Kørekort! NU!

God weekend (igen)!

Don’t touch, just kiss!

Har lige stået ansigt til ansigt med min egen tvangsneurose, og er nødt til at tale om det: Jeg blev konfronteret med en stor stabel med små, spændende kasser og et skilt med ordene ”Rør ikke”.

Og hvad gør jeg? Sætter min fede pegefinger på en af kasserne og spørger pigen, der netop har sat skiltet op: ”Hvorfor må vi ikke røre ved de her?” – Af ren refleks og uden at tænke.

Hun kigger på mig, ryster på hovedet og sukker: ”Fordi det står der”.

At den kommentar på ingen måde er et svar på mit spørgsmål, og at småprovokative ytringer som ”Fordi jeg siger det”, Sådan er det bare” og ”Derfor” generelt udløser endnu flere spørgsmål, er en anden sag.

Det går op for mig at min refleks-reaktion på skiltet var fuldt modstridende det meget tydelige budskab. Og det er da egentligt underligt. Hvorfor er det så naturligt at gøre det, man ikke må? For du kan lige så godt indrømme, at jeg ikke er alene her. Ikke? Det er nærmest en teoretisk umulighed at jeg er alene med min neurose. Og hvis jeg ikke er det, er det så overhovedet en neurose?
Nu havde det så været handy med den der BA i psykologi, for så kunne jeg måske selv svare på, om dette i virkeligheden er en del af menneskets natur (hvad det så end er?), en adfærd vi har adopteret eller adapteret, eller om det bare er mig og nogle få andre?
Hvordan kan det være at vi så gerne vil trykke på den røde knap under skiltet ”Do not press the red button”, hvad er det, der gør at vi liiiige skal røre ved den indhegnede skulptur og hvordan kan det være, at man ofte tager sine poser og rygsække ind i prøverummet, selvom det er tydeligt mærket med skiltet ”Tasker må ej medtages i prøverummet”?

Tænk lidt over det.. og ha en god weekend!

Fisk i verdensklasse

I går til frokost var der ikke så meget festligt at vælge imellem. Det plejer ellers at være et mad-bonanza med sovs og kartofler og pasta og stegt kød. Desuden bliver jeg meget venligt betjent af de mange søde, deltidsansatte i diverse skånejobs og arbejdstræninger. Her vil jeg fremhæve en lillebitte dame af asiatisk herkomst, som går under navnet ”Helen”, ifølge navneskiltet. Efter mange tallerkner mad og småsnak med ”Helen”, er jeg helt overbevist om at det ikke er hendes rigtige navn, og jeg mistænker at min kantine også huser folk i vidnebeskyttelsesprogrammer. Gad vide hvad ”Helen” har set som er så farligt, at hun er tvunget til at servere kogte kartofler under alias resten af hendes liv? Sidespor.

Der var altså i dag ikke så meget spændende kød på menuen. Derfor følger jeg min kantineven ”Helens” råd og tager en tallerken med den for mig hidtil ukendte fisk ”Kulmule-i-bacon”. HVILKEN FISK! Jeg elsker evolutionen og dens små mirakler, som i dette tilfælde har barslet denne lille baconflyder. Jeg forestiller mig, at kulmulens skjold af bacon er udviklet gennem tusindvis af år for at skræmme hajer og andre farlige havdyr, som jo som bekendt ikke tåler svinekød. Og så herligt det er at fange og efterfølgende stege og indtage dette dyr, som må siges at været et af naturens helt store kulinariske fænomener.

I dag er der en anden fisk på menuen. Laks. Møgfisk. Ikke det mindste et spor af bacon nogen steder på fiskens ovnbagte krop.

På billedet øverst ses ”Kulmule-i-bacon” anrettet på tallerken med hvad der må siges at være imponerende kartofler.

Nedenfor er det lykkes mig finde et billede af en tidligt evolutionerende del af arten, hvor baconskjoldet ikke umiddelbart er synligt. Det er det derimod på manden, der holder fisken.

Tjyvjävel!

Tyv ja tyv, det skal du være,
for du stjal min lille ven.
Men jeg har det håb tilbage,
at jeg får mig en igen.
Åh ja en igen, åh ja en igen,
åh ja en igen
Jeg får mig en igen.

I dag på vej til arbejde, købte jeg et stykke wienerbrød. Dette stykke wienerbrød lagde jeg i pose på køkkenbordet i vores kantine, hvilket der ikke er noget unormalt eller banebrydende i.

Og så sidder jeg så og glæder mig hele formiddagen til det bliver eftermiddag og jeg skal holde kaffepause og spise min kage. Ja. Præcis som alle andre ældre damer i min alder gør.
Naturligvis sker der det, at da jeg kommer ud for at skulle smovse i butterdej og karamel, er posen væk og i skraldespanden ligger papiret, som wienerbrødet lå i.
Nogen har altså spist MIN kage! Dette udløser selvfølgelig en sarkastisk email til alle på kontoret, hvor jeg ønsker tyven en god weekend.

"Hej
Vill bara passa på att tacka dig, som åt upp mitt wienerbröd precis. Jag hade iofs sparat det i köket och set fram emot att fika på nu på eftermiddagen, men du verkade ha mera behov av fika än jag. Visst var den god och kladdig och smakade gott av kola och nötter?
Ifall du ändå tycker att det känns sådär nu, går det bra att köpa en ny, skriva mitt namn på den och lämna den på köksbänken.
Ha en riktig trevlig helg (tjyvjävel)"

En halv time efter får jeg et svar fra en ny fyr (ja, eller mand.. på den ikke helt ulækre måde) på kontoret, som virkelig er ked af det og vil godtgøre og erstatte og græde ud. En anden kollega havde delt kagen med ham og sagt at det var helt ok. Og så er jeg large: Jeg tilgiver uden forbehold. Sådan er jeg bare. Storsindet, mild og generelt smuk indeni.

Stakkels new guy. Han har lært på den hårde måde ikke at stole på sine kollegaer, når de siger at man godt kan spise den der kage, der er efterladt der.

Der er i øvrigt mange gode sanglege på den her hjemmeside, som for eksempel ”Hvilket Postbud. En Due!”

Kan man blogge sig ud af en forkølelse?

Er sygdomsramt, svag og stakkels efter 4 dages snue. Og det er alt sammed’ på grund af meget fantastisk spansk ø-strand med høje bølger (med tilhørende surfere), som gør badning umuligt at modstå. Også selvom det betyder, at kroppen køles ned til 16 grader. Er usikker på om det var det værd. Mere. Den endelige beslutning tages i morgen.

Uden at gå i detaljer, kan jeg oplyse at jeg på nuværende tidspunkt er tørblokeret i øre-, næse-, halsområdet. Til forskel for alt-i-et løben af næse og øjne, som har være gennemgående tema dag 1-3, så et ukvalificeret gæt er, at jeg befinder mig på bedringens snævre vej.

Er derfor i dag tilbage på arbejde, og er havnet midt i stormens øje. To personer er sygemeldte med sammenbrud efter konflikter og beslutning om at flytte rundt på folk; en opgave, min chef ikke magter at kontrollere og løse. Til min store overraskelse. Naturligvis.
Jeg vil jo (lettere tilbagelænet med armene mageligt korslagte på maven) vove påstanden at Lederskab 1.01 netop handler om, hvordan man håndterer og kommunikerer forandringer med sit personale, og at ændring af såvel arbejdsopgaver som fysiske omgivelser potentielt kan skabe store konflikter, hvis disse ikke præsenteres, kommunikeres og behandles korrekt. Og korrekt er ikke at tage en beslutning og sige ”sådan bliver det”. Så bryder helvede nemlig løs.

Selv har jeg valgt at forholde mig passivt, og betragte slagets gang. Jeg har naturligvis tænkt mig at sige hvad jeg synes, hvis jeg bliver spurgt – man vil jo ikke obstruere – men jeg vil ikke blande mig på eget initiativ. Ser dette som et studie – en work shop, om man vil – i hvordan man ikke skal håndterer en personalerelateret situation.

Let the show begin!

Hotel Don Carlos og mig

I anledning af at jeg omsider skal gense solen, synes jeg at en lille sang er på sin plads. Du er velkommen til at synge med!


Mel: Eviva España

Om to dage drager jeg til Grand Canari’
Jeg er forelsket i alt hvad der er spansk
Jeg bli’r aldrig træt af vin og røde bøffer
Og alle bøsser taler tysk og svensk og dansk
Der findes ingen spanske fyre der
Men jeg må ned, jag kan slet ik’ la’ vær’

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Hotel som ikke har balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

MELLEMSPIL

Snart så skal jeg nyde klang af kastagnetter
Og danse nøgen som en ægte tysk turist
Mænd og koner uden tøj med hængenumser
Ta’r varmt imod mig som en ny og ung nudist
Velkommen til min spanske festival
Den gamle hud den gør mig vild og gal

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Don Carlos uden en balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

MELLEMSPIL

Når jeg er hjemme i min polske stue
Med læderstol og pudervår i leopard
I det vinterhverdagstriste tøj og hue
Så ønsker jeg, jeg var tilbage i en fart
Til billig øl og sand i mine sko
Hvor gamle, nøgne damer går i bro

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Don Carlos uden en balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la (Hos Pia), España por favor

España por favooooooooor