Roden til alt ondt

Holy moly det var længe siden jeg bloggede. Sådan er det, når man er arbejdsløs.: Man har simpelthen ikke tid til noget som helst, og flyver og farer rundt.

I en arbejdsløshedssituation (eller between jobs, som det hedder for dem, der ser glasset som halv fuldt) kan jeg forundres og irritere mig over det filosofiske princip, at det er lettere at få et job når man allerede har et job. På samme måde som at det er lettere at få børn når man har. Eller blive rig når man er det.
Det er hæsligt provokerende for os på ”inden” siden, for når man nu så gerne vil, så er det sværeste i hele verden at læne sig tilbage og vente på det perfekte job. På samme måde som den meget meget single pige altid har en god veninde, der trøstende siger: ”Du finder ham, når du holder op med at lede”. Great!

Men jeg må jo erkende at også det med jobbet stemmer nogenlunde. Det ER sværere at finde noget spændende at lave, når man vender hver en sten og forsøger at presse den mindste smule optimisme ud af selv den mest dødssyge stillingsannonce og tænker ”det ku da godt være noget”.

Fordelen ved lediggang er den tid man har til at rejse, opleve og lege. Ulempen er at man ikke har nogle penge, som jo alt andet lige gør det lidt lettere f.eks. at rejse. Men jeg skal ikke klage – jeg har gode folk omkring mig og har både været i Amerika og Israel her i mit livs vakuum.
Og hvis jeg er rigtig heldig og tingene fortsætter med at gå som de går, så kan jeg måske godt holde op med at lede.