Jeg gider ikke at snakke om det.

 
Samtaleemner er der mange af. Nogle mere brugte og hyppige end andre. I denne del af verden er Vejret sikkert på førstepladsen. Det påstår jeg helt uden skriftligt bevis.  Rækkefølgen herefter er jeg usikker på, men Offentlig transport og X-faktor må ligge højt på listen.

Højt på min liste ligger emner som Parforhold og Forskellen mellem danskere og svenskere. Ikke fordi jeg kan lide at tale om det, eller selv bringer det på bane, men fordi det er det, folk (ofte folk jeg ikke kender eller lige har mødt) gerne taler med mig om. Som om jeg er en form for orakel udi kæresteri eller svensk/dansk kultur.

Jovist! Jeg har vel en del mere indsyn i Danmark vs Sverige end gennemsnitsmennesket, men jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke gider tale om det mere. Efter 6 år som dansker-i-sverige har jeg efterhånden snart udviklet en fysisk opkast-reaktion, når middagsselskabets samtaleleder vender sig mod mig og spørger: ”Nå, er der så stor forskel på svenskere og danskere, eller hvad?”

Med al respekt og taknemmelighed for at inkludere mig i samtalen (guderne skal vide at jeg ikke har det dårligt med at være i centrum), og det er ikke fordi jeg vil være uforskammet, men hvorfor er det altid det, jeg bliver spurgt om?

Svaret er ja! Det er der!

Det er folk(-eslag) som bor relativt langt fra hinanden, og i mange tilfælde taler forskellige sprog. Eller meget forskellige dialekter af et gammelt sprog, om man vil. Det er den første forskel. Så er der kulturelle forskelle, historiske forskelle og endda fysiologiske forskelle.

Men så forventes der altid en længere udlægning med eksempler og slides, som jeg så pligtskyldigt og med kraftigt faldende engagement udlægger.

Jeg gider ikke at snakke om det mere! Henviser til tidligere samtale.

Tænker at det er lidt som at spørge en gravid om hvordan det er at være gravid. Det er hun helt sikkert aldrig blevet spurgt om før!

Fair nok – Hvis man ikke spørger, bliver man ikke klogere, men kunne man måske overveje hvad man spørger nogen om, og måske i stedet spørge mere konkret og om det, man faktisk vil vide: ”Tisser du så mere i bukserne, nu hvor du er gravid?” ”Har svenskere egentlig større tissemænd end danskere?”

Og så det med parforhold: Jeg forstår simpelthen ikke, at nogen spørger mig til råds om parforhold. Det er da hyggeligt at de gør og interessant at tale om, men jeg ville da f.eks. aldrig spørge min far til råds om stramajbroderi eller naboens hund om nationaløkonomi. For det ved de da ingenting om! Fordi de aldrig har henholdsvis broderet eller haft penge. Jeg har aldrig haft en vellykket parforhold, ej heller oplevet et under min opvækst, så hvor skulle jeg vide det fra?

Spørg nogen, der har været gift i 60 år! Eller Suzanne Bjerrehuus. Eller Divya Das! Hun har sikkert en teleprompter, hun kan gå dramatisk hen mod.

For et par dage siden blev jeg således adspurgt om mænd/damer/parforhold/hvorfor-ringer-han-ikke, og vennen blev helt alvorligt mopset på mig, fordi jeg sagde, at jeg var den forkerte at spørge. 

Og så kan jeg ikke helt lade være med at tænke, om de fejl vi begår måske ind imellem skyldes, at vi søger råd og vejledning de forkerte steder? 

Men hvis du vil vide noget om pigegarder eller grand prix, så spørg endelig!