I’m the happiest Christmas Tree!

De sidste mange år har jeg ikke på den måde været i julestemning eller særlig pjattet med al hysterien. MEN i år går jeg all out!! Bring it, jul!
Har allerede bagt pebernødder, hængt lyskæder op i vinduet og sunget julesange – både alene og med mit kor. Ja! BY THE WAY så er jeg blevet optaget i Zero 8, som siden har vist sig at være europamestre i barbershopsang og skal til VM i USA i sommer, hvor de sidste år kom på en 8 plads… Stresset? Nej nej nejnejnejnej..

Nå, men jeg har bestemt mig for at joine julen, da jeg efter mange forsøg må sande at jeg ikke kan beate den. Så look at me all in the jule-mood!

(og til jer, der gik glip af den fine film på facebook, så er den her)

Det är bara rykten!

Ser nu att också Aftonbladet har kommit med en gissning på vilka solister, som kommer att delta i Melodifestivalen 2012. Man kan ju säga att vi är överens ganska långt..

Fast inget är officiellt än - Allt är rykten.

Men Marie Serneholt?! Att dom ens vågar skriva sånt..

Och vinnaren blir...

På Svt kan man nu läsa vilka låter, som kommer att tävla i årets (2012) melodifestival.
Inga artister är offentliggjorda ännu, men jag har kollat lite i högen av låtskrivare, och kommer här med en gissning på, vilka som bland andra kommer att stå på scenen runt i Sverige under som kalla, mörka vinterlördagar.

Lili & Susie – Alltid kul med tantkalas i mello. Och ja, systrarna har nu kommit i just den kategorin. Låten heter Baby Doll, vilket direkt leder tankarna på Jugoslaviens bidrag 1991, vilket var katastrof och succé på en och samma gång. Lili&Susie kanske kan få låna lite (mera) löshår och naglar av just Bebi Dol.

Thomas Di Leva. Eftersom han helt ensam skrivit en låt, borde man anta att han också helt ensam kommer att framföra den. I klänning. Och lockigt hår. Låten heter Ge Aldrig Upp, fast.. ja.. eller.. han kommer säkert gå i final, men inte längre.

Hanna Lindblad vill säkert sjunga sin låt Goosebumps. Vi andra kan ju hoppas att hon låter bli. Nån som minns henne från förra året? Nej, just det!

Sonja Aldén. Nu jäklar blir det schlager royalty. För även om hon bara tävlat två gångar, kommer det bli stora förväntningar på denna långa tjej, som kan titta i en kamera som ingen annan. Och när låten heter I Din Himmel, har man ju redan lutat sig bakåt i soffan och tagit fram näsduken. Här blir det ballad!

The Moniker var udda och kul ifjol. Misstänker att det kan bli exakt samma sak med låten I Want To Be Chris Isaak (This Is Just the Beginning). Ja, varför inte ha årets längsta sångtitel.

Andreas Johnson har skrivit låten Lovelight. Kan det vara en poprockig låt, med lite Beatlesinspiration? Du vet – som till exempel en Andreas Johnson låt..

Abalone Dots kommer att sjunga låten På Väg. Så gillar man tjejcountry, då får man krypa nära tv:n här. Själv är jag hittills ganska oimponerad av dessa girls. Finns så många, som är mycket skickligare.

Sean Banan. Sean Banan? Sean Den Förste Banan?! Really?!! ORKA....

Danny Saucedo. Ja tack. Hoppas hoppas hoppas att han själv kommer framföra sin låt To the Sky. Och att han i år inte har lika mycket kläder på sig. Proffsig kille. Tror detta kan bli bra (om inte Erik jävla Saade är med igen).

Molly Sandén har varit med att skriva en sång, som heter Why Am I Crying. Stackars Molly! Så ung. Så kort. Så ledsen. Är det Erik? Är han elak mot henne? (And they call it puppy love..).

Lisa Miskovsky ska med stor sannolikhet köra låten Why Start A Fire. Rocktjej och säkert med eld på scen.

Fredrik Kempe har dessutom endast två later i årets tävling. Men det verkar ju vara så här å sistone att hans låt vinner. Så man kan ju förhandstippa att vinnaren 2012 blir antigen låten Youngblood eller The Girl. Grattis, Freddan!

En (u)lykke kommer sjældent alene

Her har man gået i flere måneder under betegnelsen ”arbejdsløs” uden særlig meget held i jobsprøjten. Og andre sprøjter, for den sags skyld.
Men så skal jeg da ellers lige love for at den her uge var fuld af action på jobmåden, med tilbud fra højre og venstre. Tror jeg har valgt rigtigt, men jeg bliver alligevel lidt svedig i håndfladerne, når jeg siger nej tak til jobs, efter at have gået og ledt så længe.
Men så kan de jo også lære det, dem der kom for sent! Hen over isen og handling er de nye buzzwords. For slet ikke at tale om det gamle mundheld ”Først til mølle”, som i denne uge har vist sig mere aktuelt end nogensinde.

Så på mandag bliver det igen i arbejdstøjet, hvilket er et hårdt tiltrængt alternativ til mit sidder-i-nattøj-hele-dagen-liv disse dage. Rart at være en del af samfundet igen og mest af alt at få noget løn ind på kontoen.

Det betyder også at jeg nu kan begynde at planlægge ferier og getawys til de mørke dage, som kommer fra på søndag og frem til engang i april. Ned og se noget sol mindst en gang hver anden måned, er målet!

Nogen, der vil med?

Hals schmals

Så sad man her og var stille.

Har ondt i halsen og må ikke sige noget. Ligner noget overanstrengelse af stemmebånd, hvilket måske ikke er så underligt, når jeg nu er gået fra ingenting til hysterisk tenorsyngeri de sidste par uger. Og så kombineret med en mindre forkølelse bliver det jo festligt. Er nu bas. Når jeg endelig siger noget, kan det ikke høres, kun mærkes gennem vibrationer i gulvet og brystkasse.

How are you?

Overvejer at gå ud og låne nogens hund, bare for at have selskab, der ikke kræver at jeg svarer eller underholder vokalt (for nu at undgå at skrive oralt).
Denne er altså dagen hvor jeg skal finde en ny serie at følge med i. De andre holder pause eller tager for lang tid mellem afsnittene. Konsekvens: Udvidelse af horisont.

Desuden er vejret så efterårsfesent i dag, så det slet ikke er værd at gå ud i. Herfra ser det både koldt og fugtigt ud. Så det nægter jeg, så længe det går. Skal på et eller andet tidspunkt ud at handle, hvis jeg ikke også skal sulte ihjel.

Må man så råbe om hjælp? Eller brumme om hjælp?

There's a time and a place

Det er simpelthen for tidligt!
Har kun lige i sidste uge hentet vinterjakke, hue og vanter ned fra loftet, og nu. NU har de allerede julepyntet Ikea både udenpå og indeni. Det er ej ok! EJ!
Jeg kan forhandles frem til at være ok med juleriet fra 1. november, men ikke inden. Har flere gange slået min status som ikke-juleentusiast fast, men også inden det gik helt galt med min indre julemand, så syntes jeg, det var bedst at jule i julemåneden December og kun den.

Med mindre man selvfølgelig man juler om sommeren eller i marts måned. Det må man godt! Det er noget andet.

Se, hvad jeg kan!

”Vi søger dig, som er prestigeløs..”

På det svenske jobmarkede er der den sidste tid opstået en trend i at bruge ordet ”prestigeløs” i annoncer. Ikke engang variationer eller synonymer, men KUN det ord. Og ikke overraskende så bliver jeg ret provokeret af det.
Når jeg slår ordet ”prestige” op, finder jeg følgende:
” Prestige (..) dækker over en slags anseelse en person (..) nyder..”
”En persons prestige afhænger meget af for eksempel job, ejendom, uddannelse og lignende, dvs. på hvad man har udrettet og hvad man magter at udrette.”
Straks vil nogen sikkert sige: ”Ja, altså pral og gøren-sig-bedre-end”, hvilket jo her i vores kulturelle del af spektrummet, er en helt medfødt moralsk default, nemlig janteloven. Ja, en kliché, men ikke desto mindre det som udløser reaktionen.

Skal man være lidt mindre hysterisk, kunne man påstå at prestige var lig stolthed, selvværd; at vise hvad man kan.
Vi gjorde meget som børn: Tegnede, formede, malede, byggede, modulervoksede og optrådte med ting, som vi ville at vores forældre skulle se. Fordi vi havde lavet det! Fordi vi kunne! Og fordi vi syntes, vi var dygtigt!
I de fleste tilfælde modtog vi vores forældres hyldest i form af ”ih” og ”neej” og ”nææ”, hvilket så gjorde at vi fortsatte, indtil vores præstationer (!) med tiden udløste mindre begejstring for til sidst kun at gælde til de virkelig store præstationer. Som for eksempel at blive gravid, gifte sig eller fylde år, hvilke når man tænker efter egentlig ikke er særligt store præstationer. Store begivenheder, ja. Men en direkte præstation..?

Nu som voksen er det at vise sine resultater og indsatser (som er synonymer til præstation) altså blevet noget negativt. Det vi som børn blev hyldet for, bliver der nu rynket på næsen af. Fordi nu handler det pludselig om at vi gør os bedre end andre. Det gjorde det ikke før, men nu trykker vi nogen anden ned og rækker tunge af taberene, når vi vinder. Og er vi stolte over et resultat, så bør vi i stedet vise hensyn til de, der ikke klarede sig lige så godt.

Det provokere mig og det ærgrer mig! Hvorfor må man ikke være stolt at det man har opnået? Hvorfor må man ikke med glæde i hele kroppen fortælle om et resultat man har opnået eller en konkurrence man har vundet? Med mindre man naturligvis er idrætsudøver. Tænk, hvis nogen havde sagt "Ej, hallo! Slap lige af og tænk lidt på de andre" til Bjarne Riis da han vandt Tour de France?

Men i jobannoncer søger man nu efter personr, som ikke er stolte over sine bedrifter og som stræber efter at gøre sit bedste og blive bedre.

Fandme nej!
Jeg er stolt over mine bedrifter; jeg bliver glad når jeg vinder og jeg vil gerne fortælle om mine resultater!
Og det er ikke fordi, jeg vil påpege at nogen er mindre gode. Slet ikke. Jeg vil bare gerne at I skal se hva’ jeg kan!

Young professionals

Så lige den her sketch, som meget fint viser hvad jeg skriver om her.
(så fik jeg endelig linket internt i min blog. Sweet)

Krop som et menneske

Her sidder jeg så en søndag aften og føler mig en smule sådan.. uvedligeholdt. Og så begynder jeg at tænke lidt over det med renlighed.

Lige så let som det er at stave til ordet ordet ”ulækker”, lige så let er det at blive det. Og her mener jeg ikke sådan ”Puha, jeg løber lige et par kilometer og nu er jeg bare helt svedig”, men sådan rigtig fæl.
Og er man allerede rigtig møgbeskidt, så nytter det ikke noget med en hurtig tur under bruseren for igen at blive ren. Nejnej. Så skal der barberes og klippes og plukkes og renses og peeles og mundvandes og smøres forskellige hudpartier ind i forskellige dertil fremstillede cremer og lotioner, og tøjet skal være nyvasket og nytørret og SÅ føler man sig ren igen.
Det er kun en lille smule tid, der står imellem din fuldbyrdede, sommerregnsduftende lækkerhed og det ulækre, surtluktende, som er dig.. eller.. menneske. Eller.. krop.
Måske kan man undskylde sine ”brusebadsfrie dage” med at man vil fortrænge det faktum at man blot er krop. Eller gøre som en del gør, nemlig at forsvare sin uvilje til at blive gennemblødt hver morgen med at ”vi lever i et samfund, hvor vi faktisk har badet os til en udbredt overfølsomhed overfor snavs og skidt”. Det hører man jo ind imellem nogen sige; at vi er for renlige.
Men siden håndsprit nærmest er blevet kåret som Året Julegave to år i træk, er den teori ligesom røget lidt på loftet.
Desuden møder man jo i det offentlige rum indimellem nogen, hvor man tænker ”Ja, men bare fordi man ikke nødvendigvis behøver at gå i bad hver dag, betyder det jo ikke at man slet ikke behøver bade”. – Et hvis niveau af renlighed kunne man ønske kunne smitte af på den gængse befolkning, men ofte er det urenligheden, som smitter af på én.. Mere eller mindre frivilligt.

Kropslugten.. eller hvordan vi opfatter og tolker kropslugten ændrer sig også i forhold til social status. Her taler jeg ikke om klasser, men om hvor mere eller mindre ensom man er. Man kan vælge at definere ensomhed som for eksempel når man laver pindemadder til sig selv – for at det skal være sådan lidt festligt. Eller som når ens krops- eller svedlugt føles lidt tryg. Som om niveauet af menneskelugt i rummet, ligegyldig om den kommer fra en eller flere personer, skaber en tryghed, som lægger sig som en varm og lidt småpruttet dyne omkring en.

Nu sidder jeg ikke her og siger at jeg qua min svedlugt er afslappet i mit eget selskab. Det er bare en tanke. Sådan når man nu sidder her og skriver alligevel.
Måske skulle jeg gå i bad i stedet?

Roden til alt ondt

Holy moly det var længe siden jeg bloggede. Sådan er det, når man er arbejdsløs.: Man har simpelthen ikke tid til noget som helst, og flyver og farer rundt.

I en arbejdsløshedssituation (eller between jobs, som det hedder for dem, der ser glasset som halv fuldt) kan jeg forundres og irritere mig over det filosofiske princip, at det er lettere at få et job når man allerede har et job. På samme måde som at det er lettere at få børn når man har. Eller blive rig når man er det.
Det er hæsligt provokerende for os på ”inden” siden, for når man nu så gerne vil, så er det sværeste i hele verden at læne sig tilbage og vente på det perfekte job. På samme måde som den meget meget single pige altid har en god veninde, der trøstende siger: ”Du finder ham, når du holder op med at lede”. Great!

Men jeg må jo erkende at også det med jobbet stemmer nogenlunde. Det ER sværere at finde noget spændende at lave, når man vender hver en sten og forsøger at presse den mindste smule optimisme ud af selv den mest dødssyge stillingsannonce og tænker ”det ku da godt være noget”.

Fordelen ved lediggang er den tid man har til at rejse, opleve og lege. Ulempen er at man ikke har nogle penge, som jo alt andet lige gør det lidt lettere f.eks. at rejse. Men jeg skal ikke klage – jeg har gode folk omkring mig og har både været i Amerika og Israel her i mit livs vakuum.
Og hvis jeg er rigtig heldig og tingene fortsætter med at gå som de går, så kan jeg måske godt holde op med at lede.

En Walz med Maggio (uh..)

Igår var jeg til koncert med Christian Walz. Var tydeligvis ikke godt nok forberedt, for det var meget lidt jeg kendte. Men det var ret godt. Bort set fra at han havde solbriller på de første mange numre (solen skinnede ikke og vi var indenfor), hvilket irritere mig virkelig meget for tiden: At alle "stjerner" ska ha solbriller på.. why? Få dem AF!

Var heller ikke helt sikker på hvad han tre korsangere egentligt lavede. De havde både keyboard, 2 macbooks, tamburin og trommer med, men spillede stort set ikke. Og når de gjorde kunne det ikke høres. Til gengæld sang de meget lidt, rettede konstant på deres mikrofonstativer, hår og tøj, og sendte ”det gik da rigtig godt” blikke til hinanden hver gang de sang en tone.
Aftenens største optur var (lidt synd for hr Walz) da Veronica Maggio kom ind og sang to sange, inklusive min favorit fra hendes nye plade. Hun overtog så også fuldstændig koncerten; fik mere lyd på mikrofonen og kontakt med publikum, hvilket aldrig rigtig lykkedes for den lille Walz. (Det er han. Lille. Bitte)

(Jeg ved det godt, men det lød federe når man stod der…)

Klog af facebookskade

Nymodens teknologi plejer ellers ikke at være en voldsom udfordring for mig. Har sådan set altid syntes at jeg har ret godt styr og er fremme i skoene. Også med facebook. Indtil i går.
I går blev kvinden i sin hjemmespundne kjole lige pludselig meget nøgen igen, og den blinde høne fik brutalt frataget sit korn!
Tanken var at gøre det lettere for jer, som ind imellem kigger ind, læser et indslag, fnyser lidt på en af måderne og surfer videre; jeg skulle importere min blog til facebook. Det lykkedes mig i stedet, ved et frygteligt uheld og i bedste mening, at spamme alle mine (nu sikkert mindre end) 401 søde facebookvenner med 4 års indslag. Tjekkede ellers at jeg ikke havde godkendt at de skulle postes nogen steder, og havde ellers tjekket efter på min egen wall at der ikke var noget. Det var først nogle timer senere, hvor sandheden gik op for mig.

Lyset i mørket er vel så, at de der fra nu af læser mine statusopdateringer og posts, kun er de, der virkelig er interesserede. Resten har nok valgt mine posts fra. På den hårde måde!

Så undskyld endnu engang til alle – både jer som stadig læser og til jer, som ikke længere gør. Det var simpelthen ikke med vilje at selvpromovere mig i så udstrakt en grad. Men nu ved jeg da, hvordan man gør det!

Schlager schmager..

Har man ikke noget pænt at sige, skal man tie stille. Men jeg vil nu alligevel lige kommenterer lidt på gårsdagens Schlagerkväll til pride her i Stockholm.
Som bekendt er jeg ikke den største fan af dette arrangement i det store hele, men netop denne aften synes jeg nu alligevel er der 300 kr. i entre værd. Og i år var det oven i købet gratis. Pluspoint.

Desværre var det generelt meget fesent og med alt for lidt musik, alt for mange pauser (45 min pause efter 20 min koncert er da i overkanten?) og alt for meget snak fra årets konferencier skuespiller Björn Kjellman, med en klassisk ”Jeg er kendt så jeg er som udgangspunkt god underholdning for jer”-attitude. Suk.

Da det som sagt i år er gratis, var der voldsomt meget kø og jeg gik derfor glip af første del. Hvilket ikke rigtig var noget at gå glip af. So no probs there.
Men her kommer altså dem jeg så (med et venligt ord med på vejen).

Evan: Under Your Spell
Hvorfor i alverden man vælger at tage denne her med er mig en gåde: Hæslig sang, endnu hæsligere stemme og ja, han er da pæn, men det holder simpelthen ikke, når manden har nul ironi og faktisk tror, vi stadig er interessere i ham og hans sang. Og så var det jo længe siden, han var med.. Men han bor måske i nærheden?

Kikki Danielsson: Bra vibrationer
Sangen er en klassiker og det er Kikki også. Så kan man sige hvad man vil og lyserød boa og ja, hun havde da fået et par glas ude bagved, men hva fan? Vi synger med alligevel.

Sara Löfgren: Som stormen
Idolagtig rockpige som faktisk sang sin lidt kedelige schlager meget flot. Det var fint.

Hanson/Carson/Malmkvist: Du vet var jag finns, Zum Zum lilla sommarbi, Augustin, Vem fångar vinden, Kärleken lever, På en gammal bänk, Alla har glömt, Svenska flicka & Det är kärlek
Stor underholdning af de tre gamle damer (jo, de er), som nu har så meget ukontrolleret vibrato at de er sikre på at ramme tonerne et sted derinde i bølgerne. Festligt og sjovt når to af tre må ha læsebrillerne frem og kigge i teksten til de ældgamle sange.

Jenny Silver: Something in Your Eyes
Et af årets helt store hits, selvom hun ikke kom i finalen. Dog virkede det som om liveorkesteret tog energien (og tempoet) ud af sangen, så en lidt so-so omgang. Desværre.

Pernilla Wahlgren: Tvillingsjäl
Hun er træls! Pissetræls! Men har jo være med siden hun mistede sin mødom (eller pga?), så jaja. Der var hun og var nuttet.

Arja Saijonmaa Vad du än trodde så trodde du fel
Om jeg fatter at hun vil synge den hæslige sang igen og igen? Men Arja er sød og oprigtigt glad for at optræde på pride, så vi klapper med hænderne over hovedet.

Natalie Paque: Jái Voi la vie
Aftenens først overraskelse! Havde helt glemt sangen, men den er SÅ fin. Og hun var SÅ sød og glad at se på (på den franske måde). Og sang faktisk ret fedt her 12 år efter. Blev lidt rørt.

Thomas Lewing: Tjuvarnas natt
Aner ikke hvem han var og hvorfor han sang. Det var trælst. Også selvom han sang helt okay. Men at have en ”ukendt” artist med i prides selvproklamerede ”største schlagerkoncert nogensinde” virker en smule uforståeligt

Lotta Engberg: 100%
Frisk og kæk som altid og med et endnu mere kækt danseshow. Kækketikæk. Og slut på 2. Del og hej til 45 minutters pause..

Kerstin Dahlberg: Här är min sång till dig
Aldrig hørt sangen, men hun var glad for at komme og synge. Havde taget kjolen ”ud af skabet” (spredt latter blandt publikum) i dagens anledning og efterladt sit dyrepensionat i stikken.

Kate Ryan: J´ete adore, One life
Hvorfor? Med al respekt, men hvorfor kommer hun og synger en halv grandprix sang i noget dårligt mix og så sin nye singel. Who cares egentlig? Og ta de briller af, kone!

Josh Dubovie: That Sounds Good to Me
UKs fine og meget falske bidrag fra i år, sang helt ok (var skuffet). Kedeligt men ok. Desværre havde nogen OK’et at han lige skulle synge If I can’t love her fra Beauty and The Beast. 8 mennesker klappede.

Babsan: Ge mig en spanjor
Vi gad ikke stemme på sangen i melodifestivalen og vi gad heller ikke rigtig høre den nu. Men når han nu har gjort sig så umage..

Elysion: Golden star
Opera-schlager af værste skuffe.. Der blev tændt en masse smøger rundt omkring bland publikum og folk fik snakket lidt med naboen og skålet. Så det var vel godt for noget.

Man Meadow: Love´s Gonna Get You
”Hej. Vi er svenske bøsser som var med i det polske grand prix og kom nummer sjok”. Endnu flere smøger tændes rundt omkring.

Kikki (igen): God Morgon
Her blev det så for alvor bekræftet at jeg ikke er nogen grand prix nørd. Troede ellers jeg sad godt i selen, men nej. Aldrig hørt (om) denne sang. Til mit forsvar havde Kikki briller og noder med, fordi (som hun forklarede) hun ikke sunget den siden ’81.

Sanna Nielsen: I´m In Love
Åh, hun er sød. Og også oprigtigt glad for at være her. Vi synger med og klapper og sender kærlighed. Også selvom det på ingen måde er hendes bedste sang. Eller frisure!

Thomas Forstner Nur Ein Lied
Overraskelse! Der står han: Lyslevende med skaldet isse og synger sig ind i mit barnehjerte endnu engang. Ham va jeg vild med (eller ville være.. lidt uklart dengang) i ’89). Og meget velsyngede stadig. Selvom det lilla tøj og lange hår savnes.

Velvet Inc: Tricky
Var åbenbart med i det norske grand prix i år. Det vidste jeg ikke. Nu ved jeg det. Forstår godt at den ikke vandt. Også selvom de havde korte kjole og sindssygt høje sko på.

Arja Saijonmaa (igen): Högt över havet
Åh Arja. Du er så glad og sød og finsk. Og vi syyynger med og spilder lidt øl på dem foran!

Bryan Rice: Breathing
Jo jo! Så var der besøg fra det fædrene land. Af Brian Risgaard. Som sang flot. Bare lidt synd at ingen kendte sangen. Jeg prøvede ellers at piske en stemning op ude på min fløj, men uden meget held.

D´Nash: I Love You Mi Vida
Hola! 3 (!) kvabsede spaniolere i hvidt tøj og trælse dansetrin. Men hvor var nummer fire? Ja, jeg spørger bare? Havde han også dårlig mave? Men hvorfor skal de synge deres nye ballade også? Og føle på den spanske måde. Når vi nu ikke forstår dem. Til gengæld fik de døve tolket, så man ku jo ha spurgt.. Ole!

Anna Book: ABC
Stadig tyk. Stadig babystemme. Stadig underligt overerotisk og prøver at sige noget med ”jeg er så forelsket i alle jer lesbiske”.. Øh, wrong fanbase, woman. De lesbiske er da ligeglade. De står jo udenfor og drikker deres medbragte øl.

Pernilla Wahlgren (igen): Piccadilly Circus
Ok. Det gjorde hun så faktisk godt. Og danserne var sjove i deres 90’er kopi-dans. Ka da lige tage en lillebitte hat af. Så.

Lotta Engberg (igen): Juliette & Jonathan
Ja. Igen. Og samme sang som hun altid synger. Begynder at få ondt i lårene af at stå..

Sanna Nielsen (igen): Empty Room
Kedelig ballade, men hun synger den godt. Kan sit pis og det har jeg masser af håndtegns-respekt for. Og sådan lidt sjovt at hun lige sku tage et billede af publikum med sin iPhone. Good luck getting at good picture.

Shirley Clamp: Min kärlek
Aftenens sidste nummer?! What?! Troede det var en joke, og at årets ESC vinder skulle komme surprise-agtigt ind på scenen. Men nej. Det var det. Med al respekt for Shirley, som er sjov og festlig, så var det på ingen måde en showstopping performance. Det var sådan lidt som at tabe den sidste kugle i sin gammeldags isvaffel – den man valgte først og havde glædet sig til gennem rom og rosin og pistage.. Øv.

Så ingen stor femtal (RIP) fra mig. Fandt mine cykellygter, som jeg troede jeg havde glemt, i lommen. Så det var optur. Så..

En ven i nød(en)

Så var jeg der igen. Der hvor de store beslutninger skal tages om job kontra uddannelse og i så fald hvilket/hvilken, hvordan og hvorfor?

Er ærligt talt træt af lige præcis den gamle sang. Meget hellere vil jeg lave noget, der er større end mig selv. Sådan på ”gør noget for andre”-måden. Umiddelbart skulle man tro at det ikke var noget problem: ”Der er altid brug for en til”, ”We need you” og ”Gi en hånd til Afrika” taler sine tydelige slogans om hvordan man er behøvet. Problemet er bare at man skal have råd til at være frivillig, og det har jeg ikke.

Så nu er gode råd dyre. Hvordan kombinere man at give tilbage til verden, hjælpe dem i nød, være noget for nogen og løfte i flok med en nogenlunde rimelig løn?

Seriøse forslag modtages med kyshånd!

Alt ordner sig til sidst

Alting handler om instilling, siger man. At det, der er afgørende for hvordan alting flasker sig er, hvordan man tænker på det eller er instillet.
Det er bare nogen gange rigtig svært at opretholde den rette indstilling, når det meste omkring en virker stressende, overrumplende og uoverskueligt. På et tidspunkt kan man ikke længere bare smile til verden og vende den anden kind til, men er nødt til at trække i håndbremsen; se det hele ude fra og ja.. mærke ind og melde ud.

I en sådan situation kan denne være verdens bedste sang:

Splid af tid

Pludselig kan man af den ene eller den anden årsag stå i en situation, hvor man har en helt masse tid tilovers. Og hvad gør man så?
Den umiddelbare løsning er at arbejde mere. På den måde får man nået alt det man skal nå og samtidig sparer man en masse overtid og afspadsering sammen. Det som mange hurtigt opdager med denne løsningsmodel er, at jo mere man arbejder, desto mere har man at lave. Ja, en klassiker, men ikke desto mindre sand.
Derudover er der i min situation kun en ikke-eksisterende mulighed for overtidsbetaling og afspadseringen havner i en selvjustitiseret gråzone.

Nå. Mulighed nummer to er også en klassiker, nemlig at skaffe sig en hobby. Her tænker jeg straks på træsløjd, noget med garn eller aktiviteter der involverer en rideskole.
Jeg har dog valgt at risikere liv og lemmer og mit gode helbred, og kastet mig hovedkulds ud i en kajak. På klubmåden. Er indtil videre (7-9-13) ikke ufrivilligt havnet i vandet, og det er faktisk en meget afstressende aktivitet.

Mulighed nummer tre: Man bruger penge. En fuldstændig formidabel måde at få tiden til at gå er shopping. Og her taler jeg ikke kun om indkøb af tøj og anden detail i beklædningsfamilien, men i særdeleshed om møbler, biler og ejendomme. – altså boliger. Har faktisk aldrig tænkt på at det hedder sådan; ejendom. ”Jeg har lige købt en ejendom” siger jo i ordenes direkte betydning overhovedet ingenting om hvad man har købt, udover at det er noget man ejer – hvilket jo er givet allerede fra starten. Sidebar. Det tager enorme mængder af tid at undersøge, researche, kigge, finde, mærke, prøve og overveje inden man kommer frem til selvet købet af for eksempel en sofa. For slet ikke at tale om tidshorisonten for boligkøb. Mulighed nummer tre er derfor en klar vinder, hvis vi udelukkende leder efter tidsfordriv.
Er vi derimod på jagt efter lidt mere mening OG tidsfordriv er hobby’en nok det bedre valg. Men her bliver det farligt: Skulle man nu havne i en situation hvor man overvejer og spekulerer over køb af større møblement IMENS man padler rundt i en kajak, og på den måde kombinerer man to ting – multitasker om man vil, udnytter man umiddelbart tiden bedst muligt. Men når hele humlen er at bruge tid, så skyder man sig selv i foden (her taler jeg i metaforer), og havner i det jeg kalder ”tidssplid” – en tilstand hvor man i forsøget på at bruge tid alligevel effektiviserer og dermed medvirker processen.

En mulig konklusion kan altså være at gøre én ting ad gangen. Holde sig fra multitasking. Med andre ord; ikke være kvinde.

Ergo: Har man for meget fritid er det bedst at være en mand!


HVA?

Summer-bird, Goat-hams and Sheep-chicken

Nu vi er ved ordpilleriet, så vil jeg gerne stille mig lidt spørgende (!) til hvorfor en del insekter og des lige har navne fra andre dyr, som de i større eller mindre grad intet har til fælles med. For eksempel:

Sommerfugl

Gedehams

Edderkop

Mariehøne

Og dobbelt op på Fårekylling, som for mig bekendt hverken er en kylling. Eller et får.

Hvorfor? Løb vi allerede tør for ord for 100 år siden?
Og kunne vi med fordel omdøbe disse insekter til noget mere beskrivende, som for eksempel ”Flyveinsekt med mønstrede vinger”, ”Kæmpehveps”, ”Ulækker kødæder med for mange ben” og ”Rød plet”.
Ja, og så ”Græshoppe”

Og så i øvrigt betegne de fleste insekter som de faktisk bliver omtalt: ”NEJ, du må IKKE putte den i munden”

God humor

Når man som jeg er udenlandsdansker, for sådan er det, så kan man af og til havne i situationer, hvor det sproglige grænseland bliver.. ja.. mindre afgrænset og man henter ord lidt her og der, og danner sætninger, som kun giver mening for en selv – og, om man er heldig, den anden udenlandsdansker man taler med.

Men det har egentlig ikke noget med dette at gøre. Jeg kom bare i tanke om at der måske var nogen, som endnu ikke var delagtiggjort i den måske sjovest ”leg med ord”, nemlig direkte oversættelse. Eller noget, der ligner.
Nedenstående er tre eksempler på dette. Brug dem. De er også jeres nu!

Early bird bliver til Tidlig fugl

Læsehest bliver til Reading horse

Lige i måsen bliver til Right in the Moose



God weekend!

Jeg er ENFJ

Har netop taget en MBTI i en lidt forenklet version på jobindex, for at finde ud af hvilken type jeg er. Det viser sig at jeg er motiverende og ledende. Det er jeg faktisk rigtig glad for!

"Fokus på at opmuntre andre til at skabe konsensus"

ENFJ-typer er ofte gode til at kommunikere og planlægge, med fokus på at skabe udvikling for andre ud fra en respekt for deres følelser og behov. De har ofte et højt energiniveau og forsøger med entusiasme og charme at motivere andre omkring sig til at arbejde sammen om et fælles mål. Deres indfølings- og indlevelsesevne giver dem et talent for at kunne motivere andre til at udvikle deres potentiale.

For ENFJer er det derfor vigtigt, at organisationen eller virksomheden er struktureret og velorganiseret, men kun så meget, at der er stadig er plads til og opmuntring til nytænkning. Ofte vil man finde ENFJer i job, hvor de kan bruge deres naturlige entusiasme og charme til at motivere mennesker omkring sig til at nå deres mål. Derfor finder man dem ofte i ledende stillinger, både inden for den offentlige og private sektor, hvor de kan motivere personerne omkring sig til at skabe frugtbare løsninger. Ofte vil de være at finde inden for ledelse, undervisning, coachning, psykologi, skribentvirksomhed, kunst, musik og journalistik.

Og så var det lige

..at jeg synes, at den brasilianske skuespiller João Gabriel Vasconcellos muligvis er en af verdens smukkeste mænd. Er overhovedet ikke misundelig. Overhovedet.

Kan iøvrigt kun anbefale filmen From Beginning to End (Do Começo ao Fim).

Jeg slår op med Mies van der Rohe

I dag er en sorgens dag. I dag siger jeg farvel til mine seneste tre hjems helt egen frisørsalong eller hotellobby, nemlig mine to barcelonastole og fodskammel.

De blev købt i Århus (nu Aarhus) i 2005 til lejligheden på Trepkasgade, efter at en veninde havde udtrykt sin mening om prisniveauet på mine møbler, og at ”der kommer en tid i et hvert menneskes liv, hvor man bør investere i noget ordentligt”.
Som direkte konsekvens af den skyldspåførelse, blev altså barca’erne skaffet hjem. Og fine det var de. Og er den dag i dag. Også selvom de ikke er helt ægte.
I 2 år oplevede de både at være en del af et sofaarrangement, men også selv at udgøre rummets dagligstue. De har deltaget og assisteret til et flertal af fester, akavede dates, dybe samtaler og en masse fjernsynskiggeri.

Efter 3 år i Århus flyttede de til Stockholm og har heroppe prydet både en lejlighed på mondæne Kungsholmen og trendy’e Söder, hvor de har modtaget mange komplimenter for deres stil og holdning.

Men nu sidder jeg så i skrivende stund og venter på Manden fra Uppsala, hos hvem stolene og fodskamlen nu skal bo. Ingen af os ved hvem han er eller hvor de kommer til at stå, men i telefonen virkede han venlig, og jeg håber derfor at han kan tilbyde barca’erne et godt og trygt hjem.

Nyvaskede og klar til afgang står de nu her. Lidt underlig stemning er her. Som når man står på stationen og allerede har taget afsked, givet knuser og vinket til en gammel ven, der stiger på toget, og toget så bliver stående alt for længe, mens man står på hver sin side af ruden og vinker. Og vinker. Og forsøger at sige noget. Og vinker.

Tak, Barcelonastole (og skammel) for at I var en del af mit liv i så mange år. Og ha det godt i fremtiden.

Adios! Eller Auf Wiedersehen?

Onsdagssang, onsdagssang..

Nogle ordentlige kanoner!

Man siger at man skal passe på hvad man ønsker sig, for det kan være at man får det. Eller.. det siger de i hvert fald tit i amerikanske film.
Men til trods for at amerikanske film kun sjældent har tendens til at spejle den faktiske virkelighed, så skete det ikke desto mindre for mig i dag.
Jeg kan godt lide at få komplimenter og opmærksomhed, hvilket jeg har en fornemmelse af ikke er noget, jeg er alene om. Men i dag fik jeg for meget opmærksomhed. Mere præcist fik mine overarme for meget opmærksomhed. De gange det før er sket at nogen i positive vendinger har omtalt mine lemmer, er jeg blevet glad og smigret. Det er jo ingen hemmelighed at der er blevet lagt en del timer i omtalte kropsdele i løbet af de sidste par år, og så er det jo sådan set dejligt at det bliver sat pris på det.
Men netop i dag var det anderledes. Jeg følte mig udsat og objektiviseret, og det hele smagte næsten lidt af chikane. Hov.

Lad os prøve at skille tingene ad:
Først og fremmest tror jeg meget handler at det var mennesker, jeg ikke er tryg ved, som udtalte sig og uinviteret klemte på mig (hvilket jeg under alle omstændigheder synes er en smule over stregen); folk som jeg ikke er ”der” med og som jeg ikke har en særlig god eller stabil kommunikation med.
Desuden havde jeg netop været henne at træne og var i færd med at varme min frokost. Jeg var altså både træt, sulten og sukkerkold. Det har muligvis også været med til at korte min emotionelle lunte en del ned.
Alligevel må jeg forholde mig til hvordan det føltes, og det var egentlig ikke særlig rart.
Jeg ved godt at der er lidt ”poor little rich girl” over alt dette, og måske burde jeg bare tage det som en lidt dårligt timet kompliment og lade det være det med det.

Men hvordan havde det set ud hvis jeg havde været kvinde og de havde været mænd?

Aldrig, jeg sværger..

Så!
Ahh..
Tager mig en helt uopfordret fyraftensøl (her kl. 20.06 en mandag aften). Ja, man skulle vel måske ha ønsket sig at det var under mere festlige former, men der er faktisk mange, langt mere højagtede mennesker, der har drukket i sin ensomhed, uden at blive klandret for det. Og desuden har jeg hørt at det er vigtigt med en hobby. Eller at skabe sig en stimulerende hverdagsrutine. Nå.
Jeg overvejede et øjeblik at lege ”Knalde, Elske, Dræbe”. Du kender den? Altså når nogen siger tre navne på nogen man kender, og så skal man vælge hvem man vil knal.. ja, du forstår. Men hele pointen med den leg er, at nogen anden vælger personerne. Alene er legen ikke særlig udfordrende. Lidt som at spille skak med sig selv. Derimod skal man aldrig (aldrig) undervurdere sin associationsevne eller for den sags skyld sine black-outs, så legen ”Jeg har aldrig” passer fantastisk fint i soloversion. Som for eksempel:

”Jeg har aldrig gået på hænder”. Allerede her er jeg i tvivl. Umiddelbart så tror jeg aldrig jeg har kunnet eller har forsøgt at gå på hænder. Max et mislykket vindmølleforsøg, men jeg er ikke sikker på om jeg måske en anden gang har drukket og derefter gået på hænder, uden at jeg dagen efter havde nogen form for minde om hændelsen. Det må blive en måske’er.

”Jeg har aldrig smadret en vase i raseri”. Nej. Det har jeg ikke.

”Jeg har aldrig lavet grimasser for at få det til at se ud som om at det var en anden der fes”. (...drikker)

”Jeg har aldrig glemt navnet på nogen jeg har haft slimhindekontakt med”. (...drikker)

”Jeg har aldrig haft en kønssygdom”. (...drikker)

”Jeg har aldrig ønsket mig en brandbil i gave”. Her er så billedet jeg gerne vil give af mig selv i kombination med associationen en ret interessant faktor. Ja, og så hvor tørstig jeg er. For jeg ku da godt ha ønsket mig en brandbil da jeg var lille. Men selvom jeg i en senere alder (og måske også en tidligere) har haft ønsker omkring brandbilsrelaterede... ansatte, så har jeg aldrig direkte ønsket mig en brandbil.

”Jeg har aldrig fortrudt”. Bum. Også lidt vagt. At fortryde kan jo ofte betyde at man har taget fejl. Ah, hva pokker. (...drikker)

”Jeg har aldrig klatret op på og faldet ned fra en 3 meter høj hestestatue” (...drikker)

”Jeg har aldrig kysset noget af det samme køn” (...drikker)

”Jeg har aldrig købt noget i en rigtig fesen butik, bare fordi jeg ville kigge nærmere på den meget meget smukke ekspedient”. (...drikker)

”Jeg har aldrig synes at jeg var tyk”. (...drikker)

”Jeg har aldrig savnet min ex, aldrig været for fuld, aldrig sagt noget ondt om nogen, aldrig grædt i et klædeskab, aldrig slået nogen, aldrig været som folk er flest...”. (...drikker)

Nu skal jeg tisse!

Pas på stilheden!

Det er vel stadig sådan, at folk (eller man) ikke plejer at vælge nogen på sin egen størrelse, når de skal slås. Eller at folk udtaler sig om noget, som de ikke selv har nogen erfaring med. Eller ikke spiller med åbne kort.
Så så kan det vel heller ikke være helt forkert at fortælle noget som man ikke rigtig er sikker på er rigtigt? Vel? Det vil jeg gøre nu.
En på mit job fortalte forleden at der udløses en slags alarm, når der er stort skærm på tv’et eller lyd i radioen. Såkaldt ”dead air”. Det er jo sådan set meget godt. Der skal jo komme et ”teknisk uheld” skilt eller noget, så man ved at det ikke er ens eget fjernsyn eller radio, som er i udu og febrilsk begynder at omprogrammere og ominstallere og nulstille og hvad det nu hedder al’sammed’.
Det er bare det, at denne alarm åbenbart går i gang når stilheden har varet i fire sekunder. Fire!
Det er ikke længe, der må være stille.
Her vil nogen sikker sige at der kan ske meget på fire sekunder, og det kan nogen jo ha ret i. Men samtidig er der også meget, hvor fire sekunder ikke er tid nok.

På fire sekunder når du ikke at finde den side og den sætning i bogen, hvor du er nået til.
Du når ikke at tage du pung (altså tegnebog) frem når du er kommet frem til kassen, heller ikke selvom du lige har haft den oppe og lagt den øverst i tasken.
Du når ikke at løse en andengradsligning (lidt afhængig af hvilket mensaniveau du er på) og du når ikke finde din plads i toget inden nogen anden står helt tæt bag dig med løftede øjenbryn og tungt åndedræt (igen lidt afhængigt af hvilken tid på døgnet du er med tog og hvor pædagogisk sæderne er nummererede).

Okay. Ting man faktisk kan nå på fire sekunder:
Man når at fornemme et skænderi mellem et par (for eksempel på toget eller til en middag).
Man når at få stød af et elektrisk hegn.
Man når at opdage nogens dårlige åndedræt.
Man når at blive tændt af en pludselig berøring
Og man når at føle ubehag over en falsk sunget tone.
På fire sekunder når vi at mærke, men vi når ikke at forstå!

Men på radio/tv er der lykkeligvis en alarm som forstår for os imens vi bare sidder og tænker ”Nå. Der blev da godt nok stille nu”.

I en gammel (gammel) sang af Alanis Morrisette, som i øvrigt fuldstændig besejret er soundtracket til min ’95-’96, påstår hun at vi mennesker er bange for stilheden, og på den meget karakteristiske 90’er-dramaturgiske måde stopper sangen brat..... ooog så kommer hun tilbage og fortsætter med at spørge mig om jeg tænkte du på mine ubetalte regninger, min ex osv., eller om jeg længedes efter næste distrahering.
Nej, Alanis. Jeg tænkte på hvor lommeprædkende og halvfemserfilosofisk det er at skrive en hel sang, hvor man går ud fra at mennesker vælger lyd af frygt for stilheden.

Nu drejer verden sig heldigvis ikke om en halvfemserfilosofisk (godt ord) sangtekst. Ikke engang den vestlige verden drejer sig om den. Tværtimod så tror jeg at vi er ret bange. Ikke for stilheden, men for at de valg vi træffer er ligegyldige.
Når vi nu engang har bestemt os for at tænde for tv’et eller radioen, så er det vel trygt at vide at der går en alarm i gang, hvis vores valg at se Paradise Hotel eller lytte til P4 bliver ignoreret i mere end fire sekunder. Teknikken er jo mildest talt ligeglad med vores valg at se fjernsyn, når den vælger at ikke fungere.

Fire sekunder er jo sådan set ret længe. Man kan nå at blive forelske på fire sekunder. Og så kan man så gå resten af live og spekulere på hvad det var man faldt for..

Fister Humlehaven

Du har sikkert prøvet den sjove, sjove leg, hvor man tager navnet på sit første husdyr og navnet på den første gade du boede på, og vupti! Så har man sit strippernavn.

Okay. Som stripper skulle jeg i så fald arbejde under navnet Fister Humlehaven.
Ikke sådan voldsomt frækt egentligt, men det er på den anden side også svært at få en fræk kombination med Humlehaven..
Men der er ikke rigtig nogen vej (HA) udenom; i to uger efter min fødsel var jeg bosat i 50’er bongalow på adressen Hulmehaven i Valby. Det er nok også derfor jeg er en så metropolitær person.

Vælger man i stedet at snyde lidt i legen, havner jeg i stedet med scenenavnen Tiger Skolevej. Lidt bedre, trods alt, men alligevel ikke rigtige noget pletskud.
Skolevej var mit residens da jeg var bette, som jeg er sikker på er den tekniske betegnelse. Skolevej oplevede jeg dengang som en ret stor vej, men når jeg i en senere alder har besøgt vejen, indser jeg hvor lille jeg var, da jeg var lille. For det er ikke nogen stor vej. Eller også er vejen krympet, hvilket må anses at være en umulighed, da byen hvor vejen ligger må være mere en 100 år gammel, så at vejen skal være krympet på 20 år er med hjælp af udelukkelsesmetoden helt enkelt ikke sandsynligt.

Midt på denne gade for over 20 år siden stod i hvert fald tit en flok børn og sagde at ”alle må være med til rundbold pånær dem der starter med M”. Jeg og Mette gik hjem til mig og Mette græd og så drak vi sikkert kakaomælk. Det var der meget af.
Når vi fik lov til at være med, legede vi også nogle gange dåseput. Også efter lille-Kim fik ret mange og ret alvorlige tæsk af den underlige mand, hvis have vi så ikke måtte gemme os i.
Samme underlige mands æbletræ blev som resultat plyndret hver sommer og toiletpapir’et hver vinter.

Da jeg sidst var forbi den vej, der måske måske ikke skal danne efternavnet til mit navn som stripper, var det lige før at jeg havde sprunget op ad flisegangen, taget i døren og råbt ”faar, iiiben, er der nogen hjemmeeee?”, men de der bor der nu har taget vores navneskilt ned og jeg fatter hentydningen og går tilbage ud på vejen.
Her har jeg øvet mig i timevis i at blive en dygtig tamburmajor, inden at jeg vidste at jeg faktisk skulle blive en sådan en. Selvom jeg var en dreng. Jeg har også moret min storesøsters drengevenner på knallert og gjort min søster rubinrød over hele kroppen ved helt naturligt at smutte ud og kalde hende ind til aftensmad. Iført nylonkjole, guldsandaler med høje hæle og flot brun paryk. Og måske en håndtaske, hvis det skulle være lidt ekstra fint den dag.

Siden er jeg blevet stor og har boet på andre gader, der heller ikke rigtig er seriøse bud på stripper-efternavn. Som f.eks. Trepkasgade, Trige Centervej og Kungsklippan.

Eller.. Tiger Kungsklippan er måske ikke helt ved siden af.

Hm..
Synes nu alligevel Skolevej var sjovere.

Tænd!

Er der ikke snart nogen, der gider tænde lyset i verden?

Synes hulme der er mørkt her..

Tyvstjålet liste v. 2.1

Er ikke helt tryg ved:
Stort, rødt og hævet område på kinden
Mælk, der har stået i køleskabet en dag over sidste salgsdato
Bertel Haarder (mere)

Hvem har fundet på at kalde noget som helst for:
Glans penis
PK-huset

Savner:
Brændende kærlighed og karbonader
Musik
D-vitamin

Bliver det snart til noget med:
At jeg skal på ferie?
At de får tørret op nede i det der Queensland?

Vil virkelig gøre en indsats for:
At narre en svensk juleskinke til at tro den er en flæskesteg
At smile meget mere til verden

Har du set:
Ham den pæne nede i Lidl? Sådan så man ikke ud da jeg var 17.
At der snart kommer sne igen? Synes også vi står og mangler..

Trænger faktisk til:
En øl
Et knald
En krammer

Gid man IKKE havde råbt:
”Luder” under forretten til et bryllup (ikke til nogen, der var tilstede, men alligevel)
Kan man tillade sig at:
Holde ferie resten af året i noget tropisk klima?
Narre en skinke?

Der er noget galt i Ungarn..

Add it to your site:

<a href="http://blackout4hungary.net/" title="we support the blackout 4 hungary.net campaign for a free internet"><img src="http://blackout4hungary.net/en/blackout-052x052.gif" alt="we support the blackout 4 hungary.net campaign for a free internet" /></a><br/>