”Intelligente mennesker keder sig ikke.”Det har jeg altid fået som svar, når jeg har klaget min nød over kedsommelighed og ”ingentingatlavehed”; både som barn og nu også som voksen. Og det grænser jo nærmest til mobning. Det, der indirekte siges er, at det øjeblik jeg synes at det hele er lidt kedeligt, så PUF er jeg dum som en potteplante. Hm.
Nu betragter jeg mig selv som et ret intelligent menneske. Ja, grin du bare, men jeg læser faktisk bøger, ser nyheder, taler om aktuelle hændelser og har aldrig set et afsnit af De Unge Mødre. Alligevel sker det indimellem at jeg ikke kan finde på noget at lave, og derfor simpelthen keder mig. Og her er det så, at min IQ styrtdykker i et rasende tempo i samme øjeblik, som kedsomheden indtager min krop og jeg logger på facebook for fjerde gang på to minutter.
Hvis intelligens er målt i aktivitet og virksomhed, så kan jeg for så vidt være enig i mundheldet, for i disse situationer sker der virkelig ingenting. Men at jeg så herefter skal bære det røde idiotmærke i panden og i al fremtid ytre ting som ”Du styre” og ”Knuzzz tøzz”, er urimeligt! Og jeg finder mig ikke i det!
Jeg vil ha lov til at kede mig, lave ingenting og facebooke i timevis, hvis det passer mig, uden at partout stigmatiseres som ung mor eller deltager i For Lækker Til Love, Paradise Hotel og hvad det nu heller altsammed’.
Ja, jeg trækker voksenkortet: ”Jeg er voksen og må gøre, hvad jeg vil”. Nogen fordel skal der være med at være gråhåret.
”Intelligente mennesker keder sig – også”
