Et homoansvar!

Her til morgen står jeg og passer mig selv i køkkenet på arbejde.

Eller.

Ja, jeg står og snakker med nogle kollegaer og er som altid kæk og frisk. Pludselig spiller radioen YMCA med The Village People – og på en måde er sangen lidt højere end den forrige. Ikke just noget særligt underligt eller unaturligt i det; det er radio og der kan være variationer i frekvensen. Og man (ikke jeg) har åbenbart valgt en form for Oldies Hits-kanal, da man er blevet træt af at Bygga-bygga upp og Riva-Riva ner fem gange i timen.

Ind i køkkenet kommer min chef for at tage en kop kaffe. Hun lytter et øjeblik på musikken og kigger derefter på mig og siger ”Dans nu, Michael!”, hvorefter hun leende forlader køkkenet.

Og der står jeg så. Med mit homoansvar. For selvfølgelig kender jeg sangen og selvfølgelig har jeg danset til den flere gange end jeg vil være bekendt (dog mest som spejder), og selvfølgelig er The Village People et stort stykke af homohistorielagkagen.

Men betyder det, at jeg pr default - og på et hvilket som helst tidspunkt på døgnet - skal danse løs og forme Y-M-C-A med armene (uden spejlvendt C). For det var ikke alle i køkkenet, der blev opfordret til dans. Det var kun mig!

Uden at ryge ind i en større afhandling om tematikker som ”at sætte i bås” og ”forudfattede opfattelser”, så tænker jeg på, om jeg, som en værre homo, har et ansvar for at opretholde og videreføre en begejstring for såkaldte Gay Anthems og film med homotema? Er jeg moralsk forpligtet til at købe CD’er med Mika og Weather Girls og løbe til biografen ved hver eneste gay film festival? For det er jeg ikke sikker på, at jeg gider. Eller nej, nu lyver jeg: Det gider jeg ikke.

Jeg mener på ingen måde noget ondt eller nedsættende om hverken homofilm eller 70’er og 80’ermusik med tvetydige sangtekster; det gnubber mig bare forkert at ”man” går ud fra, at jeg kender hele koreografien til YMCA (her jeg er nødt til at indskyde at Village People på intet tidspunkt i musikvideoen laver de kendte bevægelser. Mistænker at en frisk bartender på Crazy Dazy i sin tid har opfundet dansen), græd til Brokeback Mountain og elsker Madonna no matter what.

For det gør jeg ikke. Har jeg så sviget? Er jeg en dårlig homo? Lever jeg ikke op til mit ansvar?

I så fald bør det være nogens opgave at udforme vilkår og betingelser for homo’er, så vi alle sammen ved hvad der gælder, og i lignende situationer kan slå op og finde svaret og betale eventuel bøde.

I øvrigt blev YMCA efterfulgt af A Woman In Love med Streisand. Jeg forlod køkkenet inden nogen krævede en moderne tolkningsdans med vimpel eller et drag show.