Ens hovede er underligt når man drømmer. Meget underligt.
I nat stod jeg for eksempel på ski. Det er ikke så underligt i princippet. Jeg snakker så i telefon med min far og siger at jeg holder min 30års fest heroppe (i snelandet, nok Sverige), og så begynder han at græde. Noget min far nok aldrig gør. Så jeg siger ok, så kommer jeg og holder en fest hjemme også. Og inviterer på facebook. Inviterer også Hyasinth Bucket, som jeg jo er venner med.
Jeg skal så tilbage på pisten, som er ved at lukke for at se hvornår bussen til Århus går. Her kommer jeg næsten i slåskamp med en ældre dame i pels, som er meget ubehøvlet og snyder foran i køen til tabellen.
Vupti er jeg i min fars hus og gæsterne strømmer ind. Maden er ikke lavet, men dog købt ind, og der er ikke rigtig glas nok (er jo selv lige ankommet). Lige da jeg kan se nogle af gæsterne på eget initaitiv begynde at lave maden (big no-no) kommer Patricia Routledge og Clive Swift (Hyasinth og Richard Bucket, men som privatpersoner) ind ad døren. Min far havde set at jeg havde inviteret dem på facebook, så han havde ringet til dem “rigtigt” og inviteret. Søde ældre mennesker, som åbenbart taler svensk. Men der var stadig ingen glas. Så mig op I min fars køkken og lede sammen med ham. Fandt aldrig flere glas. Eller dvs. glas var der masser af, men ikke de rigtige – hvidvinsglas fra Ikea, som gerne må gå i stykker.
Og så vågnede jeg.
Tænk hvis der stadig står en hel fest hjemme hos min far og drikker vin fra flasken? Inklusive engelske kendte tv-skuespillere. Råvarer er der nok af, så sulte behøver de ikke. Måske jeg lige skal ringe og tjekke… Svarer hun så måske telefonen?
