Det er vel stadig sådan, at folk (eller man) ikke plejer at vælge nogen på sin egen størrelse, når de skal slås. Eller at folk udtaler sig om noget, som de ikke selv har nogen erfaring med. Eller ikke spiller med åbne kort.
Så så kan det vel heller ikke være helt forkert at fortælle noget som man ikke rigtig er sikker på er rigtigt? Vel? Det vil jeg gøre nu.
En på mit job fortalte forleden at der udløses en slags alarm, når der er stort skærm på tv’et eller lyd i radioen. Såkaldt ”dead air”. Det er jo sådan set meget godt. Der skal jo komme et ”teknisk uheld” skilt eller noget, så man ved at det ikke er ens eget fjernsyn eller radio, som er i udu og febrilsk begynder at omprogrammere og ominstallere og nulstille og hvad det nu hedder al’sammed’.
Det er bare det, at denne alarm åbenbart går i gang når stilheden har varet i fire sekunder. Fire!
Det er ikke længe, der må være stille.
Her vil nogen sikker sige at der kan ske meget på fire sekunder, og det kan nogen jo ha ret i. Men samtidig er der også meget, hvor fire sekunder ikke er tid nok.
På fire sekunder når du ikke at finde den side og den sætning i bogen, hvor du er nået til.
Du når ikke at tage du pung (altså tegnebog) frem når du er kommet frem til kassen, heller ikke selvom du lige har haft den oppe og lagt den øverst i tasken.
Du når ikke at løse en andengradsligning (lidt afhængig af hvilket mensaniveau du er på) og du når ikke finde din plads i toget inden nogen anden står helt tæt bag dig med løftede øjenbryn og tungt åndedræt (igen lidt afhængigt af hvilken tid på døgnet du er med tog og hvor pædagogisk sæderne er nummererede).
Okay. Ting man faktisk kan nå på fire sekunder:
Man når at fornemme et skænderi mellem et par (for eksempel på toget eller til en middag).
Man når at få stød af et elektrisk hegn.
Man når at opdage nogens dårlige åndedræt.
Man når at blive tændt af en pludselig berøring
Og man når at føle ubehag over en falsk sunget tone.
På fire sekunder når vi at mærke, men vi når ikke at forstå!
Men på radio/tv er der lykkeligvis en alarm som forstår for os imens vi bare sidder og tænker ”Nå. Der blev da godt nok stille nu”.
I en gammel (gammel) sang af Alanis Morrisette, som i øvrigt fuldstændig besejret er soundtracket til min ’95-’96, påstår hun at vi mennesker er bange for stilheden, og på den meget karakteristiske 90’er-dramaturgiske måde stopper sangen brat..... ooog så kommer hun tilbage og fortsætter med at spørge mig om jeg tænkte du på mine ubetalte regninger, min ex osv., eller om jeg længedes efter næste distrahering.
Nej, Alanis. Jeg tænkte på hvor lommeprædkende og halvfemserfilosofisk det er at skrive en hel sang, hvor man går ud fra at mennesker vælger lyd af frygt for stilheden.
Nu drejer verden sig heldigvis ikke om en halvfemserfilosofisk (godt ord) sangtekst. Ikke engang den vestlige verden drejer sig om den. Tværtimod så tror jeg at vi er ret bange. Ikke for stilheden, men for at de valg vi træffer er ligegyldige.
Når vi nu engang har bestemt os for at tænde for tv’et eller radioen, så er det vel trygt at vide at der går en alarm i gang, hvis vores valg at se Paradise Hotel eller lytte til P4 bliver ignoreret i mere end fire sekunder. Teknikken er jo mildest talt ligeglad med vores valg at se fjernsyn, når den vælger at ikke fungere.
Fire sekunder er jo sådan set ret længe. Man kan nå at blive forelske på fire sekunder. Og så kan man så gå resten af live og spekulere på hvad det var man faldt for..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar