Er sygdomsramt, svag og stakkels efter 4 dages snue. Og det er alt sammed’ på grund af meget fantastisk spansk ø-strand med høje bølger (med tilhørende surfere), som gør badning umuligt at modstå. Også selvom det betyder, at kroppen køles ned til 16 grader. Er usikker på om det var det værd. Mere. Den endelige beslutning tages i morgen.
Uden at gå i detaljer, kan jeg oplyse at jeg på nuværende tidspunkt er tørblokeret i øre-, næse-, halsområdet. Til forskel for alt-i-et løben af næse og øjne, som har være gennemgående tema dag 1-3, så et ukvalificeret gæt er, at jeg befinder mig på bedringens snævre vej.
Er derfor i dag tilbage på arbejde, og er havnet midt i stormens øje. To personer er sygemeldte med sammenbrud efter konflikter og beslutning om at flytte rundt på folk; en opgave, min chef ikke magter at kontrollere og løse. Til min store overraskelse. Naturligvis.
Jeg vil jo (lettere tilbagelænet med armene mageligt korslagte på maven) vove påstanden at Lederskab 1.01 netop handler om, hvordan man håndterer og kommunikerer forandringer med sit personale, og at ændring af såvel arbejdsopgaver som fysiske omgivelser potentielt kan skabe store konflikter, hvis disse ikke præsenteres, kommunikeres og behandles korrekt. Og korrekt er ikke at tage en beslutning og sige ”sådan bliver det”. Så bryder helvede nemlig løs.
Selv har jeg valgt at forholde mig passivt, og betragte slagets gang. Jeg har naturligvis tænkt mig at sige hvad jeg synes, hvis jeg bliver spurgt – man vil jo ikke obstruere – men jeg vil ikke blande mig på eget initiativ. Ser dette som et studie – en work shop, om man vil – i hvordan man ikke skal håndterer en personalerelateret situation.
Let the show begin!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar