Har nærmest efterhånden præstationsangst når jeg sætter mig i stilling til endnu et sindsoprivende og verdensændrende indlæg i bloggen. Som jo fylder meget i de 5-til-10 mennesker der læser den sporadisk. No offence, overhovedet. Jeg er glad for at du læser. Jeg er bare kynisk af natur. Som du måske har bemærket?
Ville meget gerne skrive noget sjovt og vedkommende om det, der sker lige nu. Men faktum er at der ikke sker så meget. Udover et "snekaos" (15 cm sne.. femten..) i Danmark som måske/måske ikke bliver ufrivilligt skyld i at jeg skal fejre jul i en strandet bus 888 et sted i nordsjælland. Eller i Kastrup lufthavn. Hvilket jeg helst vil, hvis jeg selv må vælge.
Allerhelst vil jeg gerne vælge at være glad og overskudsagtig onkel, der pissegodt gider rulle en snemand og kælke og lege indenfor. For det gider jeg. Faktisk gider jeg det lidt mere end at skulle snakke med de voksne. Mest fordi der er så meget der er usikre samtale emner. Det er jo rent ud sagt et konversationelt minefelt, og så meget energi har jeg simpelthen ikke. Kan jo ikke engang spørge hvordan det går på arbejde, uden at træde nogen over tæerne. Men sådan er det vel hos alle? Sådan lidt anspændt og småbesværlige familierelationer? Eller er jeg helt på meget egen mark?
Kan på den anden side overhovedet ikke overskue at ignorere og fake-smile mens jeg slalom'er mig udenom pinlige tavsheder og flakkende blikke, fordi vi så sjældent er sammen og den gode stemning ikke skal ødelægges. Det kan jeg ikke. Kommer omvendt heller ikke til at militærforhøre alle ved bordet med lampe i ansigtet og forvrænget stemme. Tror bare ikke jeg gider holde igen, hvis der er noget jeg gerne vil have svar på. Og så er det sådan set op til de andre om det skal blive pinligt, eller om der skal åbnes op for noget positiv dialog.
Så alting ikke er så hemmeligt.
Nu ser vi.. Ellers bliver det snemænd og kælketure 24-7!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar