I ly af busk og krat

Hvor ER det dejligt at det sådan for alvor er blevet sommer! Overraskes lige meget hvert eneste år over hvor dejligt og lyst og varmt det er.

Har både badet (to gange) og grillet udenfor flere gange. Sidst på toppen af en klippe med udsigt over byen. Her opdagede jeg så at der er mere gang i mit lokale cruising-område end jeg troede; der er hulme mange mænd der vil risikere liv og lemmer og klatrer rundt på stejle bjergsider og slalommer imellem træer for eventuelt at score et bette anonymt blæs. Det morer og fascinerer mig, hvordan nogle har som mere eller mindre fast rutine hver mandag efter arbejde at cykle ud i en skov og gå og lure der i et par timer, inden man cykler hjem til familien eller ensomheden.

Men det er om ikke andet en både harmløs og sund hobby – sådan på frisk luft og naturmåden i hvert fald.

Forresten så har vi fået en "bande-kasse" på arbejde, hvor man skal lægge 5 kroner i hver gang man bander. Og gæt hvem der som den eneste IKKE har lagt penge i?
MIG! I KNOW! Det er helt utroligt! I'm a good person!

Spa me up!

Idag skal jeg benytte mig af min fødselsdagsgave fra min storesøster: En helkropsmassage på 70 minutter her!
Uh, det skal blive godt!

Sidst jeg fik noget lignende var på spaferie i Tallinn, hvor jeg blev indsmurt i mudder og efterladt som en kebabrulle indpakket i stanniol.
Håber denne gang bliver mere massage og mindre efterladen. Og det gør det nok. Har i hvert fald sparet op hvad angår spændinger i nakken og forkortede halsmuskler, så der er masser at tage fat i. So to speak.

Håber ikke massøren er sådan en der snakker og vil samtale. For det gider jeg ikke. I 70 minutter.

Sofaneser

Er der nogen, der lige gider synes noget om de her sofaer?

Forslag A sort:

Forslag A rød:

Forslag B mørkgrå:

Forslag B rød:

Bryllupskuller

Kan godt se at jeg er nødt til at kommentere på at der står et kæmpe kongeligt bryllup og tripper lige om hjørnet:

Konprinsessan Victoria bliver i morgen kl. 15.30 gift med Herr Daniel Westling som herefter skal tituleres som Hans Kungliga Höghet Prins Daniel av Sverige, Hertug av Västergötland.
Nummerologer verden over klapper i deres små hænder!
Og det gør jeg også! På min helt engen ironisk distancerede måde elsker jeg kongebryllupper. Stort set. Var i hvert fald meget engageret og lavede kollager da Prins Joakim fik sin kines, og sad bænket foran tv’et med bøsser, champagne, frugt og fin konditori da småfrække Kronprins Frederik fik Maaaary. Var dog helt uinteresseret da Joakim fik Mary2. Undskyld. Mari’. Som er sin helt egen person og på ingen måde en New Zealandsk kloning. På ingen måde!

Sidder i skrivende stund og forsøger at planlægge hvad vi skal spise til bryllupsfrokost, hvem skal være med og hvor skal vi stå og vinke til kortegen. Der er enormt megen logistik der skal løses. Særligt fordi vi nok næppe bliver de eneste gamle damer, der vil have et glimt af det stressede par.

Åh bryllup. Som fraskilt kan man jo have sine meninger, og jeg skal da aldrig nogensinde selv have noget som helst bryllupsarrangement ever, men synes nu er det sjovt. At det sjældent er romantisk eller smukt fordi de indblandede er så stressede, overtrætte og udmajede, er en anden sag, men selve hysterien omkring arrangementet er right up my ally. Og bryllupsfester er altid et hit!

Så kan man jo ærgre sig over at jeg heller ikke denne gang er inviteret. Som til Lange Grethe aka Store Krones 70årsfest. Tror lige jeg ringer Kungahuset og hører om der er kommet et afbud. Telefonnummeret er +46-8-402 60 00

(Kunne ikke dy mig for lige at sætte et ekstra billede ind, hvor Daniel faktisk er pæn ud. Synes ellers mest han ser underlig ud. Men det er nok brillerne.)

Going green!

SE!! Totalt mit næste køb!

I dag faktisk!

Stod udenfor butikken i går i 20 minutter sammen med Freddie og ventede, fordi der var et ”Kommer straks” skilt i døren.. men da klokken blev 18 og ingen var kommet straks, tog tålmodigheden slut. Men ikke i dag! Today I’m buying!

”Grøn” minder mig altid om en sang vi sang i Musikalsk forskole på Århus Musikskole hver tirsdag da jeg var 6 år. Lærerinden hed Ingrid Oberborbeck og spillede altid klaver og sang højest af alle:

Grøn er grøftekanten
Grøn er salaten
Grøn er juletræet og det grønne lys
Grøn er en Tuborg
Grøn er krokodillen
Lysegrønt er håbet når den.. (…og så kan jeg ikke huske mere..)


...”Grøn er en Tuborg”.. i en børnesang. Åh, jeg savner 80erne!

Hvalflæsk eller valgflæsk?

Skræmmende. Har jeg virkelig så dårlig fantasi? Eller er det selve opgaven, som er for abstrakt for mig: At lave en liste over ting jeg gerne vil gøre eller steder, jeg gerne vil se?

Ikke på midtlivskrisemåden, men alligevel.

Det startede med at jeg læste på politiken.dk at en hval er strandet i Vejle fjord. Nu er den så vist blevet hjulpet ud på noget dybere vand og svømmet væk, men det fik mig til at tænke at sådan én vil jeg gerne se engang. En stor hval. Blåhval! Ligesom på tv, hvor man er på en båd eller står på stranden og ser dem komme op, puste vand ud af åndehullet og så dykke igen.

Så tænkte jeg, at jeg da lige skulle lave en liste over ting jeg vil gøre eller se eller opleve.
Men så var det som om at kilden blev udtørret næsten med det samme efter hvalen.


• Se en hval
• Rejse til Asien (thailand, kina, japan osv.)
• Rejse til San Fransisco
• Rejse til Island
• …
• …


Kan det passe? Er det alt jeg gerne vil? Eller er jeg bare så praktisk inde i hovedet, at alle usandsynlige, umulige eller useriøse forslag bliver frasorterede inden de når ud i den bevidste del af min hjerne og ned på tastaturet?
Der er også en del ting, jeg ikke gider: Bungyjump, for eksempel. Eller vandre gennem Cambodja med telt og rygsæk. Eller køre i hundeslæde over Nordpolen. Det er det, vi har kronprinser til og det blander jeg min helt udenom.
Men er der virkelig kun fire ting, jeg vil, sådan on a grander scale?

Listeform

Har:
Sagt op og starter nyt job igenigenigen. Er arbejdsmarkedets svar på Cher,
Badet for første gang i år. Kom hurtigt op igen.
Lilla shorts.
Købt billetter til hyggelig jysk sommerhusturné om en måneds tid.

Skal:
Holde op med at bide negle. Igen.
Snart klippes igen. Denne gang måske ikke kun for 150 kr.
Finde en man-purse.
Planlægge ferie til Thailand i november. Nogen der har nogle rejsetips?

Er træt af:
At jeg ikke ved interessere mig mere for fodbold, når det nu er det man snakker om.
Dårlig kommunikation og udygtighed.
At jeg ikke kommer ud at rejse og besøge mine venner som ofte som jeg ville.
At min cykel er så fesen.

Er glad for:
Freddie.
Snart at få rikskuponger igen.
At det (snart) er sommer
Pommes frites. Hvem er ikke det?

I praktik

Ja. Så begynder fire uger som verdens bedst betalte piccoline.

I stedet for at indse at der ikke er arbejde til mig (hvilket er årsagen til at jeg de sidste to måneder har grebet efter halmstrå og kummer fra de riges bord og hvad det nu hedder altsamed’, blot få at have lidt at fylde min 40 timers arbejdsuge med) og lade mig afslutte og smutte, skal jeg være assistent og negerslave for alle mine kollegaer og lave det, de ikke gider eller påstår de ikke når.

Så det er jo fedt. For tænk om nogen skulle vove faktisk at tage en konkret beslutning. Uhanej! Så kunne man jo virke handlekraftig, og det bliver der set ilde på her. Så ilde, at man ofte oplever en modarbejdelse fra chefniveau når man forsøger at få noget afsluttet og gennemført. ”Vi behøver mere statistik inden vi kan tage en beslutning” er nærmest et motto, hvilket betyder at man leverer mere statistik end resultat.
Umiddelbart vil jeg skyde skylden på den tyske ledelse, men skylden ligger ligeså meget hos de duknakkede svenskere, der bare lystrer i stedet for at sætte noget stolthed i deres arbejde.

Nå. Nu blev jeg lidt ophidset. Sorry. Men det er jo lidt abstrakt at man ikke engang magter opgaven at iværksætte mig. MIG.

Kom nu on, da!

The Carola Experience

Så skete det. Jeg så hende live på scenen.

Har jo allerede stort set spist frokost med hende (hun sad godt nok ved bordet ved siden af sammen med sönnen Amadeus (stakkels barn har ikke en chance), men alligevel) og nu har hun også sunget for mig. Og 400 andre.

Man kan sige og synes meget om hende, og det kommer vi også til, men at hun er en meget dygtig og rutineret sangerinde og ”performer” kan man ikke tage fra hende. Der er fuld kontrol hele vejen. Også når hun udbryder ”Hva er den näste sang? Hvor er jeg?”
Hendes holden-mikrofonen-en –meter-väk-fra-munden-trick imponerer mig og jeg ville gerne pröve at höre hvor meget lyd der så egentligt kommer ud af det lille menneske. Generelt kan man jo sige at hun har en meget speciel sangteknik. Hendes vibrato sidder udelukkende i käben og hun yodler sig igennem det meste, men på den fede måde. Og trods den tvivlsomme prästation til Eurovisionen hvor hun mest råbte sig igennem ”Invinsable” har hun ikke mistet noget af hverken stemme eller höjde. Igår blev der beltet og skreget uden problemer.

Når det så er sagt (oh yes) så er det en underlig oplevelse: Det er et väkkelsesmöde i pinsekirken der foregår for öjnene af een; både band og isär koret er irriterende nyreligiöse og synger op mod Jesus hele tiden. Og det virker som om det er vigtigere for Carola at hendes musikere har Jesus i hjertet end at de er dygtige musikere, hvilket gör forskellen mellem hende og sit band alt for stor og uligevägtig. Og da hun midt i noget Harlemkirkeimprovisition stopper musikken og udbryder ”Nejnejstop. I skal jo väre med når jeg täller for..” bliver dette alt for tydeligt og lidt pinligt for os der kigger på.

Men det er nok også en del af oplevelsen; at det er lidt pinligt, at hun ER en manisk, nyreligiös agitator med alt for mange extentions , men som når alt kommer til alt kan synge röven ud af bukserne på de fleste.

Og hendes sko var helt fantastiske!

Danskertest?

Quiz - Indfødsretprøven 2010

Dit resultat:
Du havde 32 rigtige besvarelser
8 var forkerte
Tidsforbruget var: 09:39 min

Er jeg så godkendt? Og dansk? Eller hvad sker der nu? Måske får jeg ike lov til at rejse hjem på ferie til sommer? Skal jeg så ansøge om visum?

Synes egentlig den test skabte flere spørgsmål end den besvarede.

Tag selv testen HER

Rigtige og forkerte beslutninger

Jeg har altid haft det lidt svært med beslutninger.

Meninger derimod: Aldrig et problem.

Det bedste eksempel jeg kan komme på er, at jeg flere gange som barn valgte ikke at ville have en is, simpelthen fordi valget mellem de mange forskellige slags var alt for svært. Fravalget og gåen glip af de andre is var åbenbart værre for mig end slet ikke at vælge.
Essensen af denne beslutsomhedsangst sidder stadig i kroppen på mig og gnaver fra tid til anden i mavesækken.

Denne gang er det, som så mange andre gange, et valg mellem to jobs det handler om:

I højre ringhjørne har vi det nu velkendte job med kolleger, som jeg efterhånden har nærmet mig og som jeg synes bedre om for hver dag. Dog er der ingen jeg har været særlig privat med. Desværre er her også totalt kaos og en administrativ rodebutik af rang. De facto betyder det at jeg efter to måneder stadig ikke har en konkret jobbeskrivelse eller faste opgaver, men arbejder med projekter som jeg selv har gravet frem for at have noget at lave. De, der har bestemt at min stilling skulle oprettes har tydeligvis overset at der allerede er tre personer til at udføre opgaverne. Disse personer sidder 600 km væk og et gruppesamarbejde er derfor ikke helt åbenlyst. Desuden gik jeg i går efter en samtale med min chef hjem med beskeden ”når de andre nu har sagt op så skal du tage over..”. Men så vidt jeg ved (og så vidt de ved) er der ikke sådanne planer.

I venstre ringhjørne er det nye, ukendte job. Her har jeg en insider som fortæller om gode kolleger, et godt klima, åben kommunikation og konkrete opgaver. Og selve jobbet lyder spændende og stort set noget helt nyt for mig. Man får stort ansvar og plads til selv at løse sine opgaver, samtidigt med at der er helt fastsatte mål og resultater der skal leveres.

Umiddelbart lyder valget ikke svært. Min mave slår knuder fordi dette betyder endnu en opsigelse efter kort ansættelsestid i bagagen; endnu en fiasko og en stikken halen mellem benene når det bliver for besværligt og ikke som jeg forestillede mig.
Samtidig er chancen jo faktisk at dette nye job passer mig både i opgaven og i miljøet.
Men hvis det nu ikke gør? Hva så? Hvor længe kan man blive ved sådan her inden nogen griber ind og tvangs-coacher mig? Eller indlægger mig på en karrieresti?

Måske skal jeg bare lade være med at gøre tingene mere komplicerede end de er..?

Mingle forkert

Jeg har, som tidligere beskrevet, en udfordring i kunsten at mingle, som jeg ikke mestrer så godt som jeg gerne ville. Jeg er bare alt for dårligt til at gå rundt og hilse og huske navne.

Efter en lang dag i går med underlige møder om projekter som er så hemmelige at jeg ikke må få nogen information (hvilket gør det lidt svært at begribe hvad der tales om) og den sædvanlige arbejdsfrustration troede jeg at jeg skulle mødes med min ven Mads og spise en is i solen. Men Mads havde andre planer og pludselig stod jeg på en hotelbar med svedige armhuler, et glas vin i hånden og omgivet af danskere! Åbenbart er der en dansk forening som mødes hver måned og mingler og… ja.. jeg forstår ikke rigtig formålet. I denne eksklusive kreds fandtes hele to som jeg har været i rekrutteringsproces hos; den ene er rigtig sød og vi sludrede, den anden er et fjols som jeg smilede falskt til da jeg så genkendelsens panik i hendes øjne (Kort opsummering: jeg blev headhuntet og var til samtale vedrørende en stilling, som viste sig slet ikke eksistere. Og så spilder man min tid. Og så er jeg ikke venlig.)
Jeg var der i 50 minutter og gik kold i sofaen hos en forbløffet Freddie umiddelbart efter. Helt udmattet af at stå og smile og skulle interagere og grine i flok.

Let’s break it down:
Den ene del er at jeg slet ikke er interesseret i nogen dansk forening i Stockholm. Havde vi været i Hong Kong eller Kuala lumpur kunne jeg se formålet og hyggen i det. Men nu bor jeg jo her fordi jeg ville prøve noget andet end ”dansk”, og har svært ved at se my personal gain ved at mødes med totalt fremmede en gang om måneden, som jeg kun har en ting til fælles med; at vi taler samme sprog. Så jeg er helt malplaceret i sådanne arrangementer.
Den anden del er som sagt min evne til at møde folk og tale om vind og vejr og dumme telefonsælgere begrænset. Jeg har bare svært ved at skjule at det keder mig. Måske er jeg i bund og grund asocial men undercover som festlig, udadvendt mand, som hver dag kæmper en indre kamp? Eller også skal jeg lære at styre samtalerne ind på noget mere interessant, i stedet for at drive væk og tænke på noget andet?

Kombinationen af ovenstående og så at jeg var helt uforberedt på konsekvensen af dette mingel var nok årsagen til min kraftige reaktion.

Så lektien til næste gang: Vær forberedt, smil venligere og hils på flere folk, hvis samtalen bliver træls. Live and learn!

Direkte kommunikation

Fik i dag at vide at min direktør havde råbt af en sælger i telefonen. På skæld-ud måden.

Og det er bare overhovedet ikke okay. Slet ikke når man er direktør. Og især ikke når sælgeren ikke havde gjort noget forkert med vilje, men blot var misinformeret. Hvilket i sidste ende er direktørens ansvar.

Men skal man nu se det positive i situationen, var det forfriskende at direktøren for en gangs skyld talte direkte til en sælger i stedet for (som det er kutyme her) kun at kommunikere med de personer, som er på ens eget niveau.
Denne kultur forstærkes endnu mere i den fysiske indretning af kontoret, hvor direktionen sidder på øverste etage, økonomi på etagen under osv. ned til kundeservice i kælderen. Jo jo!

(At jeg også sidder på øverste etage må være en fejl. Venter hvert øjeblik på at blive råbt af og sendt ned med elevatoren.)