Go'e nødder, lidt for fed.

Jeg tænker lidt på det der med kropsidealer.

Eller...

Jeg tænker på tykke mennesker. Og tynde mennesker. Og midtimellem mennesker (midtimellem er alt fra lidt for fed til løs i huden).

I en verden af GI, LCHF, crossfit og zumba, hvor vi maraton-løber, lindy-hopper og diva-danser rundt for at smide eller bygge, så er det lidt som om vi nogen gange glemmer det der med hvor lækkert det er at, vi netop ikke ligner hinanden. Fysisk.
Den hetroseksuelle del af læserne bør her kunne nikke endnu mere genkendende til dette. Håber jeg. Ellers skal vi måske lige ha en snak?

Pointen er, at så mange af os træner og spiser for at ligne hinanden, med henholdsvis store overarme og brede skuldrer, og slanke lår og faste bryster. Flad mave og stramme baller er vi ofte enige om kønnene imellem.

Og det er da flot. Det ER det! Det er jo en grund til, at vi er så mange, der stræber efter visse kropsidealer – for det ser da pissegodt ud på Cameron Diaz og Ryan Reynolds med de der maver og baller osv. Men det er også flot, når piger uden bryster har udringede kjoler på (på Grace-fra-Will&Grace-måden); når damer med store numser vrikker frækt på latinamåden eller når spinkle fyrer har ekstra stramme bukser på og er ”punk”.

Imens jeg skriver, opdager jeg at det her har meget med MÅDEN at gøre: Måden at bære sin krop på og måden føre sig frem. Jeg tror nemlig at det mange gange ikke handler så meget om +/- 10 kilo, men mere om hvordan man præsenterer dem.

Altså, for min skyld må man se ud lige som man har lyst til – så længe man er glad for det. Er man det ikke, skal man så bare holde op med at pive og finde en løsning. Ellers sker der jo ikke noget.

Var det en opfordring?
Hvad synes du?

Kom-mu-ni-ka-tion

Klappede du det?
Ellers gør vi det lige sammen:

Kom-mu-ni-ka-tion!

Det er det der med at få ting sagt på en ordentlig og forståelig måde, for at undgå misforståelser og dermed et utal følelsesudbrud af (i reglen) negativ karakter.

Dette er særligt gældende i parforhold og på arbejdspladser.
Og i dag er de sidstnævnte, business-casual arbejdssko, der trykker.

Jeg kan desværre vælge imellem et utal af eksempler, hvor der bliver givet beskeder på en helt forkert måde. Eller slet ikke givet besked. Og når jeg siger forkert, mener jeg i forhold til alle (ALLE) moderne ledelsesteorier. Eller management, om man vil.

I dagens eksempel (eller case study) handler det om en nedskæring i den hviletidsaftale, som arbejdspladsen tidligere har brystet sig med at have. Det ”kommunikeres” mellem linjerne i en forward’et e-mail fra en, af chefen udpeget, skemaansvarlig med ”FYI” som eneste tekst fra afsender; den nærmeste leder.

Okay...

For det første er der intet direkte fra chefen, som dermed mere eller mindre bevidst (hvad er værst?) afskriver sig det ansvar, som denne de facto har i kraft af sin stilling. For det andet er beskeden sendt uden nogen som helst stillingstagen fra den nærmeste leder, hvis personale dette i høj grad påvirker (Lederen selv er ikke påvirket af dette).

Resultatet bliver, at medarbejderne sidder "alene" ved deres computere og læser en e-mail uden at være mentalt forberedte. Dette sætter en masse umiddelbare reaktioner igang: Undren, frustration og også vrede over det, der føles som et overgreb, fordi noget lige pludselig er trukket ned over hovedet på dem uden nogen god forklaring.

Dette afføder hvisken og tisken og højlydte reaktioner ved kaffeautomaten, og en generel flytten af fokus fra de egentlige arbejdsopgaver. Ikke noget ønskværdigt arbejdsmiljø - eller en særlig effektiv arbejdsplads.

Skemalæggeren skal dog have ros for at forsøge at vende ændringen til noget positivt; nemlig at medarbejderne nemmere kan bytte vagter internt, nu hvor den slemme hviletids-stopklods er fjernet.

Okay...

I praksis handler det om, at det tidligere har ligget på lederen at justerer skema, når der skulle byttes vagter internt. Denne voldsomme arbejdsbelastning er lederen nu befriet for. Dejligt for lederen.

Jeg kan jo i mit stille sind blot håbe, at lederen, med al sin nye tid, lægger (mere) energi i at være leder. Sådan på den rigtige måde; lyttende, motiverende, støttende og forståelig. Ja, måske simpelthen kommunikerende.

Jeg forestiller mig at det kan være vigtigt, nu hvor medarbejderne i mindre grad får sovet ud mellem vagterne.