Arbejdstider, flex og forbud

Det der med arbejdstider har altid været et meget strikst koncept for mig. Jeg har hidtil altid haft nogen form for telefontid eller åbningstid at passe og har derfor altid skullet møde på meget præcise tidspunkter.

Ikke længere: Nu må jeg i princippet komme og gå som jeg vil, så længe jeg arbejder mine 40 timer/ugen. Og det er lovely! Og svært at vænne sig til. Sådan cirka hver morgen tager jeg mig selv i at stresse af sted og kikke nervøst på uret på toget, selvom jeg ikke absolut skal sidde parat ved min hæve-sænkebord på et bestemt tidspunkt
Det er jo noget helt indgroet siden skolen, det der med at komme til tiden. Den fornemmelse er ikke helt nem at slippe af med. Måske også godt nok.
Dog har friheden en begrænsning: Vi må ikke arbejde hjemme. Af en eller anden fesen årsag, som mest grunder i at nogen med mere i løn end mig ikke selv vil kunne arbejde hjemme og dermed være til rådighed 24-7. Det tror jeg så handler mere om en persons evne til at skille imellem arbejde og fritid, og at kunne sige fra, end om man har muligheden eller ej.

Lidt på samme måde som jeg synes at firmaer som blokerer alle mulige sider på internet (facebook, hotmail osv) fordi de ikke vil have at deres medarbejdere skal lave andet end at arbejde, tackler problemet helt forkert. I stedet for at fjerne og begrænse de ansattes muligheder for at lave andet end at arbejde, burde man stole på de ansatte; hvis forbud er den eneste mulighed for at styre sit personale, har man ansat forkerte folk. Problemet ligger altså mere hos ledelsen end hos den enkelte ansatte. Hvis man spørger mig.

Men for nu at vende tilbage, så er det egentlig meget rart at være på arbejde fast kl. 8 og gå hjem fast kl. 17. Ellers tror jeg let min hverdag kunne flyde ud i noget kasolignende dag/nat forvirring på bedste B-menneske facon.

Faste rammer er gode, så længe der er plads indenfor dem. (wooow)