”Stoooop, fru Ugle” råbte den lille kamæleon, mens den baskede febrilsk med sine store, tunge vinger.
Men den sure ugle var allerede en lille, sort prik langt borte over trætoppene.
Åhnejåhnejåhnej, tænkte den lille kamæleon for sig selv og prøvede at holde sig så stabilt i luften som den kunne. Det gik faktisk ret godt, og den lille kamæleon var overrasket over hvor let det var at flyve. Den havde tit ligget i græsset og kigget op på fuglene, som fløj forbi langt oppe i luften og tænkt hvordan de egentlig gjorde og om de ikke var bange for at falde ned.
Mens den fløj lagde den lille kamæleon mærke til en underlig, knurrende lyd og blev med det samme nervøs. Den kendte godt den slags knurren og vidste at det betød, at et eller andet farligt dyr var i nærheden. Den kiggede sig omring; over sig, under sig, foran og bagved, men der var ikke noget farligt dyr med spidse tænder at se nogen steder. Den knurrende lyd blev højere og med et gik det op for den lille kamæleon, hvad det var for en lyd.
Det er min mave, som knurrer, tænkte den for sig selv. Jeg har vist helt glemt at spise noget siden i morges.
Langt oppe over trætoppene kunne den lille kamæleon let se hele skoven og fik hurtigt øje på lysningen med de mange brombærbuske, hvor alle kamæleonerne altid spiste.
Lydløst og præcist nærmede den lille kamæleon sig lysningen og skulle lige til at gøre klar til landing, da dens ugleblik opfangede en hurtig bevægelse. En lille mus pilede hen over græsset op vej i sikkerhed under buskadset. Inden den lille kamæleon kunne nå at tænke, havde den samlet vingerne, strækket sine skarpe kløer frem og styrtede som et missil direkte mod musen. Den lille kamæleon lukkede sine skarpe uglekløer omkring musen, men i stedet for at flyve væk med den, rullede to små mus pludselig rundt i græsset.
”Hjælp! Hjææææælp!” peb musen og prøvede at vriste sig fri af den lille kamæleons nu meget små hænder, som stadig holdt hårdt fat i musens ryg.
Fortsættes...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar