Der var engang en lille kamæleon.
Den var ikke som de andre kamæleoner. Ikke som nogen af dem, den kendte i hvert fald. Denne kamæleon skiftede ikke farve, når den gik hen over græsset, forbi en sten eller lænede sig mod et træ som de andre kamæleoner den kendte gjorde. Det var den lille kamæleonen faktisk ret ked af, for den så hvor sjovt de andre havde, når de gemte sig foran ting i stedet for bagved når de legede gemmeleg eller dåseput. Den eneste som måtte gemme sig bag træerne eller inde i buskene var den lille kamæleon. Nogen gange græd den når ingen så det og om natten lå den ofte vågen og tænkte på hvordan det måtte være at kunne skifte farve og blive grøn som græsset eller grå som en sten.
En dag da alle kamæleonerne legede gemmeleg, løb den lille kamæleon så hurtigt den kunne ind i skoven for at finde noget nyt at gemme sig bagved eller indeni, når den nu ikke kunne gemme sig foran. Den løb og løb til den kom til en eng midt i skoven, hvor den aldrig havde været før. Forpustet stoppede den op og så sig omkring. Der var helt bart på engen. Ikke engang en busk eller et lille træ kunne den lille kamæleon få øje på. Men midt på engen stod der nogle. Den lille kamæleon havde set dem før, men de havde altid travlt med at hoppe forbi i fuld fart, og ingen havde nogensinde stoppet op for at sige goddag til kamæleonerne. Deres lange øren stak langt op over deres hoveder og de havde pels som så meget hvid, fin og blød ud. Ikke som den lille kamæleons tørre hud og bittesmå ører.
Den lille kamæleon kunne se at harerne snakkede om noget, men den kunne ikke høre hvad de sagde. Af ren nysgerrighed listede den lille kamæleon nærmere for at bedre kunne høre samtalen. Den krøb hen over den grønne græs og ønskede at den kunne blive samme farve og helt forsvinde, så harerne ikke skulle løbe væk. Da den lille kamæleon var kommet helt tæt på harerne, stoppede den op og trykkede sig så tæt ned mod jorden som den kunne for at ingen skulle se den.
”Halløj” lød pludselig en stemme lige over hovedet på den lille kamæleon, og den mærkede en blød fod, som stødte den i siden.
”Hvad ligger du der for?
Den lille kamæleon turde ikke røre sig af frygt for hvad harerne ville sig til at den havde prøvet på at smuglytte til deres samtale. Den turde ikke engang åbne øjnene.
”Jamen, så sig dog noget! Eller rejs dig i det mindste op. Din pels bliver jo snavset, når du trykker dig sådan mod græsset” lød stemmen igen.
Hvilken pels, tænkte den lille kamæleon. Jeg har jo ingen pels. Måske er det slet ikke mig, stemmen taler til. Måske ligger der en anden harer et sted i nærheden.
Den lille kamæleon drejede langsomt og forsigtigt hovedet op for at se hvor haren, der talte, kiggede hen. Da den åbnede øjnende så den til sin store forskrækkelse lige op i et hvidt og blødt ansigt med to store øren, der stak langt op i luften.
...Fortsættelse følger
Ingen kommentarer:
Send en kommentar