den och lämna den på köksbänken.
Ha en riktig trevlig helg (tjyvjävel)"

En halv time efter får jeg et svar fra en ny fyr (ja, eller mand.. på den ikke helt ulækre måde) på kontoret, som virkelig er ked af det og vil godtgøre og erstatte og græde ud. En anden kollega havde delt kagen med ham og sagt at det var helt ok. Og så er jeg large: Jeg tilgiver uden forbehold. Sådan er jeg bare. Storsindet, mild og generelt smuk indeni.

Stakkels new guy. Han har lært på den hårde måde ikke at stole på sine kollegaer, når de siger at man godt kan spise den der kage, der er efterladt der.

Der er i øvrigt mange gode sanglege på den her hjemmeside, som for eksempel ”Hvilket Postbud. En Due!”

Kan man blogge sig ud af en forkølelse?

Er sygdomsramt, svag og stakkels efter 4 dages snue. Og det er alt sammed’ på grund af meget fantastisk spansk ø-strand med høje bølger (med tilhørende surfere), som gør badning umuligt at modstå. Også selvom det betyder, at kroppen køles ned til 16 grader. Er usikker på om det var det værd. Mere. Den endelige beslutning tages i morgen.

Uden at gå i detaljer, kan jeg oplyse at jeg på nuværende tidspunkt er tørblokeret i øre-, næse-, halsområdet. Til forskel for alt-i-et løben af næse og øjne, som har være gennemgående tema dag 1-3, så et ukvalificeret gæt er, at jeg befinder mig på bedringens snævre vej.

Er derfor i dag tilbage på arbejde, og er havnet midt i stormens øje. To personer er sygemeldte med sammenbrud efter konflikter og beslutning om at flytte rundt på folk; en opgave, min chef ikke magter at kontrollere og løse. Til min store overraskelse. Naturligvis.
Jeg vil jo (lettere tilbagelænet med armene mageligt korslagte på maven) vove påstanden at Lederskab 1.01 netop handler om, hvordan man håndterer og kommunikerer forandringer med sit personale, og at ændring af såvel arbejdsopgaver som fysiske omgivelser potentielt kan skabe store konflikter, hvis disse ikke præsenteres, kommunikeres og behandles korrekt. Og korrekt er ikke at tage en beslutning og sige ”sådan bliver det”. Så bryder helvede nemlig løs.

Selv har jeg valgt at forholde mig passivt, og betragte slagets gang. Jeg har naturligvis tænkt mig at sige hvad jeg synes, hvis jeg bliver spurgt – man vil jo ikke obstruere – men jeg vil ikke blande mig på eget initiativ. Ser dette som et studie – en work shop, om man vil – i hvordan man ikke skal håndterer en personalerelateret situation.

Let the show begin!

Hotel Don Carlos og mig

I anledning af at jeg omsider skal gense solen, synes jeg at en lille sang er på sin plads. Du er velkommen til at synge med!


Mel: Eviva España

Om to dage drager jeg til Grand Canari’
Jeg er forelsket i alt hvad der er spansk
Jeg bli’r aldrig træt af vin og røde bøffer
Og alle bøsser taler tysk og svensk og dansk
Der findes ingen spanske fyre der
Men jeg må ned, jag kan slet ik’ la’ vær’

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Hotel som ikke har balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

MELLEMSPIL

Snart så skal jeg nyde klang af kastagnetter
Og danse nøgen som en ægte tysk turist
Mænd og koner uden tøj med hængenumser
Ta’r varmt imod mig som en ny og ung nudist
Velkommen til min spanske festival
Den gamle hud den gør mig vild og gal

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Don Carlos uden en balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

MELLEMSPIL

Når jeg er hjemme i min polske stue
Med læderstol og pudervår i leopard
I det vinterhverdagstriste tøj og hue
Så ønsker jeg, jeg var tilbage i en fart
Til billig øl og sand i mine sko
Hvor gamle, nøgne damer går i bro

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Don Carlos uden en balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la (Hos Pia), España por favor

España por favooooooooor

Disneyfavoritter

Da Disney's Juleshow efterhånden er håbløst umoderne og udelukkende nostalgi for os, der ikke længere har tid eller lyst til at se det, og Disney Show på den anden side nu er så moderne og nyt, at ingen over 20 år kan genkende noget som helst, finder jeg trøst i Pixar og Disney's film. Og efter en lang dag på arbejde, deler jeg hermed ud af nogle af mine favoritklip: