Altså, med frygt for at vende ryggen til mit folk og med risiko for at blive udstødt og brændt som kætter, så står jeg nu frem og proklamerer, at jeg synes Stockholm Pride er noget fis!
There!
De sidste år har det været so-so med artister og det hele (inklusive Europride sidste år) har båret præg af byfest og gedemarked i dets oprindelige forstand. Der har været nogle semiprofessionelle fotoudstillinger rundt i byen, lidt nyskrevet homoteater og transseksuelle diskussionsgrupper, som den brede befolkning (læs: Hr og Fru Svensson) potentielt kunne deltage i for at få et (bedre) indblik i forskellighed, men som sjældent bliver besøgt af andre end venner og familie til pågældende fotograf, playwrite eller transperson.
I Pride Park, som trods sit højtflyvende navn er en indhegnet grusfodboldbane dybt inde i en park, kan man igen diskutere transseksuelle, købe didoer i den lesbiske s/m bod eller besøge et af de utallige telte, hvor politiske partier med balloner og badges konkurrerer om, hvem der er mest omfavnende og åbentsindet.
På scenen står en horde af ukendte eller i bedste fald semikendte sangere og sangerinder, kun sjældent afbrudt af ”store” navne som RuPaul, Mel&Kim og hvem der nu vandt ESC dette år.
Det var dengang. Nu er det et nyt år:
Billetpriserne er sat op og kan nu måle sig med enhver stor musikfestival; Pride Park er flyttet til en indhegnet (!) græsmark så langt fra centrum, at der kun går én busrute derud, og.... ja... det var det.
Ellers er alt ved det gamle. Et hurtigt vy over årets artistliste og de enste iøjenfaldende udenlandske (svært at kalde dem hverken ”internationale” eller ”store”) artister er... wait for it... Hazell Dean og Vengaboys!
(...)
Med AL respekt for begge, så er det altså langt fra store navne. Og når man tænker på hvem der ellers kommer og spiller i Sverige, så burde det ikke være svært at skaffe større artister end det. For er det ikke at tale ned til sit publikum? Er det ikke laveste fællesnævner og discount out-let som sejrer her?
Tanken og det oprindelige formål med Pride er god. Og vigtig. Og de mennesker, der arbejder hårdt og frivilligt for at få dette til at rulle, har jeg respekt for. Men det kunne bare blive så meget bedre! Er det mangel på selvindsigt og kritik, eller hvad er årsagen til at man ikke stræber efter at gøre hvert år bedre end det forrige?
Og så kan jeg ikke lade være med at undrer mig over det økonomiske perspektiv: Pride er stort i Sverige (eller.. i Stockholm i hvert fald) og det betyder meget store sponsorer, potentielt masser af kulturstøtte, kommunepenge, statspenge og EUpenge. Det, sammen med billetindtægter og at alle arbejder frivilligt, får mig til at spørge: Hvad bruges pengene til?
Ikke til at gøre Pride til en fest og en oplevelse at være stolt over, i hvert fald
Så jeg suser i sommerhus i stedet for. Og drikker vin!
