Det grimmeste navn

I en meget lang periode har jeg tænkt, at et af de grimmeste navne i det dansk sprog, som nogen faktisk hed, var Gerd.

Jeps. Gerd. Femininum. Med ’d’.

Og jo, det er stadig et brutalt ondskabsfuldt navn at give sit barn, men så længe nogen faktisk hedder det, så kan denne nogen jo blive ked af det, når man siger at det er det grimmeste navn man nogensinde har hørt.

Og desuden. Det her med at alle er nogens barn? Det er bare nogen gange meget svært at forstå. Naturligvis er alt dette i langt de fleste tilfælde forældrenes skyld.

Udover et tydeligt minde af tvillingerne Lea-Linda og Lone-Laila (true story), så hørte jeg øver en øl forleden, om en familie; en mor og en far med fem børn, som de havde valgt at navngive på følgende måde:

Johnny
Conny
Ronny
Bunny
Og så den mindste: Charles... Uden ”tj-lyd”, men udtalt Sjarles.

Her tænker jeg, at uanset hvor meget de kriminelt klingende unger strittede imod på vej ud af deres modrende ophav og uanset hvor meget, der blev kastet op i løbet af de første graviditetsmåneder, så er der ingen undskyldning for at afstraffe sine børn på den måde.

Med mindre det netop var en hævn. Og så var der vel ingen grund til at få fem af slagsen?

Men faktum er, at alles navn er givet til dem af nogen, der har set ned på det fineste de nogensinde har set og sagt: ”Du skal hedde Ann-Maude". Og virkelig har syntes at det var det fineste navn til det fineste fine.

Og så skal jeg virkelig ikke dømme dem. Det skal ungen nok selv gøre senere i livet.

Jeg vil ha' en handymand

Eller vil jeg?

For hvis jeg selv skal sige det, er jeg ret handy selv.

Det er lissom noget, der er kommet snigende de sidste år. Startede med ilddåben som var min renovering af lejligheden.

Eller milionprojektet, som det kaldtes. Ikke som i betongkomplex, men som i "ja, riv du endelig bare din pissedyre og helt nye lejlighed fra hinanden".

Siden er det blevet til lidt småprojekter her og der. Sidste skud på stammen er mit sofabord, lavet.. nej SKABT af en låge fra mit gamle køkken. Pissehandy!

Og ja, det er Jelly Beans og Ryan Reynolds, der bydes på.

Go'e nødder, lidt for fed.

Jeg tænker lidt på det der med kropsidealer.

Eller...

Jeg tænker på tykke mennesker. Og tynde mennesker. Og midtimellem mennesker (midtimellem er alt fra lidt for fed til løs i huden).

I en verden af GI, LCHF, crossfit og zumba, hvor vi maraton-løber, lindy-hopper og diva-danser rundt for at smide eller bygge, så er det lidt som om vi nogen gange glemmer det der med hvor lækkert det er at, vi netop ikke ligner hinanden. Fysisk.
Den hetroseksuelle del af læserne bør her kunne nikke endnu mere genkendende til dette. Håber jeg. Ellers skal vi måske lige ha en snak?

Pointen er, at så mange af os træner og spiser for at ligne hinanden, med henholdsvis store overarme og brede skuldrer, og slanke lår og faste bryster. Flad mave og stramme baller er vi ofte enige om kønnene imellem.

Og det er da flot. Det ER det! Det er jo en grund til, at vi er så mange, der stræber efter visse kropsidealer – for det ser da pissegodt ud på Cameron Diaz og Ryan Reynolds med de der maver og baller osv. Men det er også flot, når piger uden bryster har udringede kjoler på (på Grace-fra-Will&Grace-måden); når damer med store numser vrikker frækt på latinamåden eller når spinkle fyrer har ekstra stramme bukser på og er ”punk”.

Imens jeg skriver, opdager jeg at det her har meget med MÅDEN at gøre: Måden at bære sin krop på og måden føre sig frem. Jeg tror nemlig at det mange gange ikke handler så meget om +/- 10 kilo, men mere om hvordan man præsenterer dem.

Altså, for min skyld må man se ud lige som man har lyst til – så længe man er glad for det. Er man det ikke, skal man så bare holde op med at pive og finde en løsning. Ellers sker der jo ikke noget.

Var det en opfordring?
Hvad synes du?

Kom-mu-ni-ka-tion

Klappede du det?
Ellers gør vi det lige sammen:

Kom-mu-ni-ka-tion!

Det er det der med at få ting sagt på en ordentlig og forståelig måde, for at undgå misforståelser og dermed et utal følelsesudbrud af (i reglen) negativ karakter.

Dette er særligt gældende i parforhold og på arbejdspladser.
Og i dag er de sidstnævnte, business-casual arbejdssko, der trykker.

Jeg kan desværre vælge imellem et utal af eksempler, hvor der bliver givet beskeder på en helt forkert måde. Eller slet ikke givet besked. Og når jeg siger forkert, mener jeg i forhold til alle (ALLE) moderne ledelsesteorier. Eller management, om man vil.

I dagens eksempel (eller case study) handler det om en nedskæring i den hviletidsaftale, som arbejdspladsen tidligere har brystet sig med at have. Det ”kommunikeres” mellem linjerne i en forward’et e-mail fra en, af chefen udpeget, skemaansvarlig med ”FYI” som eneste tekst fra afsender; den nærmeste leder.

Okay...

For det første er der intet direkte fra chefen, som dermed mere eller mindre bevidst (hvad er værst?) afskriver sig det ansvar, som denne de facto har i kraft af sin stilling. For det andet er beskeden sendt uden nogen som helst stillingstagen fra den nærmeste leder, hvis personale dette i høj grad påvirker (Lederen selv er ikke påvirket af dette).

Resultatet bliver, at medarbejderne sidder "alene" ved deres computere og læser en e-mail uden at være mentalt forberedte. Dette sætter en masse umiddelbare reaktioner igang: Undren, frustration og også vrede over det, der føles som et overgreb, fordi noget lige pludselig er trukket ned over hovedet på dem uden nogen god forklaring.

Dette afføder hvisken og tisken og højlydte reaktioner ved kaffeautomaten, og en generel flytten af fokus fra de egentlige arbejdsopgaver. Ikke noget ønskværdigt arbejdsmiljø - eller en særlig effektiv arbejdsplads.

Skemalæggeren skal dog have ros for at forsøge at vende ændringen til noget positivt; nemlig at medarbejderne nemmere kan bytte vagter internt, nu hvor den slemme hviletids-stopklods er fjernet.

Okay...

I praksis handler det om, at det tidligere har ligget på lederen at justerer skema, når der skulle byttes vagter internt. Denne voldsomme arbejdsbelastning er lederen nu befriet for. Dejligt for lederen.

Jeg kan jo i mit stille sind blot håbe, at lederen, med al sin nye tid, lægger (mere) energi i at være leder. Sådan på den rigtige måde; lyttende, motiverende, støttende og forståelig. Ja, måske simpelthen kommunikerende.

Jeg forestiller mig at det kan være vigtigt, nu hvor medarbejderne i mindre grad får sovet ud mellem vagterne.

Don’t mime me!

Hurra!

Er inviteret i teateret.
Og det fine af slagsen.


På Kungliga Dramaten skal jeg i aften overvære et teaterstykke om Strindberg, naturalisme og genus. Kunne det blive mere svensk? I think not! Fornemt fornemt!

Naturligvis skal jeg lige kigge ind og læse lidt mere om forestillingen; man skal jo være forberedt, så man kan nikke med, smile indforstået og le opad på den intellektuelle måde. Skimmer let henover listen over medvirkende, da jeg sjældent kender nogen, og stopper op ved et navn med ** efter.

Underligt. Tænker at de måske er to, der deler rollen eller sådan, så jeg scroller ned til bunden af siden og finder **.

HUN ER PRAKTIKANT!
FRA MIMESKOLEN!!

Med et slag er den nydelige og højborgerlige teaterforestilling nu blevet polsk kropsteater. Med gøgl og mimeri.

Af med butterfly og den høje hat, og på med det fedtede hår og selerne med små elefanter på:

JEG SKAL I CIRKUS! WOHOO!!

(Håber fandme, de har en tiger med)

Taxa du ellers ha!

Okay, nu brokker jeg mig lige.

Jeg kan ikke forstå hvad det er, der sker i taxabranchen. Det er usikkert om de har mistet viljen eller incitamentet til at drive en ordentlig forretning.

Næppe er jeg den eneste, der har lagt mærke til at niveauet af taxakørslen er faldet kraftigt de seneste år. Eller hvad?

Er de simpelthen ligeglade med kvaliteten af deres produkt eller er vi andre bare blevet vant til at acceptere en chauffør, der hverken kan finde vores destination eller er i stand til at kommunikere med os?

Jeg må i disse tider nok hellere understrege, at dette ikke på nogen måde handler om racisme eller mobning af taxachauffører generelt, men blot om kvaliteten af et produkt og en service:

Skulle vi for eksempel på samme måde acceptere at handle i en tøjbutik, hvor personalet er meget svære at forstå og ikke har en anelse om, hvilke varer de har i butikken? Jeg skulle ikke. Jeg skulle faktisk aldrig nogensinde komme tilbage!

Det er bare meget svært at stille krav kl. 4 om morgenen, når man bare vil hjem – også selvom selv stort set skal køre taxibilen. Er det derfor, taxakvaliteten styrtdykker?

Et andet taxarelateret problem er, at de helt enkelt kører som idioter. Ja, undskyld, men det gør de!

Som glad cyklist farter jeg gennem byen flere gange om dagen, og det er nu mere regel end undtagelse, at jeg enten næste bliver påkørt af en højresvingende (og 9 ud af 10 gange også mobiltelefonssnakkende) taxa eller tvunget ud midt på kørerbanen, fordi en hyrevogn er parkeret på cykelstien eller bare midt på gaden.

Brokkeri? Ja! Realitet? Ja! Helt vildt farligt? JA!

Så hvis nogen kender nogen der er trafikminister, kan han (m/k) så ikke lige bede om at få styr på de der taxa’er (taxi? taxae?)

Et homoansvar!

Her til morgen står jeg og passer mig selv i køkkenet på arbejde.

Eller.

Ja, jeg står og snakker med nogle kollegaer og er som altid kæk og frisk. Pludselig spiller radioen YMCA med The Village People – og på en måde er sangen lidt højere end den forrige. Ikke just noget særligt underligt eller unaturligt i det; det er radio og der kan være variationer i frekvensen. Og man (ikke jeg) har åbenbart valgt en form for Oldies Hits-kanal, da man er blevet træt af at Bygga-bygga upp og Riva-Riva ner fem gange i timen.

Ind i køkkenet kommer min chef for at tage en kop kaffe. Hun lytter et øjeblik på musikken og kigger derefter på mig og siger ”Dans nu, Michael!”, hvorefter hun leende forlader køkkenet.

Og der står jeg så. Med mit homoansvar. For selvfølgelig kender jeg sangen og selvfølgelig har jeg danset til den flere gange end jeg vil være bekendt (dog mest som spejder), og selvfølgelig er The Village People et stort stykke af homohistorielagkagen.

Men betyder det, at jeg pr default - og på et hvilket som helst tidspunkt på døgnet - skal danse løs og forme Y-M-C-A med armene (uden spejlvendt C). For det var ikke alle i køkkenet, der blev opfordret til dans. Det var kun mig!

Uden at ryge ind i en større afhandling om tematikker som ”at sætte i bås” og ”forudfattede opfattelser”, så tænker jeg på, om jeg, som en værre homo, har et ansvar for at opretholde og videreføre en begejstring for såkaldte Gay Anthems og film med homotema? Er jeg moralsk forpligtet til at købe CD’er med Mika og Weather Girls og løbe til biografen ved hver eneste gay film festival? For det er jeg ikke sikker på, at jeg gider. Eller nej, nu lyver jeg: Det gider jeg ikke.

Jeg mener på ingen måde noget ondt eller nedsættende om hverken homofilm eller 70’er og 80’ermusik med tvetydige sangtekster; det gnubber mig bare forkert at ”man” går ud fra, at jeg kender hele koreografien til YMCA (her jeg er nødt til at indskyde at Village People på intet tidspunkt i musikvideoen laver de kendte bevægelser. Mistænker at en frisk bartender på Crazy Dazy i sin tid har opfundet dansen), græd til Brokeback Mountain og elsker Madonna no matter what.

For det gør jeg ikke. Har jeg så sviget? Er jeg en dårlig homo? Lever jeg ikke op til mit ansvar?

I så fald bør det være nogens opgave at udforme vilkår og betingelser for homo’er, så vi alle sammen ved hvad der gælder, og i lignende situationer kan slå op og finde svaret og betale eventuel bøde.

I øvrigt blev YMCA efterfulgt af A Woman In Love med Streisand. Jeg forlod køkkenet inden nogen krævede en moderne tolkningsdans med vimpel eller et drag show.