Jeg takker for alle de flotte og eftertænksomme reaktioner og cheer-ups på mit indlæg om det at blive 30. Det har været meget interessant læsning og givet mig en masse at tænke over.I tv-serien Ally McBeal har de stort set alle sammen en eller anden form for neurose eller psykose i store eller mindre grad - hvilket er hele pointen med serien. Almindelige advokatserier som f.eks. "Advokaterne" (nynner titelmelodien inde i hovedet og ser bagagerummet med LA LAW smække i for mit indre blik.) er der jo ingen, der gider se mere.
En af personerne i Ally, The Bisquit eller John, har om muligt nok topscore hvad glæder neuroser og kurioser, og et af hans små finurligheder er hans fake-smile. Hvis noget bliver for meget; nogen bliver vred på ham eller fornærmer ham eller hvis han er presset, smiler ham bredt. Godt nok med panik i øjnene, men dog et smil.
Dette fordi han mener at den fysiske bevægelse påvirker hvordan hjernen reagerer. Med andre ord: Hvis man smiler tror hjernen at man er glad. Og så bliver man glad!
Dette er mit nye våben mod ondskab, sygdom, uretfærdighed og mest af alt mod 30årskrisen, som har slået hårdere mod mig end jeg lige troede. Men det er slut nu! Fandme nej!
Jeg er GLAD for at ENDELIG være 30! Det er FEDT og det passer GODT til mig! Det er DEJLIGT og jeg NYDER det!
Faktisk er det ikke så indviklet eller nytænkende og kan koges ned til denne enkle sætning som alle kender:
"Smil til verden og verden smiler til dig"
(*SS*)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar