Ja. Så begynder fire uger som verdens bedst betalte piccoline.
I stedet for at indse at der ikke er arbejde til mig (hvilket er årsagen til at jeg de sidste to måneder har grebet efter halmstrå og kummer fra de riges bord og hvad det nu hedder altsamed’, blot få at have lidt at fylde min 40 timers arbejdsuge med) og lade mig afslutte og smutte, skal jeg være assistent og negerslave for alle mine kollegaer og lave det, de ikke gider eller påstår de ikke når.
Så det er jo fedt. For tænk om nogen skulle vove faktisk at tage en konkret beslutning. Uhanej! Så kunne man jo virke handlekraftig, og det bliver der set ilde på her. Så ilde, at man ofte oplever en modarbejdelse fra chefniveau når man forsøger at få noget afsluttet og gennemført. ”Vi behøver mere statistik inden vi kan tage en beslutning” er nærmest et motto, hvilket betyder at man leverer mere statistik end resultat.
Umiddelbart vil jeg skyde skylden på den tyske ledelse, men skylden ligger ligeså meget hos de duknakkede svenskere, der bare lystrer i stedet for at sætte noget stolthed i deres arbejde.
Nå. Nu blev jeg lidt ophidset. Sorry. Men det er jo lidt abstrakt at man ikke engang magter opgaven at iværksætte mig. MIG.
Kom nu on, da!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar