Det tog lidt tid inden den lille kamæleons øjne vænnede sig til det dunkle lys i heksens hus. Der var store, tunge og meget beskidte gardiner for vinduerne, så det eneste lys kom fra ildstedet midt i stuen. Over det hang en stor, stort gryde hvori der boblede en underlig grød, som mest så ud som noget, nogen havde glemt meget længe. Dette forklarede også den forfærdelige lugt i heksens hus. Den lille kamæleon åbnede munden for at trække vejret den vej i et forsøg på at undgå lugten i sin meget følsomme musenæse. ”Hvordan kan hun holde den stank ud?” hviskede den lille kamæleon til musen, som stod med tårer i øjnene og holdt sig for næsen.
”Nok fordi hun selv lugter værre” svarede musen og gav et hvin fra sig, da heksen igen pludselig stod foran dem med sin lange næse så tæt på at det kunne mærkes i pelsen når hun trak vejret.
”Nå?” råbte hun. ”Hvem helvede var det så af jer, der skulle trylles?”
”Mig” hviskede den lille kamæleon og tog et skridt frem, så den næsten stod under heksens næsebor. Med det samme blev den lille kamæleon løftet op og båret gennem luften mellem heksen grove fingre til den hang og dinglede over gryden med den tykke grød boblende i.
”Så håber jeg fandme du kan svømme” skreg heksen og slap grebet om den lille kamæleon, som med et skrig faldt ned i gryden og blev omsluttet af den varme, tykke og meget ildelugtende grød.
Den lille kamæleon kæmpede for at komme op, men jo mere den sparkede og viftede med benene, desto dybere ned i grøden kom den, til den lille kamæleon til sidst var helt forsvundet ned i gryden og alt blev sort.
Slut.
Morale: Stol aldrig på fremmede. Især ikke hekse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar