mandag den 31. december 2012

Vi ses næste år.

På facebook er der fuld gang i opdateringerne med nytårsløfter, forsæt og tænken tilbage på året der gik. Der bliver takket og påmindet, og der sniger sig da også en formaning eller to ind mere eller mindre fikst mellem linjerne.

Derfor følte jeg mig inspireret (om man vil) til også at sige tak. Men faktisk vil jeg gerne høre, hvor man kan få sine penge tilbage for 2012? For jeg er simpelthen ikke tilfreds med det.

Jeg havde ret store forhåbninger til 2012. Nok mest fordi 2011 kun på virkelig få måder var en fest. Men det skete ikke. Og det er helt og aldeles min egen skyld – det ved jeg godt. Men det gør jo ikke sagen nemmere at ”synes godt om”.

Lige når det gælder mig, så er netop denne tid heller ikke rigtig der, hvor der skal tænkes efter og mærkes ind: Her skal bare overleves. Julens milde ansigt kender jeg ikke noget til, og efter 6 dage i familiens skød, er jeg helt nede på nederste trin i Mashlow’s pyramide og har allerede nærmest indtaget Agneta-efter-festen-stilling i sofaen.

Alligevel er der mennesker, som har trukket årskarakteren gevaldigt op, og det er jeg både glad, stolt og taknemmelig for. Vi ses næste år!

Ingen kommentarer: