Op på sæbekasserne!

 

Vågner op til en status fra Omar Marzouk, hvor han ærgrer sig over, at gårsdagens mord i Paris ikke vil rykke os tættere sammen, men i stedet vil resultere i øget had mod muslimer. 

Samtidig virker det som om, han er træt af at skulle ”tage afstand” til denne slags handlinger.

Jeg tror, at det netop er det, der er nødvendigt gang på gang: At tage afstand. Jeg tror at det er vigtigt, at det muslimske miljø tager tydligt afstand, hvis det mener at disse handlinger sker på et forkert eller misforstået grundlag.

For det ER sådan, at den, der tier samtykker. Vi har alle sammen et ansvar for at forsvare, det vi tror på. Hvis det var min tro, der i den grad havde et PR-problem i den senere tid, så ville jeg se det som en selvfølgelighed at sige fra og gøre det klart at disse menneskers sandhed ikke er min sandhed.

Jeg ville forklare hvordan mit verdensbillede ser ud; hvorfor jeg ikke er enige i terrorhandlinger; at dem i grimhøj er nogle fjolser, der ikke har stoppet op og set sig omkring i 500 år; at jeg med glæde deltager i det samfund jeg lever i og at jeg ønsker at være en klar modsætning til skræmmebilledet.

Det ville jeg gøre hver eneste dag, så længe det var nødvendigt. For det er mit ansvar!

Selvfølgelig skal vi alle søge viden og se tingene så nuanceret som vi kan. Men hvor skal informationen komme fra? Det nytter ikke noget at det kun er de samme trætte politikere, der gang på gang skal synes og mene.

Hvor er de rigtige mennesker? Hvor er de, der på egen krop mærker den øgede mistillid til muslimer? Hvor er imamen, der er uenig med dem i Grimhøj? Hvorfor er der ingen, der tager debatten op?

Nu var det Marzouk, der fik mig til blækket og alt skal jo ikke ligge på hans skuldre, men jeg vil mene at man, særligt som offentlig person, har mulighed og middel til at tage sig ansvar alvorligt og vise hvad man står for.

Hvis man gerne vil gøre noget mere end bare at sidde og mene på facebook, selvfølgelig.