Tusindvis af eliteidrætsudøvere er stablet i hotelværelser over hele London, og masseres, mentalforbedredes, forbindes og opvarmes til de, ofte ret få, minutter, som er kulminationen af de sidste mange års intense træning og fokus. London er med andre ord fuld af vabelplastre og ambitioner. Og det er netop dem, altså ambitionerne, som jeg grubler over i dag. Fælles for alle de veltrænede gymnaster, roere, svømmere og højde- længde- og udspringere, som tager fokus (også for deres sportspræstationer), er et afsindigt højt ambitionsniveau. De har ikke lavet ret meget andet end at træne til dette OL de sidste fire år; måske hele livet.
Her midt i vores efterhånden temmelig veltrafikerede hav af selvrealisering, mindfulness og life-coaching, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det ville være nemmere, hvis vi bare gik til noget svømning i stedet?
Det er i øvrigt alene i denne sammenhæng, at udtrykket ”elite” opfattes som noget positivt, men den kan vi tage en anden dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar