torsdag den 26. august 2010

hot or not

Hot Not

Det nye Ikea katalog / Det nye kuponkatalog
Ballerinasmåkager / Ballerinasko
Læderjakke / Læderhals
Hoppebold / Hoppeborg
København / Kolding (du ved, hvem du er)
Listetyv / Listepik

fredag den 6. august 2010

Montana, tak!


Det er altså pænt det der Montana. Og dyrt. Kan ikke helt finde ud af om det er stylingen, rummene, budskabet eller selve hylderne jeg er forelsket i, men jeg tog mig selv i at sukke dybt mens jeg bladrede i kataloget..


”Kære Julemand. Det er Michael. Jeg ved godt det var længe siden og at jeg ikke har været god til at skrive og at jeg i virkeligheden ikke tror på dig, men jeg vil gerne bare lige bede om en enkelt ting: Hele Montanaserien. Og gerne før jul. Så slipper du også for at skulle nå det den aften. Det er faktisk en win-win.

Så på forhånd tak, kære Julemand.
Venlig hilsen Michael

PS: Gerne i alle farver.
PPS: Og hvis du har tid, vil jeg også gerne bede om de lejligheder, hvor møblerne er fotograferede.
PPPS: Hils nisserne.
PPPPS: Findes nisserne egentlig, eller er det børnearbejdere? Jeg dømmer ikke. ”

tirsdag den 3. august 2010

On tour!


Jeg gjorde det igen. Selvom jeg mange gange har lovet migselv ikke at gøre det mere. Og denne gang var jeg ikke alene; Freddie var med.

På 2 døgn har vi transporteret os i ca. 15 timer. Først med bus og så med fly, så med fly og så med bil. Så med bus og så med bil, så med bil og så med bus. Så med bus og så med fly, så med fly og så med bus. Faktisk næsten utroligt at der ikke var tog, færge eller ballon indblandet.

Og man er SÅ smadret bagefter. Også selvom det hele klappede og vi blev hentet og bragt på fornemmeste vis.
Men det ER også hyggeligt at køre i bil og sludre, og det var absolut tophyggeligt at besøge, hilse på og møde alle de (faktisk rigtigt) mange mennesker, vi nåede at få set. Det er nok derfor, jeg bliver ved med disse ”svipturer”.

Hvor er det også bare heldigt at jeg har ferie om 3 dage. I to uger! TO!! UGER!!! Det er ikke sket i flere år. Glæder mig! Håber der bliver tid til at læse bøger og slappe af.

Er der iøvrigt nogen, der kan anbefale en god bog? Eller skulle man kaste sig ud i Twilighttriologien?

Der er meget man skal nå at planlægge inden sådan en lang ferie. Og handle. Og stryge.