Eventyret om den lille kamæleon, del 6

Det tog lidt tid inden den lille kamæleons øjne vænnede sig til det dunkle lys i heksens hus. Der var store, tunge og meget beskidte gardiner for vinduerne, så det eneste lys kom fra ildstedet midt i stuen. Over det hang en stor, stort gryde hvori der boblede en underlig grød, som mest så ud som noget, nogen havde glemt meget længe. Dette forklarede også den forfærdelige lugt i heksens hus. Den lille kamæleon åbnede munden for at trække vejret den vej i et forsøg på at undgå lugten i sin meget følsomme musenæse. ”Hvordan kan hun holde den stank ud?” hviskede den lille kamæleon til musen, som stod med tårer i øjnene og holdt sig for næsen.
”Nok fordi hun selv lugter værre” svarede musen og gav et hvin fra sig, da heksen igen pludselig stod foran dem med sin lange næse så tæt på at det kunne mærkes i pelsen når hun trak vejret.
”Nå?” råbte hun. ”Hvem helvede var det så af jer, der skulle trylles?”
”Mig” hviskede den lille kamæleon og tog et skridt frem, så den næsten stod under heksens næsebor. Med det samme blev den lille kamæleon løftet op og båret gennem luften mellem heksen grove fingre til den hang og dinglede over gryden med den tykke grød boblende i.
”Så håber jeg fandme du kan svømme” skreg heksen og slap grebet om den lille kamæleon, som med et skrig faldt ned i gryden og blev omsluttet af den varme, tykke og meget ildelugtende grød.
Den lille kamæleon kæmpede for at komme op, men jo mere den sparkede og viftede med benene, desto dybere ned i grøden kom den, til den lille kamæleon til sidst var helt forsvundet ned i gryden og alt blev sort.

Slut.

Morale: Stol aldrig på fremmede. Især ikke hekse!

Eventyret om den lille kamæleon, del 5

Den lille kamæleon trak vejret dybt og ventede på at musen var færdig med at grine.
Hellere en irriterende ven end slet ingen, tænkte den, mens den betragtede de andre køer, som stod helt stille ved siden af hinanden og sov dybt.
”Hvordan kan det så være at du sådan bliver til andre dyr?”, spurgte musen, da den om sider var færdig med sit grineri.
”Det ved jeg ikke rigtig. Jeg har egentlig altid bare været sammen med andre kamæleoner, så det er svært at sige om det har været sådan hele tiden”, svarede den lille kamæleon.
”Men jeg vil ikke være sådan her. Jeg vil ikke blive til noget andet dyr hele tiden. Jeg vil bare gerne være en kamæleon”
Musen var stille lidt og kiggede så op på den lille kamæleonen.
”Mon det er magi?”
”Hvad mener du med magi?” spurgte den lille kamæleon og lagde sit store hoved på skrå.
”Trylleri. Troldkunst. Magi!”, råbte musen og rejste sig op.
”Det er garanteret heksen, der har gjort noget ved dig!
”EN HEKS?!”, skreg den lille kamæleon så højt, at nogle af køerne rørte på sig og gryntede surt.
Heldigvis vågnede ingen, og den lille kamæleon stak sit store hoved helt ned til musen og hviskede:
”..fortæller du mig, at der er en heks i skoven? Det kan jo umuligt passe. Hekse findes jo ikke og i hvert fald ikke i vores skov.”
”Men nu er det altså sådan at der bor en heks i skoven” sagde musen irriteret og tilføjede: ”Og desuden er det jo heller ikke så normalt at der findes kamæleoner i skovene. Særligt ikke kamæleoner, der bliver til andre dyr. Vel?”
Den lille kamæleon måtte give musen ret, og musen fortalte at der ikke var så langt til heksens hus. De besluttede sig for at spørge heksen om hun havde noget med det hele at gøre.
”Måske kan hun trylle dig om, så du bliver en almindelig kamæleon”, sagde musen.
”Det er mit højeste ønske”, sagde den lille kamæleon, og begyndte med tunge skridt at begive sig mod heksens hus.

Mon ikke det går hurtigere, hvis jeg var en mus igen?, tænkte den lille kamæleon, og kiggede ned på musen som pilede forbi gennem græsset.
”Aaaaa” skreg musen som pludselig fløj gennem luften. Den lille kamæleon havde sparkede til den med sin store klov, og var nu igen en lille mus, som løb af sted igennem det høje græs. Han løb efter lyden af den klagende mus og fandt ham hurtigt liggende på maven i en kokasse. Den lille kamæleon kunne ikke lade være med at grine.
”Tak for det”, vrissede musen mens den tørrede ansigtet i hænderne. ”Du havde nok ikke behøvet at sparke så hårdt”
”Jeg vidste ikke hvor hårdt jeg sparkede” svarede den lille kamæleon. ”Jeg er ikke rigtig vant til at være en ko. Undskyld”

De to mus løb af sted over marken ind i skoven. Da de nåede frem til heksens hus, var det begyndt at blive lyst på himlen.
Inde fra huset kunne de høre nogen rumstere med potter og pander, alt imens der blev bandet og svovlet.
”Hun lyder til at være i godt humør” sagde musen og råbte: ”HEKS! KOM HER UD!”
Der blev helt stille inde i huset, og i næste sekund blev døren flået op og en meget høj og ranglet skikkelse stod pludselig foran dem.
Heksen så meget gammel ud. Hun havde en stor næse og en lang hage. Havde hun ikke haft et forklæde og en stor, tyk nederdel på, havde det været svært at gætte at hun var en dame.
”Hva’ i hede hule helvede laver sådan et par åndssvage små mus her så forbandet tidligt?” vrissede heksen og stak hovedet helt ned til musene.
”Ka’ I ik’ se at jeg har skide travlt? Nå? Hva’ helvede vil I så?”
Hverken musen eller den lille kamæleon var vant til at blive råbt af eller skældt ud, så de stod helt stille og så på heksen med store øjne, indtil musen puffede den lille kamæleon i siden.
”Eh.. godmorgen.. heks.. fru..” stammede den lille kamæleon. Heksen drejede hovedet og stirrede vredt direkte på musen som talte.
”Jeg.. eller vi tænkte om De muligvis havde tryllet.. eh.. mig…”
”Tryllet dig?” vrissede heksen som nu var så tæt på at hendes store næse næsten rørte ved den lille kamæleons lillebitte snude. ”Til hvad? En mus?” råbte heksen hæst og brød ud i noget, der vist var en latter: ”Haaar haaar haaar!”
”Nej. Eller… altså faktisk er jeg en kamæleon, men af en eller anden grund bliver jeg til de dyr, jeg støder på”, sagde den lille kamæleon og prøvede at overdøve heksens kaglen.
”Hva’ fanden var det du lige sagde?” spurgte heksen og holdt med det samme op med at grine.
”En kamæleon, der bliver til andre dyr? Du skifter altså ikke farve, men skifter hele kroppen? Det lyder fandme spændende”.
”Ja. Eller nej” sagde den lille kamæleon og fortsatte ”Jeg mener. Jeg vil jo helst bare være som de andre kamæleoner”
Heksen kiggede på de to mus. Så rettede hun sig op, vendte på hælende og forsvandt ind gennem døren.
Musen og den lille kamæleon kiggede spørgende på hinanden, men inden nogen nåede at sige noget, skreg heksen inde fra huset:
”Ja, så kom dog for fanden indenfor!”
De to mus tøvede lidt, og gik så med forsigtige skridt ind i heksens hus.


Fortsættes..

Eventyret om den lille kamæleon, del 4

”Pas på uglen! Den kommer!” råbte musen til den lille kamæleon. ”Og så slip mig dog!”
”Undskyld” peb den lille kamæleon og fulgte efter musen, som nu næsten var i ly under en busk.
”Hvor mon den blev af?”, undrede musen mens den pustede ud og rettede sin pels, der hvor den lille kamæleon havde haft fat.
”Den havde jo fat i mig. Hvorfor mon den gav slip? Og hvor kommer du egentlig fra?” spurgte musen og kiggede undrende på den lille kamæleon.
”Eh..” tøvede den lille kamæleon, men bestemte sig for at sige sandheden.
”Det var mig, der var uglen. Men nu er jeg altså en mus. Og inden da var en hare. Men jeg er egentlig en kamæleon”

Der blev helt stille. Musen stirrede længe med åben mund på den lille kamæleon. Så brast den ud i et pibende grin og klaskede hænderne sammen.
”Ha ha ha. Der fik du mig næsten. Sikke en fantasi, du har. Åh, min mave. Hi hi hi.”
Musen sad nu på jorden og holdt sig om maven, imens den grinede.
”Men det er sandt”, sagde den lille kamæleon.
”Nej, hold nu op”, stønnede musen. ”Jeg går ikke på den igen.”
”Okay. Hvis du ikke tror på mig, så kan jeg vise dig”, svarede den lille kamæleon, som efterhånden havde regnet ud, at den af en eller anden grund så ud som de dyr, den rørte ved. Hvordan det gik til og hvorfor det skete, vidste den lille kamæleon ikke. Men den viste at den behøvede hjælp til at finde ud af det.

”Godt. Så vis mig det”, sagde musen, rejste sig op og satte hænderne i siden. ”Lad mig se dig blive til en hare”
”Eh..” sagde den lille kamæleon igen. ”Jeg tror ikke, det er sådan det fungerer. Jeg tror, jeg er nødt til at røre ved nogen.”
”Tror, siger du?”, spurgte musen og rystede på hovedet. ”Det skal nok blive interessant, det her. Jamen så lad os da finde et dyr, du kan røre ved. Kom!”

Musen pilede af sted ind i skoven og den lille kamæleon fulgte efter så godt den kunne på sine korte, spinkle ben.
Efter en lang løbetur, nåede de to frem til udkanten af skoven. Her var der en stor, indhegnet græsmark, hvor en flok store køer stod og sov.
”Ja. Værsågod at røre” grinede musen og puffede den lille kamæleon fremad.
”En ko?” protesterede den lille kamæleon og satte hælene i jorden for ikke at blive skubbet. ”Det kan du ikke mene? Hvordan skal jeg kunne blive til en kæmpestor ko?!”
Trods sine forsøg på at slippe væk var den lille kamæleon nu helt fremme ved køerne, som stod helt stille i mørket med lukkede øjne.
”Kom nu! Rør ved koen”, drillede musen og skubbede den lille kamæleon så hårdt i ryggen, at den faldt forover og lige ind i en af køernes hårde klove.

Ved siden af den sovende ko stod nu en anden ko med et meget chokeret udtryk i ansigt.
”HVA?” råbte musen og satte sig forbløffet ned i græsset.
”Det var da lige godt utroligt! Du er jo en ko!”
”Shhyyy! Ikke vække køerne”, hviskede den lille kamæleon, som ikke havde lyst til at skulle forklare for det hele for hele koflokken.
”Du mener ’ikke vække de ANDRE køer’” grinede musen og slog sig på maven.


Fortsættes...

Eventyret om den lille kamæleon, del 3

”Stoooop, fru Ugle” råbte den lille kamæleon, mens den baskede febrilsk med sine store, tunge vinger.
Men den sure ugle var allerede en lille, sort prik langt borte over trætoppene.
Åhnejåhnejåhnej, tænkte den lille kamæleon for sig selv og prøvede at holde sig så stabilt i luften som den kunne. Det gik faktisk ret godt, og den lille kamæleon var overrasket over hvor let det var at flyve. Den havde tit ligget i græsset og kigget op på fuglene, som fløj forbi langt oppe i luften og tænkt hvordan de egentlig gjorde og om de ikke var bange for at falde ned.

Mens den fløj lagde den lille kamæleon mærke til en underlig, knurrende lyd og blev med det samme nervøs. Den kendte godt den slags knurren og vidste at det betød, at et eller andet farligt dyr var i nærheden. Den kiggede sig omring; over sig, under sig, foran og bagved, men der var ikke noget farligt dyr med spidse tænder at se nogen steder. Den knurrende lyd blev højere og med et gik det op for den lille kamæleon, hvad det var for en lyd.
Det er min mave, som knurrer, tænkte den for sig selv. Jeg har vist helt glemt at spise noget siden i morges.
Langt oppe over trætoppene kunne den lille kamæleon let se hele skoven og fik hurtigt øje på lysningen med de mange brombærbuske, hvor alle kamæleonerne altid spiste.
Lydløst og præcist nærmede den lille kamæleon sig lysningen og skulle lige til at gøre klar til landing, da dens ugleblik opfangede en hurtig bevægelse. En lille mus pilede hen over græsset op vej i sikkerhed under buskadset. Inden den lille kamæleon kunne nå at tænke, havde den samlet vingerne, strækket sine skarpe kløer frem og styrtede som et missil direkte mod musen. Den lille kamæleon lukkede sine skarpe uglekløer omkring musen, men i stedet for at flyve væk med den, rullede to små mus pludselig rundt i græsset.

”Hjælp! Hjææææælp!” peb musen og prøvede at vriste sig fri af den lille kamæleons nu meget små hænder, som stadig holdt hårdt fat i musens ryg.


Fortsættes...

Eventyret om den lille kamæleon, del 2

Den lille kamæleon skreg højt og løb så hurtigt den kunne væk fra haren, som havde talt til den. Den løb og løb ind i skoven, og da den havde løbet et stykke tid, begyndte den at se sig omkring og undre sig over hvor hurtigt træerne og krattet fløj forbi. Sådan plejede det ikke at se ud når den lille kamæleon løb. Godt nok havde den aldrig nogensinde i sit liv haft lyst til at løbe så hurtigt, men alligevel.
Hvordan kan det være at jeg løber så hurtigt?, tænkte den lille kamæleon og så ned op sine bløde, pelsede fødder, der galoperede under den.
”Wuuuaaaaaa” skreg den så højt at den snublede og rullede hen over skovbunden. Den gled og rullede i de fugtige blade til den til sidst stoppede ved et lille vandhul, som den næsten var drættet i.

Den lille kamæleon rystede sig og kiggede igen på sine fødder. De var grå og helt dækket af et tykt lagt pels. Desuden var de meget længere end de plejede at være.
Den lille kamæleon tænkte og tænkte for at prøve at forstå hvad der dog var sket, men kunne ikke komme på nogen forklaring til, hvorfor dens fødder så ud som harefødder.
Forpustet sad den lidt og kiggede på den bløde pels, indtil det gik op for den lille kamæleon at den var frygtelig tørstig. Ikke så mærkeligt efter at have løbet så langt.
Den lille kamæleon bøjede sig frem for at drikke en tår i vandhullet, og stirrede pludselig ind i øjnene på haren fra engen.
Forskrækket trak den lille kamæleon hovedet til sig, men ingenting skete. Der var helt stille i skoven og haren hverken sagde noget eller kom op ad hullet. Så slog en tanke den lille kamæleon.
Kan det være mig?, tænkte den.

Langsomt kiggede den ned i vandhullet igen og så et blødt hovedet med lange øren, som stak langt op i luften.
”Hallo?” sagde den lille kamæleon og så at haren i vandhullet sagde det samme.
”En hare? Er jeg en hare?”, spurgte den lille kamæleon sit spejlbillede, men den fik ikke noget svar af haren.
Den lille kamæleon sad længe ved vandhullet og grublede over hvordan den pludselig var blevet en hare. For den var helt sikker på at den havde været en kamæleon inden.
Nu var det begyndt at blive mørkt og den lille kamæleon rejste sig for at begive sig den lange vej hjem.
”Hvad skal jeg dog sige til de andre?” sagde den for sig selv imens den så ned på de bløde poter, som gik over skovbunden under den.
Bonk! sagde det og den lille kamæleon faldt bagover. Forvirret blinkede den med øjnene og opdagede at det var blevet helt mørkt uden at den rigtig havde bemærket det.

Foran sig kunne den lille kamæleon ane en skikkelse med to lysende øjne, som kiggede på den.
”Du godeste. Så de Dem dog for” kaglede en underlig skinger stemme.
”Undskyld. Det er så mørkt og jeg..” prøvede den lille kamæleon
”Det er da ingen undskyldning for en ugle” kaglede uglen surt og vendte sig om, bredte sine store vinger ud og flaksede op i luften så bladene under den fløj omkring.
”Vent”, råbte den lille kamæleon, som faktisk var blevet lidt vred på uglen, som var sur selvom han jo havde sagt undskyld. ”Jeg er altså ikke nogen ugle” råbte han og ville løbe efter uglen.
”Jeg er en…”
Uden at tænke over det, havde den lille kamæleon spredt sine store vinder, sat af og fløj nu op, op, op efter uglen.
”Wuuuaaaaaa” skreg den igen, da den kiggede ned og så skoven under sig helt tydeligt, som om det var dagslys.


Fortsættelse følger..

Eventyret om den lille kamæleon

Der var engang en lille kamæleon.

Den var ikke som de andre kamæleoner. Ikke som nogen af dem, den kendte i hvert fald. Denne kamæleon skiftede ikke farve, når den gik hen over græsset, forbi en sten eller lænede sig mod et træ som de andre kamæleoner den kendte gjorde. Det var den lille kamæleonen faktisk ret ked af, for den så hvor sjovt de andre havde, når de gemte sig foran ting i stedet for bagved når de legede gemmeleg eller dåseput. Den eneste som måtte gemme sig bag træerne eller inde i buskene var den lille kamæleon. Nogen gange græd den når ingen så det og om natten lå den ofte vågen og tænkte på hvordan det måtte være at kunne skifte farve og blive grøn som græsset eller grå som en sten.

En dag da alle kamæleonerne legede gemmeleg, løb den lille kamæleon så hurtigt den kunne ind i skoven for at finde noget nyt at gemme sig bagved eller indeni, når den nu ikke kunne gemme sig foran. Den løb og løb til den kom til en eng midt i skoven, hvor den aldrig havde været før. Forpustet stoppede den op og så sig omkring. Der var helt bart på engen. Ikke engang en busk eller et lille træ kunne den lille kamæleon få øje på. Men midt på engen stod der nogle. Den lille kamæleon havde set dem før, men de havde altid travlt med at hoppe forbi i fuld fart, og ingen havde nogensinde stoppet op for at sige goddag til kamæleonerne. Deres lange øren stak langt op over deres hoveder og de havde pels som så meget hvid, fin og blød ud. Ikke som den lille kamæleons tørre hud og bittesmå ører.

Den lille kamæleon kunne se at harerne snakkede om noget, men den kunne ikke høre hvad de sagde. Af ren nysgerrighed listede den lille kamæleon nærmere for at bedre kunne høre samtalen. Den krøb hen over den grønne græs og ønskede at den kunne blive samme farve og helt forsvinde, så harerne ikke skulle løbe væk. Da den lille kamæleon var kommet helt tæt på harerne, stoppede den op og trykkede sig så tæt ned mod jorden som den kunne for at ingen skulle se den.

”Halløj” lød pludselig en stemme lige over hovedet på den lille kamæleon, og den mærkede en blød fod, som stødte den i siden.

”Hvad ligger du der for?

Den lille kamæleon turde ikke røre sig af frygt for hvad harerne ville sig til at den havde prøvet på at smuglytte til deres samtale. Den turde ikke engang åbne øjnene.

”Jamen, så sig dog noget! Eller rejs dig i det mindste op. Din pels bliver jo snavset, når du trykker dig sådan mod græsset” lød stemmen igen.

Hvilken pels, tænkte den lille kamæleon. Jeg har jo ingen pels. Måske er det slet ikke mig, stemmen taler til. Måske ligger der en anden harer et sted i nærheden.

Den lille kamæleon drejede langsomt og forsigtigt hovedet op for at se hvor haren, der talte, kiggede hen. Da den åbnede øjnende så den til sin store forskrækkelse lige op i et hvidt og blødt ansigt med to store øren, der stak langt op i luften.

...Fortsættelse følger