Jesus og hans mor

 
Jesus Christ en omgang.

Fik en billet til Jesus Christ Superstar på Göta Lejon i Stockholm af nogle søde venner. 

Denne version er i svensk oversættelse and starring Ola Salo fra The Ark. Og jeg kan lige så godt sige det som det er: Det havde han virkelig ikke behøvet.

Dels fordi det virkelig er svært at oversætte ordene fra en kendt og klassisk forestilling som Lloyd Webbers store rockspektakel uden at det bliver plat og uden at ordene bliver mindre vedkommende i stedet for komme helt ind i hjertet.

Dels fordi Ola Salo simpelthen ikke er god som Jesus; hverken sangmæssigt eller som karakter.  Hans Jesus er en fesen, lille feminin fyr, som gerne vil synge høje rockskrig, men i ni af ti gange ender i let falset. Hvilket bare understreger det fesne og feminine. Og selvom han grædende og indsmurt i blod hænger på et kors og råber om hjælp, så tror jeg ikke på det.

I programmet kan man oven i købet læse, at produktionen både har ansat en acting coach og en sangfortolker. Jeg håber, disse to damer ikke har lavet andet end at ryge smøger, for fortolkning og skuespilleriet har man allerede set på DVD’er og CD’er fra tidligere opsætninger.

Okay. Altså. Uden at gå helt i smådetajler, så har instruktør Ronny Danielsson lavet en version, hvor alle disciple er bøsser, som iført militæragtigt lædertøj (endda med patronbælter) rager rundt på hinandens overkroppe, snaver i hjørnerne og vrikker med hofterne. Men de er aldrig i krig. Eller virker rigtig engagerede eller kede af det med Jesus til sidst.

Scenografisk har man valgt et ”nedlagt lagerhus”-tema, hvilket havde holdt sammen med læderbøsserne, hvis det ikke havde været fordi at folkmængde og kvinder var iført (traditionelt) sandfarvet sækketøj og tørklæder over håret på bedste krybbespilsfacon. Og så skal de hele tiden kaste med noget; papir, glimmer, pengesedler. Oftest uden grund. Jeg mener, en vred pøbel plejer vel ikke at kaste med hvid konfetti imens de råber at nogen skal korsfæstes..

Gunilla Backman spiller Maria Magdalene, som her åbenbart er Jesus mor. Både i spil og sang er hun betydeligt ældre og mere moden end både Jesus og disciplene, hvilket kan være et bevidst valg, men at dømme efter hendes Sandra Dee-kostume ikke er tilfældet. Givetvis synger Gunilla Backman dejligt, men hun passer på ingen måde i rollen som en ung, forførende og lidt fortabt luder.

Et af forestillingens lyspunkter er Patrik Matinsson som Judas, der med langt elverhår og læderbukser med snørrer i siden, synger både overbevisende og med voldsom frustration over at hans store kærlighed er faldet i armene på en ældre dame og har mistet jordforbindelsen.

Et andet højdepunkt er Pontius Pilatus, spillet og sunget til perfektion af den menneskelige version af Disneyskurken Professor Ratigan Fred Johanson. Men hans voldsomt dybtrungene stemme og mildest talt uhyggelige tilstedeværelse, er der ingen i salen der ikke forstår hans tvivl og hans vrede. Det eneste problem med ham er, at alle andre på scene blegner ved siden af ham.

Ja. I småtingsafdelingen kan man jo synes at et så etableret teater med en billetpris på 600 kr. pr hårde stol kunne ordne noget bedre lyd og et program, der ikke smitter af på fingrene.

Jeg takker for gaven! Det var en hyggelig dag, men mest på grund af selskabet.