Voldsomme forværringer af aktindsigt, militante ammende og mit eget liv oppe til revision.
Det lader til at politikere og embedsmænd nu åbenlyst kan tilbageholde vigtig information fra vælgere og folketing. (Er du uenig kan du skrive under HER. Der kan nemlig stadig begæres folkeafstemning om lovforslaget)
Samtidig (og måske vigtigere) så er enkelte ammende mødre gået på barikaderne for at kræve deres hidtil ukendte menneskeret: At amme hvor som helst!
For mig handler dette om gensidig respekt. Det gør det ikke for disse mødre.
For dem handler det om deres ret til at blæse på caféejernes ret til at bestemme i deres egne caféer og alle andres menneskers blufærdighedsgrænse.
Men hvem kan modsætte sig argumenter som ”jeg må amme, hvor jeg vil” og ”det er det mest naturlige i verden”? Sødt. Rummeligt.
Og bare tanken om at Ammefriheden bliver begrænset til visse caféer? Utænkeligt. På samme måde som rygerne nægter ikke at ryge på samme café…
Kender heldigvis en del småbørnsmødre, som ikke ser problemet her. Hurra.
Men nu til sagens kerne: Mig!
Det lader til at jeg endnu engang vender op og ned på mit liv. Har søgt ind på CBS for at læse en bachelor og faktisk få sådan et bevis på at jeg kan noget. Det er rart at vide hvad der skal ske de næste 3 år og samtidig voldsomt angstprovokerende at skulle i skole, læse, leve på SU og være klassekammerat med dem på 19.
Desuden har jeg ikke noget sted at bo i Kbh (så.. hvis du kender nogen….), men da jeg ikke får svar før den 29. juli, er det svært at være særlig konkret i den søgning. Endnu.
Har lagt alle mine æg i denne kurv; sagt mit job op og fundet en lejer til min lejlighed heroppe, så hvis jeg ikke kommer ind, så sidder jeg med en helt masse skæg i postkassen.
Så stemning lige nu er blandet spænding, panik, mod på et nyt kapitel og koldsved. Herligt!
And how are you?
