Vi ses næste år.

På facebook er der fuld gang i opdateringerne med nytårsløfter, forsæt og tænken tilbage på året der gik. Der bliver takket og påmindet, og der sniger sig da også en formaning eller to ind mere eller mindre fikst mellem linjerne.

Derfor følte jeg mig inspireret (om man vil) til også at sige tak. Men faktisk vil jeg gerne høre, hvor man kan få sine penge tilbage for 2012? For jeg er simpelthen ikke tilfreds med det.

Jeg havde ret store forhåbninger til 2012. Nok mest fordi 2011 kun på virkelig få måder var en fest. Men det skete ikke. Og det er helt og aldeles min egen skyld – det ved jeg godt. Men det gør jo ikke sagen nemmere at ”synes godt om”.

Lige når det gælder mig, så er netop denne tid heller ikke rigtig der, hvor der skal tænkes efter og mærkes ind: Her skal bare overleves. Julens milde ansigt kender jeg ikke noget til, og efter 6 dage i familiens skød, er jeg helt nede på nederste trin i Mashlow’s pyramide og har allerede nærmest indtaget Agneta-efter-festen-stilling i sofaen.

Alligevel er der mennesker, som har trukket årskarakteren gevaldigt op, og det er jeg både glad, stolt og taknemmelig for. Vi ses næste år!

Jesus og hans mor

 
Jesus Christ en omgang.

Fik en billet til Jesus Christ Superstar på Göta Lejon i Stockholm af nogle søde venner. 

Denne version er i svensk oversættelse and starring Ola Salo fra The Ark. Og jeg kan lige så godt sige det som det er: Det havde han virkelig ikke behøvet.

Dels fordi det virkelig er svært at oversætte ordene fra en kendt og klassisk forestilling som Lloyd Webbers store rockspektakel uden at det bliver plat og uden at ordene bliver mindre vedkommende i stedet for komme helt ind i hjertet.

Dels fordi Ola Salo simpelthen ikke er god som Jesus; hverken sangmæssigt eller som karakter.  Hans Jesus er en fesen, lille feminin fyr, som gerne vil synge høje rockskrig, men i ni af ti gange ender i let falset. Hvilket bare understreger det fesne og feminine. Og selvom han grædende og indsmurt i blod hænger på et kors og råber om hjælp, så tror jeg ikke på det.

I programmet kan man oven i købet læse, at produktionen både har ansat en acting coach og en sangfortolker. Jeg håber, disse to damer ikke har lavet andet end at ryge smøger, for fortolkning og skuespilleriet har man allerede set på DVD’er og CD’er fra tidligere opsætninger.

Okay. Altså. Uden at gå helt i smådetajler, så har instruktør Ronny Danielsson lavet en version, hvor alle disciple er bøsser, som iført militæragtigt lædertøj (endda med patronbælter) rager rundt på hinandens overkroppe, snaver i hjørnerne og vrikker med hofterne. Men de er aldrig i krig. Eller virker rigtig engagerede eller kede af det med Jesus til sidst.

Scenografisk har man valgt et ”nedlagt lagerhus”-tema, hvilket havde holdt sammen med læderbøsserne, hvis det ikke havde været fordi at folkmængde og kvinder var iført (traditionelt) sandfarvet sækketøj og tørklæder over håret på bedste krybbespilsfacon. Og så skal de hele tiden kaste med noget; papir, glimmer, pengesedler. Oftest uden grund. Jeg mener, en vred pøbel plejer vel ikke at kaste med hvid konfetti imens de råber at nogen skal korsfæstes..

Gunilla Backman spiller Maria Magdalene, som her åbenbart er Jesus mor. Både i spil og sang er hun betydeligt ældre og mere moden end både Jesus og disciplene, hvilket kan være et bevidst valg, men at dømme efter hendes Sandra Dee-kostume ikke er tilfældet. Givetvis synger Gunilla Backman dejligt, men hun passer på ingen måde i rollen som en ung, forførende og lidt fortabt luder.

Et af forestillingens lyspunkter er Patrik Matinsson som Judas, der med langt elverhår og læderbukser med snørrer i siden, synger både overbevisende og med voldsom frustration over at hans store kærlighed er faldet i armene på en ældre dame og har mistet jordforbindelsen.

Et andet højdepunkt er Pontius Pilatus, spillet og sunget til perfektion af den menneskelige version af Disneyskurken Professor Ratigan Fred Johanson. Men hans voldsomt dybtrungene stemme og mildest talt uhyggelige tilstedeværelse, er der ingen i salen der ikke forstår hans tvivl og hans vrede. Det eneste problem med ham er, at alle andre på scene blegner ved siden af ham.

Ja. I småtingsafdelingen kan man jo synes at et så etableret teater med en billetpris på 600 kr. pr hårde stol kunne ordne noget bedre lyd og et program, der ikke smitter af på fingrene.

Jeg takker for gaven! Det var en hyggelig dag, men mest på grund af selskabet. 

Jeg gider ikke at snakke om det.

 
Samtaleemner er der mange af. Nogle mere brugte og hyppige end andre. I denne del af verden er Vejret sikkert på førstepladsen. Det påstår jeg helt uden skriftligt bevis.  Rækkefølgen herefter er jeg usikker på, men Offentlig transport og X-faktor må ligge højt på listen.

Højt på min liste ligger emner som Parforhold og Forskellen mellem danskere og svenskere. Ikke fordi jeg kan lide at tale om det, eller selv bringer det på bane, men fordi det er det, folk (ofte folk jeg ikke kender eller lige har mødt) gerne taler med mig om. Som om jeg er en form for orakel udi kæresteri eller svensk/dansk kultur.

Jovist! Jeg har vel en del mere indsyn i Danmark vs Sverige end gennemsnitsmennesket, men jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke gider tale om det mere. Efter 6 år som dansker-i-sverige har jeg efterhånden snart udviklet en fysisk opkast-reaktion, når middagsselskabets samtaleleder vender sig mod mig og spørger: ”Nå, er der så stor forskel på svenskere og danskere, eller hvad?”

Med al respekt og taknemmelighed for at inkludere mig i samtalen (guderne skal vide at jeg ikke har det dårligt med at være i centrum), og det er ikke fordi jeg vil være uforskammet, men hvorfor er det altid det, jeg bliver spurgt om?

Svaret er ja! Det er der!

Det er folk(-eslag) som bor relativt langt fra hinanden, og i mange tilfælde taler forskellige sprog. Eller meget forskellige dialekter af et gammelt sprog, om man vil. Det er den første forskel. Så er der kulturelle forskelle, historiske forskelle og endda fysiologiske forskelle.

Men så forventes der altid en længere udlægning med eksempler og slides, som jeg så pligtskyldigt og med kraftigt faldende engagement udlægger.

Jeg gider ikke at snakke om det mere! Henviser til tidligere samtale.

Tænker at det er lidt som at spørge en gravid om hvordan det er at være gravid. Det er hun helt sikkert aldrig blevet spurgt om før!

Fair nok – Hvis man ikke spørger, bliver man ikke klogere, men kunne man måske overveje hvad man spørger nogen om, og måske i stedet spørge mere konkret og om det, man faktisk vil vide: ”Tisser du så mere i bukserne, nu hvor du er gravid?” ”Har svenskere egentlig større tissemænd end danskere?”

Og så det med parforhold: Jeg forstår simpelthen ikke, at nogen spørger mig til råds om parforhold. Det er da hyggeligt at de gør og interessant at tale om, men jeg ville da f.eks. aldrig spørge min far til råds om stramajbroderi eller naboens hund om nationaløkonomi. For det ved de da ingenting om! Fordi de aldrig har henholdsvis broderet eller haft penge. Jeg har aldrig haft en vellykket parforhold, ej heller oplevet et under min opvækst, så hvor skulle jeg vide det fra?

Spørg nogen, der har været gift i 60 år! Eller Suzanne Bjerrehuus. Eller Divya Das! Hun har sikkert en teleprompter, hun kan gå dramatisk hen mod.

For et par dage siden blev jeg således adspurgt om mænd/damer/parforhold/hvorfor-ringer-han-ikke, og vennen blev helt alvorligt mopset på mig, fordi jeg sagde, at jeg var den forkerte at spørge. 

Og så kan jeg ikke helt lade være med at tænke, om de fejl vi begår måske ind imellem skyldes, at vi søger råd og vejledning de forkerte steder? 

Men hvis du vil vide noget om pigegarder eller grand prix, så spørg endelig!

Dommedag nu?

Har ventet hele dagen.

Og begynder at overveje, om det måske slet ikke passer?

Altså at jorden går under og vi allesammen skal herfra på den omfattende og meget von Trier-agtige måde?

Naturligvis med undtagelse af mormonerne. Og jehovaerne. Og scientologerne. Og de, der er fløjet ned og står på helt tæt oppe på nogle bjergtoppe.

Selv tilhører jeg ingen af de ovenstående grupper og er desuden sådan en som mange (ovenstående) vil sætte helt forrest i køen til undergang og skærsild. Homo, mener jeg. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Alligevel så sidder jeg her og overvejer at gå i seng. Og opgive min venten. For dommedag vil man ikke komme sovende til. Slet ikke når man står helt længst fremme i køen.

Og som jeg har sagt tidligere, så bliver vi nok alligevel reddet af Liam Neeson eller Buffy. Eller Will Smith. Eller nogle af de der fra de der to film, der kom samtidig og som handlede om jordens undergang. Engang i starten af 00'erne.

Men jeg tror, jeg gør det. Går i seng. Og satster på at, hvis dommedagen kom, så ventede den nok ikke til den 11. time. ELLER ER DET DERFOR DET HEDDER DET?! HVA?!

Ej. Jeg bliver så træt i morgen ellers.

Så.. er der nogen, der lige vækker mig, hvis jorden går under?