I går var jeg indbegrebet af den urbane storforbruger: Købte for 1500 kr tøj men fik 200 kr rabat fordi jeg havde en kupon. Var tæt på at købe sko også (som jeg jo er nødt til at have til alt det nye tøj). Købte også en bog. Og julegaver. Købte så meget at ekspedienten udstødte et ”oj” da jeg lagde det altsammed’ op på disken, hvilket trods alt må siges at være en god indikator for overforbrug. De er jo lissom trænede i at tage imod folks penge.. er de ikke?
Efter denne boltren i i-landets herligheder, var jeg så udmattet og sulten at jeg tog et tag i lommen og fandt endnu en kupon frem; denne til en burgerkæde, hvor jeg købte et måltid mad og således fik en burger ekstra. Havde egentligt tænk mig at finde en single-plads ved vinduet og læse min nye bog, men da alle disse allerede var optaget af andre ensomme overforbrugere (mest piger..) satte jeg mig ved det eneste ledige bord; en 4-personers bås. Og det var her, der indenfor 30 sekunder blev dømt overtrådt. Med stort over!
I den tid det tog mig at gøre kål på en mellem pommes frites, mellem cola og to kyllingeburgere fik jeg det ondeste øje af omtrent 5 mødre som tydeligvis ikke kunne overskue eller acceptere mit overforbrug – Ikke af tøj, penge eller mad, men af plads! Siddeplads! Her skal det siges at der var så relativ høj udskiftning af resturantgæster, så ingen ligefrem behøvede at stå op, men min bås var tydeligvis et meget eftertragtet sted at sidde.. for mødre med favnene fulde af umættede fedtsyrere og overvægtige teenagebørn.
Heldigt at jeg havde min bog at stirre i for at undgå øjenkontakterne, som uden tvivl havde brændt mine hornhinder værre end de tidlige 90ers laserøjenoperationer. Helt naivt troede jeg at det var okay og acceptabel burgerresturant-opførsel at sidde ved et bord der tæller flere stole end højest nødvendigt. Jeg tog fejl og har lært min lektie.
Hellere venter jeg nu til der bliver plads på singlerækkerne end at udsætte mig selv for endnu en kaskade af skuffede, himlende, vrede og dødstruende øjne næste gang jeg har en kupon, der brænder i lommen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar