Ut på tur - Alldrig sur!

Så skal jeg ellers love for at Hr Ehlers har været ude på tur.

Var først på rejse i Danmark og blev kun en dag forsinket hjemad på grund af vulkanskyen fra Island. Så en dag hjemme og så gik turen til Bruxelles for at besøge Jollen og tandlægen. Det var dejligt at se hende, nu hvor vi ikke længere bor i samme by.

Bruxelles er et underligt sted. Det er som om det er to byer i én; på den ene side er det ”Europas hovedstad” med parlament, kommission og hvad der til hører af ambassader og andre instanser i store kontorbygninger. På den anden er det en gammel hovedstad i et lille, splittet land med kraftig indvandring, som generelt virker uinteresseret i turisme. Måske netop fordi al turismen er kommet på grund af EU og dermed har ingen i byen egentlig gjort ret meget for at promovere byen og gøre den attraktiv. Hvilket man mærker, når man bevæger sig rundt blandt historiske bygninger, bunker af affaldssække og byens stort set eneste attraktion: En lille statue af et tissende barn.
Men det var hyggeligt at være der og se alting i godt selskab!

Kom så også kun lige inde for døren hjemme igen, inden jeg blev valgt til formand for ejerforeningen her i huset. Så man kan ikke beskylde mig for ikke at integrerer mig i det svenske samfund! Så det er jo spændende. Eller noget. Heldigvis bor den tidligere formand (egendomsjuristen) stadig i huset og er sød til at svare på spørgsmål.
Nu ser vi hvordan det går. Kan faktisk ikke rigtig overskue konsekvensen, men herregud. Hvor svært kan det egentlig være? Endnu flere voksenpoints pour moi, under alle omstændigheder.

Scandic in the sixties (wore flowers in their hair)

Jo. Simpelthen. Jeg tilegner et helt bloginslag til dette hotel som i sine unge år helt sikkert var the shit, hoteltwise, men som nu er noget værre hø. Slidt og 70’er grimt og med hånlig (hånlig) udsigt til SAS Royal, hvor alt er Arne Jacobsen-fantastisk.
Hotellet har 4 stjerne, som jeg simpelthen ikke forstår. Housekeeping går hjem kl 22. Concierges-telefonen svares af receptionen, der er ingen kaffe på værelset og skal man stryge en skjorte kan man det på 2. og 12. etage i et ulækkert, voldtægtsoplagt rum med et strygejern som kun varmer til 1 og et iturevet strygebræt. Kun en smule krænkende at stå der..

Så det er da herligt at skulle bo der i 6 dage. Dog er det centralt på vesterbro – det skal de ha! Men det er så nok også det. Jo, og så at bacon’en til morgenmaden var sprødstegt. Scrambled eggs’ene så var hårde i kanten, så de udjævner hinanden.

Sidder bare her og håber at mine ting stadig er der når jeg kommer tilbage.

Hop hop hop

Mja.. Så er det så ved at ske igen..
Har haft første rigtige dag på arbejde og kastet ind i et 6 (!) timer langt møde, hvor det kom frem at hende jeg troede jeg skulle overtage opgaver fra, slet ikke har bedt om at blive erstattet men derimod havde bedt om en til at udfylde Excelskemaer hele dagen lang.

Dette betyder at hun er uglad og ført bag lyse af sine chefer og at ingen ved hvilke mine opgaver er og hvad jeg skal lave. Så det er jo ikke fedt. Overhovedet. Er jo hverken fyret eller noget, men det virker som om der er meget forskellige forventninger til hvad jeg skal og ikke skal, og alle de interessante dele af jobbet er der allerede nogen der varetager.

Det kan simpelthen ikke passe at jeg skal være så uheldig med jobs! Begynder at overveje om det er mig, den er gal med og om jeg i virkeligheden er fuldstændig umulig at arbejde med og at gøre tilfreds.

Det sidste kan der helt sikkert være noget om. Sådan på alle fronter. Men selvom man er viljestærk og lidt af en brokrøv, så har jeg denne gang ikke engang fået en chance for selv at fucke det op (i mangel af bedre udtryk. Har virkelig tænkt over alternativer, men uden held. Forslag?).

Skal jeg dog binde knude på mig selv og forsøge at se positivt på situationen, så er her virkelig en mulighed for at skabe et arbejde som jeg gerne vil have med interessante opgaver, for selvom oplæget er at min gruppe skal arbejde homogent for dermed at ensartet de involverede, er der jo ikke nogen der siger at det ikke er mit område, der skal benchmarke og som de andre skal indordne sig efter. Forstået på den måde, at jeg (i samråd, naturligvis) finder frem til de bedste løsninger og måder at arbejde på, og ser til at dette implementeres i de andre lande.

For jeg gider satme ikke sidde og udfylde Excel resten af livet. Gider bare overhovedet heller ikke skulle skifte job igen. Det begynder jo at blive pinligt.

Unge, dumme mødre og idioter på hotel

Nå? Er der nogle nyheder, jeg kan kommentere på?

Synes generelt, der sker for lidt.. sådan ud fra et lidt større perspektiv. Det virker som om hele Danmark udelukkende er optaget af Paradise Hotel, hvilket jeg både forstår og ikke forstår. Jeg kan udmærket relatere til den morbide attraktion til programmet, på samme måde som man ikke kan lade være med at sænke farten for at kigge, når man passere en bilulykke, men har alligevel svært ved ikke at dømme et sådan program væk som fordummende tv med laves mulige fællesnævner.

Men så er det, at jeg læser nogle interviewer af min folkeskolekammerat (og meget uskyldige flirt) Marie Meisingset som har skrevet et meget kreativt speciale om De Unge Mødre, som vel må sige at være i samme kategori som Paradise Hotel.
Her taler hun om (og jeg tillader mig at generalisere) hvordan denne type af programmer faktisk kan have en uddannende effekt på seerne, og ikke bare forarge. Marie påpeger at hun som veluddannet ung kvinde spejler sig selv i mødrene og oplever at hun befinder sig i et andet, og fra hendes synspunkt mere positivt befolkningssegment. Dette kan lyde egoistisk og selvforherligende, samtidig synliggør programmet en anden og mere fremmed måde at leve sit liv på i vores ellers så lille og homogene samfund, hvor der ikke er så langt mellem f.eks. rig og fattig, som andre steder i verden. Marie pointerer altså, at hun gennem programmet udvider sin opfattelse af samfundet og ser forskelle som man ellers let går glip af i den sociale bevægelsessfære som man har dagligt, og som for de fleste består af relativt ligesindede og mennesker i samme, ja lad os bare sige social status, som hende selv.

Maries afsluttende bemærkning lyder: ”’..De Unge Mødre’ er afslørende journalistik – en øjenåbner, som kan give et bedre indblik i det samfund, vi er en del af”.

Godt så. Jeg er sådan set enig. Men at jeg får øjnene op for en anden social gruppe og får tilgang til en verden, jeg trods vores lille samfund ikke er en del af, betyder ikke, at jeg ikke også kan synes noget om disse mennesker, der har valgt at udstille deres liv på landsdækkende tv. For det er ikke skjult kamera, selvom man ofte skulle tro det.
Jeg synes, at disse mennesker er nogle idioter! There!

Nej. Jeg var ikke verdensklog og uden problemer som 19-20årig, men jeg vil hulme sige, at jeg havde langt mere styr på mit liv og mere forståelse for hvordan verden hænger sammen end de her unge mødre og liderlige-teenagere-på-ø. Helt ærligt. Forældrene burde skamme sig!
Det siger jeg som ikke kommer fra nogen høj social klasse; min far er politimand og min mor var pædagog. Og med al respekt, så er dette ikke nogen doktorgrad. Der er generelt ingen højtuddannede i min familie, så jeg kan uden at blinke kalde mig et arbejderbarn.
Men det er bare ingen undskyldning for at være dum. For det er hvad disse mennesker er: Dumme. Som i uoplyste, dovne og ligeglade med hvordan verden ser dem, og umiddelbart uden nogen interesse i at se den verden de lever i.

At det er god underholdning er der ingen tvivl om. Det er bare at se på seertallene og alle statusopdateringer på Facebook omhandlende disse programmer.
At det udvider seerens horisont udi samfundets alle lag er også svært at argumentere imod.
Fører dette til mere accept af bistandstagere og ”lavstatusdanmark”? Absolut ikke!
Tvært imod kender man dem nu og behøver ikke længere ”kende deres situation” inden man dømmer dem.

Så man kan sige at det er ris til egen røv:

Ja, du er på tv.

Nej, folk synes nu om muligt, at du er endnu dummere end før, Line-Melanie!