torsdag den 30. maj 2013

Effektiv besparing. Eller hvad det nu hedder..


En glad og effektiv arbejder
Nu tænker jeg bare lige højt.

De sidste mange år er der gået mode i ord som effektivisering, effektiv tid og tidsoptimering.

At arbejde effektivt er der nok ingen, der kan synes er en dum ide. Tværtimod er effektivisering en fordel for både arbejdsgiver og arbejdstager. Klog af erfaring kan jeg fortælle, at mange dage uden noget at lave og for meget spildtid på jobbet har en voldsom demotiverende effekt på både arbejdsindsats og arbejdsstolthed (det, man på engelsk kalder ”job satisfaction”).

Nu lader det dog til at mange forveksler effektivisering med besparing. Det er farligt. Og slet ikke det samme.

Bevares. Effektivisering kan gøres op i penge, når en opgave udføres på kortere tid og dermed koster mindre i arbejdsløn, alternativt at der enten skabes plads til flere løste opgaver i samme tidsrum.

Problemet opstår, når man vil nedskære (det grimme ord for besparing) og kalder det for effektivisering.

En virksomhed ser at personalet ikke løser deres opgaver på den nominerede tid. Fair nok. Firmaet skal naturligvis være økonomisk holdbart.

Men i stedet for at påbegynde en effektivisering, hvor man (i samarbejde med pågældende personale.- udråbstegn!) først undersøger, hvordan personalet bedre og hurtigere kan løse deres opgaver, uden at gå på kompromis med kvalitet, og dernæst iværksætter løsningsmodeller for at finde frem til den bedste løsning, inden en beslutning træffes, så gør man det modsatte:
Man skærer i personalestyrken, så de, der er tilbage, nu skal løse flere opgaver med forringede forudsætninger.

Så sker der det, der skete hos sygehuspersonalet, hos hjemmehjælpen, lærerne og nu også hos politiet (jeg undskylder overfor de eventuelt oversete faggrupper): Arbejdsstoltheden og tilfredsheden daler og de ansatte bliver utilfredse, obstinate og mindre effektive. Måske strejker de.

I stedet for en besparing, får man i stedet øgede sygemeldinger, lavere effektivitet og et rigtig dårligt arbejdsmiljø.

Nu hvor denne uheldige model efterhånden er afprøvet i rigtig mange forskellige industrier og med nogenlunde samme resultat, er det spændende at se, hvornår man også på bestyrelses- og ledelsesniveau opdager, at udfordringen med effektivitet skal gribes anderledes an.

I en perfekt verden kunne man måske sige "Her er niveauet: Det her koster det.” og så arbejde derfra. Måske er den laveste pris til slutkonsumenten ikke nødvendigvis målet. Måske er de en sund forretning, glade medarbejdere og et godt image?

Se på Apple. De leverer langt fra de billigste produkter på markedet, er en af de allerstørste i deres kategori OG deres medarbejdere er gladere og mere tilfredse med deres arbejde end gennemsnittet. Det er de, fordi Apple aktivt arbejder for at skabe en inspirerende og attraktiv arbejdsplads.

Jeg vil vove den påstand, at lige meget hvilken branche man har at gøre med, så der der ingen undskyldning for ikke at vide, hvornår citronen ikke kan presses mere, og hvordan tilfredse medarbejder øger effektivitet, produktion og brand – og dermed omsætning.

Men hvad ved jeg?


søndag den 19. maj 2013

Nåmensåteløk

Publikum
Nå. Hun vandt.

Det havde jeg simpelthen ikke troet, men det betyder jo ikke nødvendigvis at jeg tog fejl. Jeg kan blot konstatere, at den bedste sang (eller mand m/k) ikke altid vinder.

SVT lavede et meget flot show og da folk endelig forstod Petra Medes tørre og sarkastiske humor i det store pausenummer, var det jo så jeg blev helt varm om hjertet. At min drømmeven Sarah DF var sjovere end nogensinde før som Lynda Woodruf, gjorde det ikke mindre festligt.

Men inden jeg gør klar til at finde ”Emilie de Forest JA-hatten” frem, ska vi lige svælge og smægte os i årets gode sange.

Estland blev desværre helt overset og endte på en 20. plads, trods en meget smuk ballade fremført til rørende og hjerteligt af den lille henrivende (og svangre) Birgit, som både sang midt i publikum og gik på trapper i lang kjole, uden så meget som en snert af panik.
Etta havde helt sikkert givet hende En stor femtal!


Zlata aka Maskinen fra Ukraine blev nummer 3. Hun sang til perfektion og helt upåvirket af, at hendes entre blev en smule shaky, tak være en nervøs kæmpe. Men det kan man ikke rigtig bebrejde ham. Kæmpen. Zlata beltede sig igennem årets bedste omkvæd med en overbevisning, der gjorde mig en smule fugtig i armhulerne.


Og Moldavien. The Girl on Fire! Lækkert nummer at se på og meget dejligt sunget, trods tydelige nerver (Læg gerne mærke til, hvor få chancer hun har til at trække vejret..). Elskede showet og hendes hår, som i sig selv fortjente mere end en 11. plads.



Herning har som forventet allerede hele pr-maskineriet i gang for at få showet ud på heden. Selv Frank Jensen lader til at have opgivet kampen på forhånd. Og jeg tror også, at Herning nok skal få det hevet hjem.
....Ikke at det jeg tror har nogen relevans eller forbindelse med virkeligheden – åbenbart.

Tillykke DK. Vi ses snart.

torsdag den 16. maj 2013

Welcome to Copenha.. Malmooee!

Til de få, der endnu ikke har opdaget det, så er der grand prix i luften! Nærmere betegnet i luften over Malmö, hvor alle hoteller er fuldt bookede med nervøse sangerinder (m/k) fra nær og fjern, og deres hære af stylister, artister, dansere, svansere og pr-maskiner (m/k).

De, der bookede i tide og dermed fik plads, vil det sige. For som i Betlehem, så i Malmö: Alt er optaget og ingensteds kan husly findes.

I praksis betyder det, at delegationerne må løse deres akutte og temporære boligsituations andetsteds – altså i København. Og ikke kun dem. De mange, mange (MANGE) grandprix fans må også se sig nødsaget til at pendle over Storebælt til og fra det store show.

Da det blev officielt at ESC 2013 skulle stå i Malmö ”Arena”, skal en af Københavns mange borgmestre efter sigende have twittret en stor tak til SVT. Det gjorde han eller hun ret i, for helt uden at røre en finger (eller kulturkassen), har København i disse dage flere tusinde turister mere end sædvanligt, og Wonderful Copenhagen gnider sig i hænderne og smiler skævt.

Det er dejligt for København og for Danmark! Men det er hulme dumt af Sverige. Det skulle være interessant at få indblik i, hvilket vanvittigt politisk cirkus som har fået et af verdens største TV-arrangementer til at placeres et sted, som ikke har kapacitet til at rumme det, i stedet for at placere der, hvor alle (inklusive værtsparet i Baku sidste år og i det danske grand prix i år) regnede med at det skulle afholdes; Stockholm. Her kan tilføjes, at flere hundrede Stockholmske hotelværelser allerede var bookede, inden det blev besluttet at Malmö skulle være værtsby.

”Our southern capital to the rest of Europe” prøvede ESC-værtinde Peter Mede at forklare valget med under semifinalen i tirsdags. Og ja, det havde været korrekt, hvis dette var ECS 1992, men nu hvor hele Baltikum og Rusland deltager, holder argumentet ikke.

Hvor om alting er, så er det indstil videre et flot show med rørende tegnsprogstegnende børn og sjov pauseunderholdning. Moldavien, Danmark, Estland og Ukraine gik videre til finalen, så egentlig har jeg ikke meget at klage over. Bortset fra at det havde været skægt at se det Live from Stockholm. For jeg rejser ikke til Malmö. Det gør jeg sgu ikke. Det er simpelthen for fesent!

Måske bliver det en tur til Moldavien næste år? Skal bare liiige finde ud af, hvor det mon ligger..

mandag den 6. maj 2013

En bred erfaring

Ikke mig
Jeg har tidligere bevæget mig graciøst rundt i emnet ”job hopping” og beskrevet min evne til at kaste mig hovedkulds fra den ene ende af erhvervslivet til den anden.

I dag havde jeg tænkt, at jeg lige ville genopfriske nogle af de mere usædvanlige jobs (eller arbejdsrelaterede opgaver, om man vil) som jeg har bestredet.

Der er ingen morale eller pointe i dagens indspark. Dette er ren selvudlevering og forhåbentligvis underholdning.

Pizzabager.
Vi starter blidt. Selve jobbet er langt fra usædvanligt. Dog mere for personer af kaukasisk afstamning end andre. Dog var det især usædvanligt for mig, da jeg hverken taler italiensk (eller andet middelhavs/mellemøst/østeuropæisk sprog) eller er decideret god til at bage pizzaer. Trods det, tilbragte jeg det meste af en sommer med at klatte rundt med tomatsovs og mozzarellastrimler. Og med helt okay resultat. Der blev aldrig klaget over maden på mine vagter. No, sir!

Telefonsvarer.
Det er ikke bare en kæk måde at beskrive et job som telefondame/kundeservicemedarbejder, men jeg har rent faktisk ageret ”live telefonsvarer” for forhenværende statsminister Poul NR og kone Lone. I stedet for, som alle andre dengang, at købe en maskine i Føtex til 200 kr., valgte man at købe en tjeneste, hvor et rigtigt menneske svarede telefonen og enten kunne tage imod en besked eller henvise til et mobilnummer. Ikke stille videre, blot henvise. Altså fuldstændig samme service som maskinen til 200 kr. Jeg kan afsløre her, at tjenesten kostede betydeligt mere, så det var rart at vide, at de der styrer landet også har en god, sund privatøkonomi.

Cykelbud (cyklebud bør det vel hedde?).
Heller ikke noget usædvanligt job, men luk lige øjnene og forestil dig en 14-årig Ehlers en mørk eftermiddag i december iført nissehue-overtrukken cykelhjelm og en Fjällräven proppet til randen med apotekervarer til ældre og gangbesværede i lokalområdet. På rød damecykel. Blev rig af drikkepenge, siger jeg!

Danselærer.
It’s true! Folk har betalt penge for at lære dansens kunst af mig. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og åbenbart også ungdomsskoler at ansætte revl og krat. I et svagt øjeblik sagde jeg ja til at undervise et hold i ”funky dance”. Den får du lige igen: Funky dance… Visualisér.. Det skal siges, at eleverne var glade og kom og dansede hele sæson'en, så noget fik de vel ud af det.

Tamburmajor.
Er legende i branchen. Mildest talt. Har gået forrest og vist vej til ære for borgere, borgmestre, dronninger, prinser og julemarkedsgæster over hele Danmark og Sydslesvig. Har desuden undervist drenge og piger i kunsten at gå med pind gennem størstedelen af 90erne. Og her taler vi både diverse spejderorganisationer (inklusive KFUK. Ja. -K.), skotske pibe bands (har altid været flot i kilt) og hjemmeværnet. Fik aldrig decideret penge for det, men hvis arbejdet bærer lønnen i sig selv, så var det godt betalt.

Nåh..

fredag den 3. maj 2013

Kom så, du søde milde!

Held!
Forleden holdte jeg personlig premiere for årets fortovsserveringer.

Det blev en meget stor fadøl i meget godt selskab. Og hyggeligt var det!
Glemt var vinterdepression, selvhad og løftet jeg svor om ikke at gå igennem endnu en skandinavisk vinter.

Indsvøbt i Carlsbergplaid fuld af cigarrethuller og andre menneskers hår, kneb jeg øjnene i og missede mod de få, men meget varme stråler fra solen, imens jeg drak og røg og snakkede og gestikulerede festligt.

Vi nåede godt nok kun lige igennem den store øl inden vi gav op og gik indenfor i varmen, men nu er det officielt: Foråret er her! Det er forår igen! Træer, buske og NBA basketballspillere springer ud i fuld flor.

Overraskelsen og glæden er lige stor hvert år. Det er som om, vi har en indbygget kollektiv demens, når det kommer til årstider:

Hver sommer chokeres vi over hvor hurtigt vi bliver solbrændte, hvor mange mariehøns der egentlig er og at det udelukkende er held, der gør at man får gang i engangsgrillen.

Om efteråret kan vi aldrig forstå at sommeren var så kort, at ruskindssko ikke er en efterårssko i Skandinavisk klima og får et chok, når der pludselig og helt uden varsel er glat på vejen (selvom det regnede i går og vi udmærket hørte meteorologen advare om nattefrost).

Når det bliver vinter, kommer der aldrig lige så meget sne som sidste år, det er utroligt at det fortov ikke bliver ryddet og hver første juledag fortryder vi at vi pinedød skulle det store repertoire igennem dagen før, i stedet for at tage den med ro og nyde hinandens selskab.

Og hver gang foråret kommer, glemmer vi al ovenstående og kaster os kåde og småforkølede ud på caféernes klapstole iført t-shirts og solbriller fra sidste år.

Det er sådan, det er og sådan, det skal være. Foråret må være den årstid, der skaber mest balance på depressionskontoen og får det gode humør og smilerynkerne ordentligt tilbage i vores blege ansigter.

Så vær velkommen, forårets år og velkommen her hid!

   

torsdag den 2. maj 2013

Tal og tone


Har man noget på hjertet (og en smule på hjernen), skal man ud med det.

Derfor er det heldigt, at dette hyggehobbybloggermedie eksisterer. Her kan både man og jeg fortælle, brokke, grine, vise og påpege i vilden sky, uden at pådutte eller spamme nogen med mine meninger og ordkløveri. Med mindre man abonnerer, i hvilket fald man selv er ude om det!

På Facebook derimod er der lidt andre spilleregler: Her går budskaber og synspunkter ud til et relativt stort og ikke altid lige homogent publikum, som ikke nødvendigvis er enig eller interesseret i at skulle låne øren til, hvad du nu går og synes.  Ikke uden at tage stilling, i hvert fald.

Og det tror jeg ind imellem vi glemmer.

Eksempler på udsagn, der kan afføde uventede reaktioner, er der mange af. Lige fra ”Jeg støtter lærerne” til ”Kom så FCK!”.

Således kommer der, i bedste karmastil, ind imellem reaktioner tilbage, som ikke var den opbakning og ja-sigen, der var det tiltænkte resultat. Ofte reagerer vi kraftigt på modreaktionen og får sagt ting som ”Nå, der blev du sur”, ”Den gik lige ind, hva?” eller ”Nu var det jo ikke meningen, at dette skulle være en diskussion”

Sidstnævnte eksempel viser tydeligt afsenders hensigt med udsagnet; nemlig at sige noget uden at skulle forsvare eller stå til ansvar.

I disse dage, hvor vi kaster om os med angrebsord som ”dialog”, ”kommunikation” og ”samtale”, bude vi måske samtidig lige trække vejret helt ned i maven, kigge indad og se, om vi selv er så åbne for feedback og samtale, som vi kræver, at alle andre er.

For det kedelige og dybt uretfærdige faktum er, at alting starter med dig selv.  Ikke dermed sagt at man ikke skal sige sin mening og melde ud via sociale medier, men ind imellem vil det måske være et frisk pust lige at tænke: Hvis jeg sad overfor dem og den og ham, ville jeg så sige det her..?

I en verden af åbne sluser og freedom of speech er en smule selvjustits ikke helt ved siden af.

Hvis nogen spørger mig!