Arbejdstider, flex og forbud

Det der med arbejdstider har altid været et meget strikst koncept for mig. Jeg har hidtil altid haft nogen form for telefontid eller åbningstid at passe og har derfor altid skullet møde på meget præcise tidspunkter.

Ikke længere: Nu må jeg i princippet komme og gå som jeg vil, så længe jeg arbejder mine 40 timer/ugen. Og det er lovely! Og svært at vænne sig til. Sådan cirka hver morgen tager jeg mig selv i at stresse af sted og kikke nervøst på uret på toget, selvom jeg ikke absolut skal sidde parat ved min hæve-sænkebord på et bestemt tidspunkt
Det er jo noget helt indgroet siden skolen, det der med at komme til tiden. Den fornemmelse er ikke helt nem at slippe af med. Måske også godt nok.
Dog har friheden en begrænsning: Vi må ikke arbejde hjemme. Af en eller anden fesen årsag, som mest grunder i at nogen med mere i løn end mig ikke selv vil kunne arbejde hjemme og dermed være til rådighed 24-7. Det tror jeg så handler mere om en persons evne til at skille imellem arbejde og fritid, og at kunne sige fra, end om man har muligheden eller ej.

Lidt på samme måde som jeg synes at firmaer som blokerer alle mulige sider på internet (facebook, hotmail osv) fordi de ikke vil have at deres medarbejdere skal lave andet end at arbejde, tackler problemet helt forkert. I stedet for at fjerne og begrænse de ansattes muligheder for at lave andet end at arbejde, burde man stole på de ansatte; hvis forbud er den eneste mulighed for at styre sit personale, har man ansat forkerte folk. Problemet ligger altså mere hos ledelsen end hos den enkelte ansatte. Hvis man spørger mig.

Men for nu at vende tilbage, så er det egentlig meget rart at være på arbejde fast kl. 8 og gå hjem fast kl. 17. Ellers tror jeg let min hverdag kunne flyde ud i noget kasolignende dag/nat forvirring på bedste B-menneske facon.

Faste rammer er gode, så længe der er plads indenfor dem. (wooow)

Hobby?

Er der mange, der har sådan en? En hobby, altså?
For det kunne jeg godt tænke mig. Og jeg tror det vil være sundt for mig at lave andet end at sidde foran diverse skærme hele tiden. Eller dyrke det der fitness.

Har tænkt på at sejle kajak her i sommer. Der ligger en klub 2 minutter fra min dør, så det er jo oplagt. Plus at det er pissesejt at sige lidt henkastet: ”Nej, jeg padler kajak hver aften når jeg kommer hjem fra arbejde.” Dog er det en ret kort sæson for aktiviteter så tæt på vandoverfladen, så hvad så resten af året?

Har forsøgt at komme med i noget kor uden held (assholes) og hvad jeg kan se, så står valget i det svenske mellem meget nyreligiøs gospel (på rækken hænder op mod Jesus-måden) eller meget formel klassisk kor. Så nej og nej. Gad faktisk godt noget rytmisk kor, trods tidligere traumatiske oplevelser med netop acapellagenren. Tænk at man skulle komme så langt i sin selvudvikling! Men lige meget hjælper det ikke. Der er ikke noget.
Kunne jo forsøge at starte min egen lille gruppe? Er der nogen der vil synge med mig?

Hva ellers? Blomsterbinderi? Stramajbroderi? Næsepilleri? Får lidt nervøse trækninger over tanken om aftenskole, men why not?

http://www.abfstockholm.se/cirklar/index.htm

Forslag udbedes!

Kender du det?

At nogen eller noget kan være så nuttet at man bare vil kramme det så hårdt man kan?

En gang til for Prins Knud..

Det er simpelthen så underligt og det bliver tydeligere hver dag: Jeg arbejder simpelthen sammen med en 90 % kopi af eksmanden.

Forskellen er at denne mand er ca. 5 år ældre, hetro og norsk. Ellers er lighederne slående.
Først og fremmest ligner de uhyggeligt meget hinanden fysisk; højde, drøjde og selv ansigtet og hårfarven er ens. Jeg taler altså ikke om at de minder om hinanden, men de ligner. Som en tomat ligner en tomat.

Udover de fysiske ligheder har denne nordmand også mange af de samme gesti og bevægelsesmønstre som jeg husker eksmanden har; alt fra hvordan han tager sig til hovedet, rejser sig op og hvordan han gerne krammer folk – også dem, der ikke helt er med på den. Han er også meget venlig, kærlig og elskværdig.

Forleden dag sagde han i en samtale om hvilke egenskaber en god chef skal have, at ”jeg (om sig selv) er jo sådan en, der gerne vil have at alle kan lide mig hele tiden” og mente derfor at han ikke umiddelbart var såkaldt manager material. Og netop denne udtalelse er utroligt tæt på eksmandens udgangspunkt. På godt og ondt.

Nu er det ikke sådan at jeg kalder ham for ”store nar” eller skælder ham ud for noget han ikke har gjort, men jeg tænker en del på hvor store lighederne er. Det er lidt underligt og til tider et flashback af ikke uvæsentlig størrelse at skulle gå op og ned af en person jeg føler at jeg kender men faktisk kun lige har mødt.

Samtidig er det vanvittigt fascinerende hvordan gener virker. Tit sidder man på bussen eller på en bænk og betragter folk og ser fremmede mennesker der på en eller anden måde ligner nogen man kender. Og chancen for at disse personer ikke har nogen slægtsforbindelse overhovedet er ofte stor.
Og det er det, der er så underligt: Hvordan kan to vidt fremmede mennesker fra forskellige dele af verden ligne hinanden så meget? Var der kun en meget lille gen-pøl fra starten, og er det derfor at den samme kombination en gang på millionen går igen?

Kan nogen lige uddybe?

Og så vil jeg gerne vide om der er nogen dybere mening eller plan med at jeg skal møde netop denne person igen, som om det ikke var nok første gang. Mangler jeg at lære noget? Er der noget karma eller skæbne, der spiller ind?
Eller er det bare helt helt tilfældigt?