I dag er det næsten tre måneder siden, jeg sidst har skrevet noget på bloggen.Ikke fordi jeg ikke har haft noget at sige, men nok fordi jeg ikke har haft noget interessant at sige. Eller fortælle om. Og det har jeg sådan set stadig ikke.
Livet går sin skæve gang, som Kirsten Siggaard lige ku’ finde på at synge, og den ene kedelige dag tager den anden. Men nu er tavsheden i hvert fald brudt.
Siden sidst har jeg været lidt i Oslo og Barcelona-slash-Sitges, som er fine steder på hver deres forskellige måde. Oslo er lækker på den skandinaviske måde og faktisk syntes jeg, at der var lidt København-vibes. Desuden udemærket og smukt selskab.
Spanien var lækkert på vejrmåden, men jeg er igen ikke så imponeret af de catalanske tapas. Der er simpelthen for lidt friteret ost i spil.
Jeg har opgivet tv-serien Arrow. Der er åbenbart grænser for hvor længe en utrolig veltrænet krop alene kan bære en dårlig historie.
Til gengæld er jeg hovedsprunget direkte ned i Game of Thrones. Igen. Eller. Jeg så første afsnit, da det kom i 2011, men det fangede ikke dengang. Men nu gør det! NU!
Åh, det er svært ikke bare at pløje igennem alle sæsoner i rap på narkomanmåden. Har derfor allieret mig med en kammerat, så vi ser det sammen. I begrænset omfang.
Jeg har kun snydt en enkelt gang, og måtte så se samme afsnit to gange. Det er hårde regler.
Men hvor er det godt! Perfekt kombination af intriger, sci-fi, Ringenes Herre-miljø og min gamle nabo Nikolaj Coster-Waldau. Sidstnævnte er i øvrigt i slående lighed med Prince Charming i Shrek.
Men det gør ikke noget. Slet ikke.
