Er det kun mig, der synes at der efterhånden er mange tiggere i gadebillederne? Sådan på den østeuropæiske måde.
I morges steg jeg på tunnelbane, og opdagede der en tiggerfamilie, som også var på vej på arbejde; Moren med ca. 20 lag tøj og frakker, inklusive halstørklæde, hver sin forskellige strikvante og en NK* pose med en sofahynde i. Sønnen med harmonika og faren uden værdighed. Alle tre af sydøsteuropæisk herkomst. Eller sigøjnere om man vil.
Første tanke: Bor tiggere i forstæderne og har de råd til at køre med tog? (670 kr/måned for togkort). Andre tanke: Hvorfor er man rejst helt her op for at sidde på gade og tigge? Der er jo arbejde at få, hvis man vil. Det er der!
Moren stod af på en station og far/søn på næste. Smart, så man ikke tager hinandens kunder.
På vej hjem fra arbejde i går, gik jeg på Stureplan (et af Stockholms dyre områder) og passerede en kone som sad i laser og pjalter (jeps, stadig moderne) på en sovepose og tiggede med den ene hånd. Og sms'ede med den anden. Her er det at jeg synes det går for vidt. Jeg vil vove at påstå at man ikke behøver at tigge, hvis man har råd til en mobiltelefon. Og så taler vi hobbytiggere - og det er vel egentligt værre end behovstiggere? Sådan ud fra et værdighedsperspektiv.
Jeg har meget svært ved at forstå og acceptere disse mennesker. Hvorfor vælger man at tigge? For et valg, det er det, når man bor i vor del af verden. Fattig kan man godt være, men at været nødt til at tigge behøver ingen være. Derfor er det faktisk en anelse provokerende for mig, at jeg betaler 30 % i skat til et velfærdssamfund, og alligevel skal belemres tiggere.
Er man flygtning? Fine! Så ska man ha hjælp, og det får man, så man ikke skal tigge.
Rejser man derimod herop illegalt for at tigge i sneen, er det på eget ansvar. Sorry.
Behøver jeg skrive at jeg ikke giver penge til tiggere?
/Sendt fra min iPhone
*NK (Nordiska Kompaniet) er Sveriges svar på Illum. Alt derinde er altså meget dyrt og meget fint.
1 kommentar:
I hear you, Ehlers og Stockholm er ikke alene. Jeg har den tvivlsomme fornøjelsen af at skulle krydse Ha'penny Brigde mindst to gange om dagen. Denne meget smalle fodgænger-bro er konstant besat af tiggere af blandet herkomst, der ligeledes møder ind hver dag med puder og udstyr og har en cirka 8 timer lang "vagt", hvorefter de har vagt-skifte (tænk livgarden). De mest agressive er dog Dublins egne sprittere, der hidser sig op og ikke tager "no for an answer". På et tidspunkt begyndte denne daglige overhaling at gå mig på nerverne og jeg måtte tænkte kreativt, for det fungerede tydeligevis ikke at ignorere manden. En dag gik jeg så bagved en lokal på vej over broen (de kan kendes på deres "uniform", et joggings-sæt fra Penny's, Irlands svar på Tøj & Sko)og da den lokale man blev spurgt om han havde " got a euro" svarede han med syngende lokal accent "sorry, bud!" (as in I'm am sorry, my buddy")..og? Ganske rigtigt, ingen drama, ingen tigger der råbte og skreg ukvemsord efter den lokale. Jeg måtte afprøve dette! På vej hjem fra arbejde samme dag håbede jeg inderligt på at der sad en spritter og heldigvis og dette var som ordene faldt;
Spritter:"got a euro"...David: "ah, sorry bud"...Spritter: No worries, you're alright."...Juhuuu!!!og det virker! Så, nu ser jeg nærmest frem til den ordveksling på Ha'Penny Bridge og endnu engang bekræftes jeg i ordets magt.
Send en kommentar