I mitt hjärta.

Jeg har netop købt en togbillet fra Stockholm til København. Enkeltrejse. Det var svært.

I disse dage siger jeg farvel til byen, som har været mit hjem gennem seks og et halvt år. Det er længe for sådan én som mig.
Der er blevet budt på mange magiske oplevelser lige fra at få lov at synge i landets næststørste tv-program til at bade i total stilhed under stjernerne.

Jeg har været så heldig at møde fantastiske, kærlige mennesker. Nogle har været flygtige bekendtskaber og andre livslange venskaber, men ingen er glemt.

Det er heroppe, jeg har gennemlevet nogle af de værste kriser – Både 30-årskrise  og det der var meget værre.

Det er også her, jeg har boet i længest tid i egen lejlighed og det er her, jeg har haft nogle af mine til dato vigtigste parforhold.

Når jeg tænker på det, som skal blive mit ”nye” liv de næste tre år og som starter om 28 dage, er det lige nu mest med nervøsitet og forvirring. Og tvivl.

For hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af det? Eller bliver ked af det? Eller bliver så glad for det, at jeg glemmer hvor meget jeg savner Stockholm lige nu?

Jeg ved i mit hovede at det nok skal gå; at der er nogen til at ae mig på kinden og at dette her er helt og aldeles nødvendigt. Lige nu er det bare virkelig trist.

Når alt kommer til alt så er det er nok bare sådan her, det er. Og skal være: Det er svært at tage afsked og Joni Mitchell synger hele tiden ”You don’t know what you got ’till it’s gone”. Alligevel er det altid først i 11. time at vi endelig sætter pris på det vi har. Eller havde.

Så nu vil jeg gemme Stockholm i mit hjertet, indtil den dag jeg kommer hjem igen.