Rigtige og forkerte beslutninger

Jeg har altid haft det lidt svært med beslutninger.

Meninger derimod: Aldrig et problem.

Det bedste eksempel jeg kan komme på er, at jeg flere gange som barn valgte ikke at ville have en is, simpelthen fordi valget mellem de mange forskellige slags var alt for svært. Fravalget og gåen glip af de andre is var åbenbart værre for mig end slet ikke at vælge.
Essensen af denne beslutsomhedsangst sidder stadig i kroppen på mig og gnaver fra tid til anden i mavesækken.

Denne gang er det, som så mange andre gange, et valg mellem to jobs det handler om:

I højre ringhjørne har vi det nu velkendte job med kolleger, som jeg efterhånden har nærmet mig og som jeg synes bedre om for hver dag. Dog er der ingen jeg har været særlig privat med. Desværre er her også totalt kaos og en administrativ rodebutik af rang. De facto betyder det at jeg efter to måneder stadig ikke har en konkret jobbeskrivelse eller faste opgaver, men arbejder med projekter som jeg selv har gravet frem for at have noget at lave. De, der har bestemt at min stilling skulle oprettes har tydeligvis overset at der allerede er tre personer til at udføre opgaverne. Disse personer sidder 600 km væk og et gruppesamarbejde er derfor ikke helt åbenlyst. Desuden gik jeg i går efter en samtale med min chef hjem med beskeden ”når de andre nu har sagt op så skal du tage over..”. Men så vidt jeg ved (og så vidt de ved) er der ikke sådanne planer.

I venstre ringhjørne er det nye, ukendte job. Her har jeg en insider som fortæller om gode kolleger, et godt klima, åben kommunikation og konkrete opgaver. Og selve jobbet lyder spændende og stort set noget helt nyt for mig. Man får stort ansvar og plads til selv at løse sine opgaver, samtidigt med at der er helt fastsatte mål og resultater der skal leveres.

Umiddelbart lyder valget ikke svært. Min mave slår knuder fordi dette betyder endnu en opsigelse efter kort ansættelsestid i bagagen; endnu en fiasko og en stikken halen mellem benene når det bliver for besværligt og ikke som jeg forestillede mig.
Samtidig er chancen jo faktisk at dette nye job passer mig både i opgaven og i miljøet.
Men hvis det nu ikke gør? Hva så? Hvor længe kan man blive ved sådan her inden nogen griber ind og tvangs-coacher mig? Eller indlægger mig på en karrieresti?

Måske skal jeg bare lade være med at gøre tingene mere komplicerede end de er..?