Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg er sådan en, der sætter pris på smukke mennesker. I særdeleshed smukke mænd. Og dem som kender mig ved, at jeg er meget god til at få øje på og kigge efter eksemplarer, gerne samtidigt med at jeg fører en samtale.
Er faktisk helt holdt op med at være diskret og smugkigge. I stedet stopper jeg op og glor åbenlyst. Jeg ser det som en win-win situation: Objektet får bekræftelse og jeg får kigget mig mæt.
Problemet indtræffer når de smukke mennesker befinder sig indenfor min omgangskreds; det vil sige når jeg skal forholde mig til dem, interagerer med dem og værst af alt snakke med dem.
Det er her, det går galt: Jeg bliver stresset og nervøs og fuldstændig blottet for subtil charme. Det er sandt! På ”øh.. nå.. hva så med dig?”-måden.
Jeg ved ikke om dette på nogen måde kan hænge sammen med min tendens til at være en smule autoritetsvanskelig? Tesen er således at jeg i interaktion med smukke individer føler mig i understatus, hvorved den smukke bliver overstatus.
På den anden side plejer mit autoritetsproblem at manifestere sig i konfrontation fra min side: Er der noget jeg er godt til, er det nemlig at brokke mig, klage og være utilfreds.
Så det er måske ikke sammenhængen. Måske er det normalt at man bliver forfjamsket og usikker i mødet med en person som er pænere end en selv? What say you?
Jeg ved det ikke. Så jeg lever bare efter ”Nok se men ikke røre” (eller tale med) så længe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar