I mitt hjärta.

Jeg har netop købt en togbillet fra Stockholm til København. Enkeltrejse. Det var svært.

I disse dage siger jeg farvel til byen, som har været mit hjem gennem seks og et halvt år. Det er længe for sådan én som mig.
Der er blevet budt på mange magiske oplevelser lige fra at få lov at synge i landets næststørste tv-program til at bade i total stilhed under stjernerne.

Jeg har været så heldig at møde fantastiske, kærlige mennesker. Nogle har været flygtige bekendtskaber og andre livslange venskaber, men ingen er glemt.

Det er heroppe, jeg har gennemlevet nogle af de værste kriser – Både 30-årskrise  og det der var meget værre.

Det er også her, jeg har boet i længest tid i egen lejlighed og det er her, jeg har haft nogle af mine til dato vigtigste parforhold.

Når jeg tænker på det, som skal blive mit ”nye” liv de næste tre år og som starter om 28 dage, er det lige nu mest med nervøsitet og forvirring. Og tvivl.

For hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af det? Eller bliver ked af det? Eller bliver så glad for det, at jeg glemmer hvor meget jeg savner Stockholm lige nu?

Jeg ved i mit hovede at det nok skal gå; at der er nogen til at ae mig på kinden og at dette her er helt og aldeles nødvendigt. Lige nu er det bare virkelig trist.

Når alt kommer til alt så er det er nok bare sådan her, det er. Og skal være: Det er svært at tage afsked og Joni Mitchell synger hele tiden ”You don’t know what you got ’till it’s gone”. Alligevel er det altid først i 11. time at vi endelig sætter pris på det vi har. Eller havde.

Så nu vil jeg gemme Stockholm i mit hjertet, indtil den dag jeg kommer hjem igen.

Oppe at vende

Der er meget oppe at vende for tiden:

Voldsomme forværringer af aktindsigt, militante ammende og mit eget liv oppe til revision.

Det lader til at politikere og embedsmænd nu åbenlyst kan tilbageholde vigtig information fra vælgere og folketing. (Er du uenig kan du skrive under HER. Der kan nemlig stadig begæres folkeafstemning om lovforslaget)

Samtidig (og måske vigtigere) så er enkelte ammende mødre gået på barikaderne for at kræve deres hidtil ukendte menneskeret: At amme hvor som helst!

For mig handler dette om gensidig respekt. Det gør det ikke for disse mødre.
For dem handler det om deres ret til at blæse på caféejernes ret til at bestemme i deres egne caféer og alle andres menneskers blufærdighedsgrænse.
Men hvem kan modsætte sig argumenter som ”jeg må amme, hvor jeg vil” og ”det er det mest naturlige i verden”? Sødt. Rummeligt.

Og bare tanken om at Ammefriheden bliver begrænset til visse caféer? Utænkeligt. På samme måde som rygerne nægter ikke at ryge på samme café…
Kender heldigvis en del småbørnsmødre, som ikke ser problemet her. Hurra.

Men nu til sagens kerne: Mig!

Det lader til at jeg endnu engang vender op og ned på mit liv. Har søgt ind på CBS for at læse en bachelor og faktisk få sådan et bevis på at jeg kan noget. Det er rart at vide hvad der skal ske de næste 3 år og samtidig voldsomt angstprovokerende at skulle i skole, læse, leve på SU og være klassekammerat med dem på 19.

Desuden har jeg ikke noget sted at bo i Kbh (så.. hvis du kender nogen….), men da jeg ikke får svar før den 29. juli, er det svært at være særlig konkret i den søgning. Endnu.
Har lagt alle mine æg i denne kurv; sagt mit job op og fundet en lejer til min lejlighed heroppe, så hvis jeg ikke kommer ind, så sidder jeg med en helt masse skæg i postkassen.

Så stemning lige nu er blandet spænding, panik, mod på et nyt kapitel og koldsved. Herligt!

And how are you?

Effektiv besparing. Eller hvad det nu hedder..

En glad og effektiv arbejder

Nu tænker jeg bare lige højt.

De sidste mange år er der gået mode i ord som effektivisering, effektiv tid og tidsoptimering.

At arbejde effektivt er der nok ingen, der kan synes er en dum ide. Tværtimod er effektivisering en fordel for både arbejdsgiver og arbejdstager. Klog af erfaring kan jeg fortælle, at mange dage uden noget at lave og for meget spildtid på jobbet har en voldsom demotiverende effekt på både arbejdsindsats og arbejdsstolthed (det, man på engelsk kalder ”job satisfaction”).

Nu lader det dog til at mange forveksler effektivisering med besparing. Det er farligt. Og slet ikke det samme.

Bevares. Effektivisering kan gøres op i penge, når en opgave udføres på kortere tid og dermed koster mindre i arbejdsløn, alternativt at der enten skabes plads til flere løste opgaver i samme tidsrum.

Problemet opstår, når man vil nedskære (det grimme ord for besparing) og kalder det for effektivisering.

En virksomhed ser at personalet ikke løser deres opgaver på den nominerede tid. Fair nok. Firmaet skal naturligvis være økonomisk holdbart.

Men i stedet for at påbegynde en effektivisering, hvor man (i samarbejde med pågældende personale.- udråbstegn!) først undersøger, hvordan personalet bedre og hurtigere kan løse deres opgaver, uden at gå på kompromis med kvalitet, og dernæst iværksætter løsningsmodeller for at finde frem til den bedste løsning, inden en beslutning træffes, så gør man det modsatte:
Man skærer i personalestyrken, så de, der er tilbage, nu skal løse flere opgaver med forringede forudsætninger.

Så sker der det, der skete hos sygehuspersonalet, hos hjemmehjælpen, lærerne og nu også hos politiet (jeg undskylder overfor de eventuelt oversete faggrupper): Arbejdsstoltheden og tilfredsheden daler og de ansatte bliver utilfredse, obstinate og mindre effektive. Måske strejker de.

I stedet for en besparing, får man i stedet øgede sygemeldinger, lavere effektivitet og et rigtig dårligt arbejdsmiljø.

Nu hvor denne uheldige model efterhånden er afprøvet i rigtig mange forskellige industrier og med nogenlunde samme resultat, er det spændende at se, hvornår man også på bestyrelses- og ledelsesniveau opdager, at udfordringen med effektivitet skal gribes anderledes an.

I en perfekt verden kunne man måske sige "Her er niveauet: Det her koster det.” og så arbejde derfra. Måske er den laveste pris til slutkonsumenten ikke nødvendigvis målet. Måske er de en sund forretning, glade medarbejdere og et godt image?

Se på Apple. De leverer langt fra de billigste produkter på markedet, er en af de allerstørste i deres kategori OG deres medarbejdere er gladere og mere tilfredse med deres arbejde end gennemsnittet. Det er de, fordi Apple aktivt arbejder for at skabe en inspirerende og attraktiv arbejdsplads.

Jeg vil vove den påstand, at lige meget hvilken branche man har at gøre med, så der der ingen undskyldning for ikke at vide, hvornår citronen ikke kan presses mere, og hvordan tilfredse medarbejder øger effektivitet, produktion og brand – og dermed omsætning.

Men hvad ved jeg?

Nåmensåteløk

Publikum

Nå. Hun vandt.

Det havde jeg simpelthen ikke troet, men det betyder jo ikke nødvendigvis at jeg tog fejl. Jeg kan blot konstatere, at den bedste sang (eller mand m/k) ikke altid vinder.

SVT lavede et meget flot show og da folk endelig forstod Petra Medes tørre og sarkastiske humor i det store pausenummer, var det jo så jeg blev helt varm om hjertet. At min drømmeven Sarah DF var sjovere end nogensinde før som Lynda Woodruf, gjorde det ikke mindre festligt.

Men inden jeg gør klar til at finde ”Emilie de Forest JA-hatten” frem, ska vi lige svælge og smægte os i årets gode sange.

Estland blev desværre helt overset og endte på en 20. plads, trods en meget smuk ballade fremført til rørende og hjerteligt af den lille henrivende (og svangre) Birgit, som både sang midt i publikum og gik på trapper i lang kjole, uden så meget som en snert af panik.
Etta havde helt sikkert givet hende En stor femtal!


Zlata aka Maskinen fra Ukraine blev nummer 3. Hun sang til perfektion og helt upåvirket af, at hendes entre blev en smule shaky, tak være en nervøs kæmpe. Men det kan man ikke rigtig bebrejde ham. Kæmpen. Zlata beltede sig igennem årets bedste omkvæd med en overbevisning, der gjorde mig en smule fugtig i armhulerne.


Og Moldavien. The Girl on Fire! Lækkert nummer at se på og meget dejligt sunget, trods tydelige nerver (Læg gerne mærke til, hvor få chancer hun har til at trække vejret..). Elskede showet og hendes hår, som i sig selv fortjente mere end en 11. plads.



Herning har som forventet allerede hele pr-maskineriet i gang for at få showet ud på heden. Selv Frank Jensen lader til at have opgivet kampen på forhånd. Og jeg tror også, at Herning nok skal få det hevet hjem.
....Ikke at det jeg tror har nogen relevans eller forbindelse med virkeligheden – åbenbart.

Tillykke DK. Vi ses snart.

Welcome to Copenha.. Malmooee!

Til de få, der endnu ikke har opdaget det, så er der grand prix i luften! Nærmere betegnet i luften over Malmö, hvor alle hoteller er fuldt bookede med nervøse sangerinder (m/k) fra nær og fjern, og deres hære af stylister, artister, dansere, svansere og pr-maskiner (m/k).

De, der bookede i tide og dermed fik plads, vil det sige. For som i Betlehem, så i Malmö: Alt er optaget og ingensteds kan husly findes.

I praksis betyder det, at delegationerne må løse deres akutte og temporære boligsituations andetsteds – altså i København. Og ikke kun dem. De mange, mange (MANGE) grandprix fans må også se sig nødsaget til at pendle over Storebælt til og fra det store show.

Da det blev officielt at ESC 2013 skulle stå i Malmö ”Arena”, skal en af Københavns mange borgmestre efter sigende have twittret en stor tak til SVT. Det gjorde han eller hun ret i, for helt uden at røre en finger (eller kulturkassen), har København i disse dage flere tusinde turister mere end sædvanligt, og Wonderful Copenhagen gnider sig i hænderne og smiler skævt.

Det er dejligt for København og for Danmark! Men det er hulme dumt af Sverige. Det skulle være interessant at få indblik i, hvilket vanvittigt politisk cirkus som har fået et af verdens største TV-arrangementer til at placeres et sted, som ikke har kapacitet til at rumme det, i stedet for at placere der, hvor alle (inklusive værtsparet i Baku sidste år og i det danske grand prix i år) regnede med at det skulle afholdes; Stockholm. Her kan tilføjes, at flere hundrede Stockholmske hotelværelser allerede var bookede, inden det blev besluttet at Malmö skulle være værtsby.

”Our southern capital to the rest of Europe” prøvede ESC-værtinde Peter Mede at forklare valget med under semifinalen i tirsdags. Og ja, det havde været korrekt, hvis dette var ECS 1992, men nu hvor hele Baltikum og Rusland deltager, holder argumentet ikke.

Hvor om alting er, så er det indstil videre et flot show med rørende tegnsprogstegnende børn og sjov pauseunderholdning. Moldavien, Danmark, Estland og Ukraine gik videre til finalen, så egentlig har jeg ikke meget at klage over. Bortset fra at det havde været skægt at se det Live from Stockholm. For jeg rejser ikke til Malmö. Det gør jeg sgu ikke. Det er simpelthen for fesent!

Måske bliver det en tur til Moldavien næste år? Skal bare liiige finde ud af, hvor det mon ligger..

En bred erfaring

Ikke mig

Jeg har tidligere bevæget mig graciøst rundt i emnet ”job hopping” og beskrevet min evne til at kaste mig hovedkulds fra den ene ende af erhvervslivet til den anden.

I dag havde jeg tænkt, at jeg lige ville genopfriske nogle af de mere usædvanlige jobs (eller arbejdsrelaterede opgaver, om man vil) som jeg har bestredet.

Der er ingen morale eller pointe i dagens indspark. Dette er ren selvudlevering og forhåbentligvis underholdning.

Pizzabager.
Vi starter blidt. Selve jobbet er langt fra usædvanligt. Dog mere for personer af kaukasisk afstamning end andre. Dog var det især usædvanligt for mig, da jeg hverken taler italiensk (eller andet middelhavs/mellemøst/østeuropæisk sprog) eller er decideret god til at bage pizzaer. Trods det, tilbragte jeg det meste af en sommer med at klatte rundt med tomatsovs og mozzarellastrimler. Og med helt okay resultat. Der blev aldrig klaget over maden på mine vagter. No, sir!

Telefonsvarer.
Det er ikke bare en kæk måde at beskrive et job som telefondame/kundeservicemedarbejder, men jeg har rent faktisk ageret ”live telefonsvarer” for forhenværende statsminister Poul NR og kone Lone. I stedet for, som alle andre dengang, at købe en maskine i Føtex til 200 kr., valgte man at købe en tjeneste, hvor et rigtigt menneske svarede telefonen og enten kunne tage imod en besked eller henvise til et mobilnummer. Ikke stille videre, blot henvise. Altså fuldstændig samme service som maskinen til 200 kr. Jeg kan afsløre her, at tjenesten kostede betydeligt mere, så det var rart at vide, at de der styrer landet også har en god, sund privatøkonomi.

Cykelbud (cyklebud bør det vel hedde?).
Heller ikke noget usædvanligt job, men luk lige øjnene og forestil dig en 14-årig Ehlers en mørk eftermiddag i december iført nissehue-overtrukken cykelhjelm og en Fjällräven proppet til randen med apotekervarer til ældre og gangbesværede i lokalområdet. På rød damecykel. Blev rig af drikkepenge, siger jeg!

Danselærer.
It’s true! Folk har betalt penge for at lære dansens kunst af mig. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og åbenbart også ungdomsskoler at ansætte revl og krat. I et svagt øjeblik sagde jeg ja til at undervise et hold i ”funky dance”. Den får du lige igen: Funky dance… Visualisér.. Det skal siges, at eleverne var glade og kom og dansede hele sæson'en, så noget fik de vel ud af det.

Tamburmajor.
Er legende i branchen. Mildest talt. Har gået forrest og vist vej til ære for borgere, borgmestre, dronninger, prinser og julemarkedsgæster over hele Danmark og Sydslesvig. Har desuden undervist drenge og piger i kunsten at gå med pind gennem størstedelen af 90erne. Og her taler vi både diverse spejderorganisationer (inklusive KFUK. Ja. -K.), skotske pibe bands (har altid været flot i kilt) og hjemmeværnet. Fik aldrig decideret penge for det, men hvis arbejdet bærer lønnen i sig selv, så var det godt betalt.

Nåh..

Kom så, du søde milde!

Held!

Forleden holdte jeg personlig premiere for årets fortovsserveringer.

Det blev en meget stor fadøl i meget godt selskab. Og hyggeligt var det!
Glemt var vinterdepression, selvhad og løftet jeg svor om ikke at gå igennem endnu en skandinavisk vinter.

Indsvøbt i Carlsbergplaid fuld af cigarrethuller og andre menneskers hår, kneb jeg øjnene i og missede mod de få, men meget varme stråler fra solen, imens jeg drak og røg og snakkede og gestikulerede festligt.

Vi nåede godt nok kun lige igennem den store øl inden vi gav op og gik indenfor i varmen, men nu er det officielt: Foråret er her! Det er forår igen! Træer, buske og NBA basketballspillere springer ud i fuld flor.

Overraskelsen og glæden er lige stor hvert år. Det er som om, vi har en indbygget kollektiv demens, når det kommer til årstider:

Hver sommer chokeres vi over hvor hurtigt vi bliver solbrændte, hvor mange mariehøns der egentlig er og at det udelukkende er held, der gør at man får gang i engangsgrillen.

Om efteråret kan vi aldrig forstå at sommeren var så kort, at ruskindssko ikke er en efterårssko i Skandinavisk klima og får et chok, når der pludselig og helt uden varsel er glat på vejen (selvom det regnede i går og vi udmærket hørte meteorologen advare om nattefrost).

Når det bliver vinter, kommer der aldrig lige så meget sne som sidste år, det er utroligt at det fortov ikke bliver ryddet og hver første juledag fortryder vi at vi pinedød skulle det store repertoire igennem dagen før, i stedet for at tage den med ro og nyde hinandens selskab.

Og hver gang foråret kommer, glemmer vi al ovenstående og kaster os kåde og småforkølede ud på caféernes klapstole iført t-shirts og solbriller fra sidste år.

Det er sådan, det er og sådan, det skal være. Foråret må være den årstid, der skaber mest balance på depressionskontoen og får det gode humør og smilerynkerne ordentligt tilbage i vores blege ansigter.

Så vær velkommen, forårets år og velkommen her hid!

   

Tal og tone

Har man noget på hjertet (og en smule på hjernen), skal man ud med det.

Derfor er det heldigt, at dette hyggehobbybloggermedie eksisterer. Her kan både man og jeg fortælle, brokke, grine, vise og påpege i vilden sky, uden at pådutte eller spamme nogen med mine meninger og ordkløveri. Med mindre man abonnerer, i hvilket fald man selv er ude om det!

På Facebook derimod er der lidt andre spilleregler: Her går budskaber og synspunkter ud til et relativt stort og ikke altid lige homogent publikum, som ikke nødvendigvis er enig eller interesseret i at skulle låne øren til, hvad du nu går og synes.  Ikke uden at tage stilling, i hvert fald.

Og det tror jeg ind imellem vi glemmer.

Eksempler på udsagn, der kan afføde uventede reaktioner, er der mange af. Lige fra ”Jeg støtter lærerne” til ”Kom så FCK!”.

Således kommer der, i bedste karmastil, ind imellem reaktioner tilbage, som ikke var den opbakning og ja-sigen, der var det tiltænkte resultat. Ofte reagerer vi kraftigt på modreaktionen og får sagt ting som ”Nå, der blev du sur”, ”Den gik lige ind, hva?” eller ”Nu var det jo ikke meningen, at dette skulle være en diskussion”

Sidstnævnte eksempel viser tydeligt afsenders hensigt med udsagnet; nemlig at sige noget uden at skulle forsvare eller stå til ansvar.

I disse dage, hvor vi kaster om os med angrebsord som ”dialog”, ”kommunikation” og ”samtale”, bude vi måske samtidig lige trække vejret helt ned i maven, kigge indad og se, om vi selv er så åbne for feedback og samtale, som vi kræver, at alle andre er.

For det kedelige og dybt uretfærdige faktum er, at alting starter med dig selv.  Ikke dermed sagt at man ikke skal sige sin mening og melde ud via sociale medier, men ind imellem vil det måske være et frisk pust lige at tænke: Hvis jeg sad overfor dem og den og ham, ville jeg så sige det her..?

I en verden af åbne sluser og freedom of speech er en smule selvjustits ikke helt ved siden af.

Hvis nogen spørger mig!

Tavshedspligt

I dag er det næsten tre måneder siden, jeg sidst har skrevet noget på bloggen.

Ikke fordi jeg ikke har haft noget at sige, men nok fordi jeg ikke har haft noget interessant at sige. Eller fortælle om. Og det har jeg sådan set stadig ikke.

Livet går sin skæve gang, som Kirsten Siggaard lige ku’ finde på at synge, og den ene kedelige dag tager den anden. Men nu er tavsheden i hvert fald brudt.

Siden sidst har jeg været lidt i Oslo og Barcelona-slash-Sitges, som er fine steder på hver deres forskellige måde. Oslo er lækker på den skandinaviske måde og faktisk syntes jeg, at der var lidt København-vibes. Desuden udemærket og smukt selskab.

Spanien var lækkert på vejrmåden, men jeg er igen ikke så imponeret af de catalanske tapas. Der er simpelthen for lidt friteret ost i spil.

Jeg har opgivet tv-serien Arrow. Der er åbenbart grænser for hvor længe en utrolig veltrænet krop alene kan bære en dårlig historie.
Til gengæld er jeg hovedsprunget direkte ned i Game of Thrones. Igen. Eller. Jeg så første afsnit, da det kom i 2011, men det fangede ikke dengang. Men nu gør det! NU!

Åh, det er svært ikke bare at pløje igennem alle sæsoner i rap på narkomanmåden. Har derfor allieret mig med en kammerat, så vi ser det sammen. I begrænset omfang.
Jeg har kun snydt en enkelt gang, og måtte så se samme afsnit to gange. Det er hårde regler.

Men hvor er det godt! Perfekt kombination af intriger, sci-fi, Ringenes Herre-miljø og min gamle nabo Nikolaj Coster-Waldau. Sidstnævnte er i øvrigt i slående lighed med Prince Charming i Shrek.

Men det gør ikke noget. Slet ikke.

Det virkede sidste år..

Hende her skal repræsentere Danmark..

Nå..

Det gik jo ikke helt, som jeg havde håbet, det grand prix.

Pigen uden sko vandt. Popbragene tabte og stakkels Simone græd af skuffelse, imens drengen, der hverken kunne danse eller synge, fik ros og en andenplads.

Ikke et pletskud fra DR. Ej heller super tjekket, at hverken speaker eller de tre værter havde forstået, at finalen ikke afholdes i Stockholm, men derimod i Malmö. Jeg kunne også godt have undværet Lassen-Kalkes ”girl next door” charmeforsøg, som her 15 år efter Anja&Viktor ikke rigtig er fedt mere. Jeg havde også gerne været foruden, at man helt tydeligt ikke havde skaffet de originale grandprix-rekvisitter (stortrommen, gyldne sko osv.), som en del af pauseunderholdningen drejede sig om. Det er simpelthen for dumt.

Når det så er sagt, så var det en rigtig flot show! De tre værter var søde og velfungerende, tv-produktionen var flot og godt sammensat, og ikke mindst sceneshowet var lækkert. Og jo! Der var dansere på scenen, som faktisk fungerede med sangene og ikke bare kørte på rulleskøjter eller dansede vilkårlig hiphop.

Jeg har genset og lyttet på vindersangen, og den er nu ikke helt dum. Det er bare en skam med stylingen. Det uglede hår, den flagrende kjole og de bare tæer vandt ESC sidste år. Netop derfor skal vi så ikke sende det samme af sted i år.Dumt dumt.

Kate Hall

Hellere havde jeg set Kate Hall i Malmö. Hun sang overbevisende og trods en smule nervøsitet og en snublen på scenen, leverede hun et voldsomt catchy ”låh-åh-åh-åh-åhuun”-omkvæd, fællesdans og kostumeskift.

Albin

Min anden favorit, Albin, var der ikke rigtig nogen, der troede på, trods et lækkert show og en god sang. Det kunne ellers også ha været et godt bidrag til ESC.

Simone skal ikke repræsentere Danmark

Storfavorit Simone var virkelig lækker og gav den gas, men af en eller anden grund døde sangen i c-stykket i stedet for at løfte. Derfor kom salsa-popbraget aldrig helt op i det røde felt, og Simone kunne få lov at stå med tårer ned ad kinderne foran hele Herning og muligvis millioner af seere og modtage laveste point 5 af 6 gange. 

Men men.. Endnu engang har Danmark (s Radio) sendt en ung pige med usikker stemme af sted for at konkurrere med topprofessionelle sangere med enorme budgetter.

DR kan med andre ord slippe bekymringen om at skulle afholde ESC 2014. Det er jo også sparetider.

Det er SÅ spændende!

Åh Danmarks Radio! 

Der er vist ingen, der protesterer voldsomt meget, når jeg siger at sidste års danske eurovisionsbidrag, ikke på den måde tog kegler i Baku. 

Man skulle ha vidst bedre, kunne man fristes til at sige. 

Men nok om 2012. I år har DR virkelig lagt i kakkelovnen til et rigtigt popbrag og bestemt sig for at sende en europopsang over broen til den lille, fesne sportshal i Malmö. 

På lørdag præsenteres denne sang så for hele Danmark i 10 (mere eller mindre) forskellige tolkninger. Blandt artisterne er der ikke mindre end to come-backs, som ifølge DR nu betyder at det er mere end et år siden man var med sidst. 

Her kommer en hurtig og lettere spydig gennemgang af den kommende lørdags omdrejningspunkter, baseret på 30 sekunders smuglytning pr sang: 

Sang nr. 1. 
Frederikke (fedt kunstnernavn) synger ”Jeg har vist det hele tiden” skrevet af Me. Eller My? Ifølge Frederikke selv er hun en erfaren musicalpige, der har optrådt i flere elevforestillinger i Fredericia og serveret på Wallmans. Sangen ligger nr. 9 på afstemningen på dr.dk, og selvom Frederikke gir den max pigekorsgas på de høje toner, er jeg nok enig med den placering. 

Sang nr. 2. 
Brick har vi hørt. Alligevel deltager han i år med sin helt egen country-folkinspirerde ”Human”, og lyder nu mere end nogensinde før som Søren Poppe. Niels ligger på en flot 6. plads i DRs afstemning og det kan jeg egentlig godt forstå. Det er lidt kedeligt. 

Sang nr. 3. 
Vores allesammens (!) popstar Kate Hall har haft stor succes i Tyskland, hvilket er og bliver et tegn på kvalitet og højt niveau. Dance-Kate synger ”I’m not alone” mange gange og det virker. Jeg køber det! Har hun også noget lækkert sceneshow (selvom DR aldrig har været leveringsdygtige), kan det blive topplacering. 

Sang nr. 4. 
”Rejs dig op” siger søde Louise Dubiel, som leverer årets Helge Engelbrecht. Jeg tror på trommeshow og proteststemning her, men nok ikke nogen særlig god placering. Lige nu ligger hun på en 8.plads. 

Sang nr. 5. 
Daze! JA! 90’ernes muligvis mest irriterende band er tilbage. Heldigvis er produktionen blevet bedre og det er faktisk slet ikke dårligt. Jeg har i hvert fald svært ved at forstille mig at de, der var unge i 90erne ikke plukker lidt æbler til ”We Own The Universe”. Vinder de? Nej. 

Sang nr. 6. 
Simone er topfavorit! Vi har kendt hende siden Scenen Er Din i 2004 og heppede på hende i 2010, hvor hun blev droppet til fordel for dårlig personkemi og en vindmaskine. ”Stay Awake” er moderne grandprixpop på den svenske måde og det holder. Jeg bliver allerede fugtig (i håndfladerne). 

Sang nr. 7. 
Jack Rowan fra Aaborg har fundet opskriften på en vinder: Masker! Derfor har han allieret sig med Sam Gray (fra Randers?) og sammen fremfører de ”Invicible”. Der er lagt op til mimeri og trylleri i stor stil. Og sikkert også falsksyngeri. Ikke overraskende ligger de sidst i DRs afstemning.

Sang nr. 8. 
Emmelie de Forest har et træls navn. Lad os være ærlige. Men ”Only Teardrops” bliver hængende i ørerne og hun synger faktisk ret lækkert, om end det hele er lige lovlig folklore. Ingen vinder, men en fin sang. 

Sang nr. 9. 
Albin synger ”Beautiful to me” og lyder som Bryan Rice (utales med overdrevet ameriansk accent). Og det er sjovt, for det er nemlig ham, der har skrevet sangen. Lidt som da Rowan Keating skrev en sang til Brick... Det er en meget fin sang og ”et møgcatchigt kvæd” (I try), men når nu DR har bestemt sig for europop, så går det ikke. 

Sang nr. 10. 
Jeg gætter på at Mohamed Ali er et kunsternavn? Opnåede han virkelig ligefrem stjernestatus som nr. 3 i X-Factor? Jeg ved det ikke, men det siger han. De første 30 sekunder af sangen ”Unbreakable” vil mange allerede nu kunne nynne med på, da samme sang deltog i det svenske grand prix 2010 under titlen ”Headlines” med Alcazar. 

Det lader til at der i år godt kan komme en spændende aften ud af disse 10 sange. Spørgsmålene hober sig op: 

• Får DR sin vilje eller vil danskerne have countrypop til Malmö? 
• Kommer de tre værter godt ud af det med hinanden? 
• Er der overhovedet manus nok til at holde alle tre kørende, eller bliver nogen stemt hjem? 
• Får vi en gensyn med Bodil og/eller Lotte? 
• Får Louise Dubiel ild på scenen? 
• Eller får mystiske Jack Rowan featuring Sam Gray? 
• Farver Daze deres hår grønt for gode gamle dages skyld? 
• Hvor kort bliver Kate Halls kjole? 
• Kan Simone holde til presset? 

Spændende, siger jeg! Spændende! 

Nu skal jeg så lige finde ud af hvordan jeg kan komme til at se det, her fra udlandet...