Anatidaephobi

”Sid helt stille. Der kravler en edderkop i dit hår”

Hvor mange har forholdt sig i ro efter ovenstående replik? Ikke mig, i hvert fald.

Jeg tilhører den store gruppe af mennesker, der har flettet fuldstændigt irrationelle fobier ind i deres ellers mere eller mindre saglige og virkelighedsnære personligheder. Så sent som i går aftes sidder jeg på en terrasse i godt selskab, drikker øl og nyder udsigten over Stockholm (se ovenfor), da jeg pludselig bliver gjort opmærksom på en lillebitte, sort og levende prik på min fod. I ren refleks kaster min hånd sig ned og slår den lillebitte prik væk imens jeg ryster på hele kroppen (ja, og skriger en smule). Mandigt. Og voksent.

Det er underligt og ret utroligt, hvordan en så lysvågen frygt kan sidde på spring overfor et lillebitte og helt, heeelt ufarligt dyr, når jeg samtidig kan være helt rolig, når jeg møder en ko eller en elg eller et andet dyr, der faktisk meget let kan knuse mig eller sparke mig i hovedet. Det var jo noget andet, hvis jeg boede i Australien, hvor alle dyr og planter potentielt kan slå dig ihjel på 3-5 sekunder.

Dog er min araknofobi ikke noget særligt. Der er mange, der har det på samme måde, og det er ikke noget, der gør mig specielt interessant eller afføder en dobbeltsides artikel i Illustreret Videnskab. Nej, det er alt, alt for almindelig, nærmest pøbelagtigt at være virkelig, virkelig bange for bittesmå edderkopper.

Næ, skulle man være bange for noget særligt og have fobi på den flippede måde, så skulle man have Anatidaephobi.
Dette fantastiske ord (prøv igen: udtal det) dækker over en konstant angst for at en and holder øje med en. En and! Her kan vi tale om en socialt fuldstændig håbløs fobi, der aldrig, aldrig vil få respekt og forståelse. En and! Frygt for højder, dybder, lukkede rum, åbne rum, mennesker, ingen mennesker, edderkopper, slanger og mus har vi alle sammen accepteret som et mere eller mindre almindeligt personlighedtræk hos mange, men: EN AND?!

Det Sidste Kærestebrev

Der er en latent kærlighed. Den, som engang lærte at lystre kommandoen ”Plads” for så at logrende sidde og vente på at få lov til at piske af sted over græsplænen. Den kærlighed sidder stadig tålmodigt og venter, men forgæves. Den latente kærlighed er der ligesom bare for at være der, og for at man ikke er helt følelseskold, når man møder andre mennesker, men heller ikke kaster sig i favnen på dem.

Vores kærlighed var en af dem, der blev stående på plads og ikke galoperede af sted fri og ren hen over mark og skov. I bagkloghedens lys kan jeg godt forstå, at det jo aldrig havde fungeret alligevel. Men jeg havde nok egentlig hellere ønsket at vi havde kunnet være naive hele livet. Så derfor tænkte jeg, at jeg ville skrive et sidste kærestebrev, sådan for at sammenfatte og afrunde og sådan. Og så slog det mig, at jeg ikke ved hvad et afsluttende kærestebrev skal indeholde. Skal man forklare hvor bange man er for at møde nogen, der gør den der latente kærlighed til ulydig størrelse, der ikke lystrer, når man råber ”plads”? Eller skal man skrive lovsange og smukke ord, der kan klistre sig fast på modtagerens velfortjente hybris og hjælpe denne i kommende relationer? Skal man afsløre alt det, man allerede havde planlagt at man skulle gøre sammen; alle blikke, alle smil, alle grin, alle kys, alle nætter? Skal man fortælle om alle de steder, man har fantaseret om at skulle vise; hvad for noget tøj i skabet, som man havde tænkt sig at den anden skulle se på (og så tage af)? Skal man i en sidste kærestebrev skrive, hvordan man havde villet se hvordan den andens ansigtshud skulle skifte farve i forårssolen og om håret skulle krølle eller ikke krølle i efterårsregnen? At man gerne ville have haft chancen til at lære at genkende netop hans fodtrin - bare på lyden?

Man skal nok ikke, i et sidste kærestebrev, skrive at ”selvom jeg havde besluttet, at jeg ikke ville dele mit liv med nogen anden, så måtte jeg pænt trække i land, da jeg mødte dig; jeg ville ikke have en kæreste – jeg ville have dig.” Lige lovlig dramatisk, måske? At ”efter dig, er det ikke fordi der er noget galt med alle andre; jeg er bare generelt uinteresseret.”

Skal man, i et sidste kærestebrev, fortælle, at det man følte var som sådan en, af de der planter, der kan overleve for evigt uden lys eller vand? Eller næsten evigt. For på et eller andet tidspunkt har alle brug for kærlighed og vand. Måske ikke verdens bedste metafor.

Et sidste kærestebrev skal vel skrives i hånden. Men ikke på vers. Så bliver det lidt for kækt. Og man kan beskylde kærligheden for meget, men ikke for at være kæk..

Måske er det nok bare at fortælle det allervigtigste - det, han skal vide: At selvom kærligheden blev siddende og aldrig sluppet løs, så varmer det at vide, at vi ikke er følelseskolde overfor hinanden og at det er sandt, at vi ind imellem møder nogen, som vi næsten er klar til at være naive sammen med resten af livet.

”Verden er af lava” eller ”Der er meget, jeg ikke forstår.”

Det er ikke mange dage, man kan pjække fra nyhedesudsendelser og avisartikler, inden man er helt bag om dansen, sat ud af spil, uoplyst og voldsomt underinformeret.

Her tænker jeg primært på debatten om omskæring, Justin Bieber og folk, der i flæng ædes af diverse indhegnede rovdyr.

Af alle de seneste rovdyrsangreb, er der kun ét tilfælde, hvor jeg har virkelig ondt af offret:
- Det er ikke den unge, danske mand, der klatrede over mure og hegn midt om natten, for at komme ind til tigrene i Københavns Zoo. Det er kun selvforskyldt. Man afliver heller ikke en bro, fordi nogen hopper ud fra den.
- Det er heller ikke den svenske, unge dyrepasserinde, der gik alene ind til ulvene i den svenske dyrepark Kolmården uden våben eller back-up. Hun var en tosk, som burde vide bedre og ikke tro, at hun var Dian Fossey hos gorillaerne.
- Det er den lille tigerunge i en zoologisk have i Kina, der blev spist af sin egen familie! Det er synd! Stakkels lille mini-tiger!
Argumentet for, hvorfor dette ikke er nogen overraskelse eller dyrenes fejl, er dog det samme i alle tre tilfælde: De er dyr. Vilde, rovdyr i fangeskab og ikke væsner med medfølelse, moral og samvittighed. Hvis de er sultne, så spiser de; hvis de føler sig truede, så angriber de. Og det er lige meget om du er fuld og ikke tænkte dig om, har madet dem med sutteflaske da de var små eller for få uger siden kom ud af en af dem. 

Lesbisk udseende ungdomsidol Justin Bieber er blevet sagsøgt af en dame, der påstår at have pådraget sig permanent høreskade efter at have været med sin datter til koncert, fordi DE ANDRE  tilskuere skreg så højt. Og fordi JB (som jeg kalder ham) opfordrede til det, ved at pege.
...Okay, lady. Vi er lidt i samme, selvforskyldte spor som tidligere. Jeg har været til mangt en koncert og danset på mangt et lastbilslad. Og jo, jeg har ofte haft ondt i og susen for ørerne bagefter, men det var i allerhøjeste grad fordi jeg selv skreg. Og fløjtede i trillefløjte. Amerikansk retsystem til trods, så håber jeg ikke hun får en krone. Lesson learned: Lad din teenagedatter selv gå til de koncerter med sine veninder. Win-win!

Og så når vi til de små tissemænd, som vi taler så meget om i disse dage. Jeg forstår slet ikke debatten. Der er ikke et eneste holdbart argument for ikke at afskaffe omskæring, og jeg er sikker på at debatten havde været meget kort, havde problemet været, at ortodokse muslimer skar øreflipperne af deres 5-årige. Nu er det bare sådan, at dette er en lang tradition (religiøs eller ej), som i stor del tilhører en mindre reaktionær religiøs gruppe. Og så er det pludselig noget, vi skal debattere. Men… tager jeg fejl, hvis jeg tror, at omskæring af små piger ikke er tilladt i Danmark? Hvad er forskellen?

Hold op med at skære i folk!

Tale er guld

Den harmeløse forkølelse, som startede som lidt kriller i halsen, har i løbet af de sidste 4 dage flyttet sig rundt i hele øre-næse-halsregionen, og har nu slået en stor, fed lejr lige midt på stemmebåndet. Jeg er med andre ord i ikke uvæsentlig grad vokalt handicappet, og jodler mig igennem dagen, godt hjulpet af fagter og et (forhåbentlig) provisorisk arsenal af tegnsprog.

Og så er det jeg opdater, at man lytter mere når man ikke taler. Det er overhovedet ikke så fikst og holistisk som det lyder; det er kedeligt. Særligt når man, som jeg, har virkelig mange sjove ting at sige om langt det meste. 

Konklusionen må derfor være, at Ehlers uden audio er en halv Ehlers.

Så her sidder jeg. Og er halv.