Han er derfor nødt til at vente på et menneskeligt skjold mellem sig selv og den vaskende maskine, inden han kan komme ud i gangen og sige hej og logre. Samme gravhund er også bange for græsslåmaskinen. Men at sige at jeg kender nævnet gravhund kan være at lyve.
For hvor godt kan man egentlig kende en gravhund? Og desuden: Hvor godt kender man så nogen, uden at vide hvad de er bange for?
Det sker at man er helt alene med sin angst. Eller børn kan være dødbange for en plastikpose, som kommer flyvende på gaden, men hele resten af verden er fuldstændig uberørt af katastrofen.
Nogle er bange for trappetrin; andre for at sætte sig i et fly. En træls tanke: Kan det være, at vi alle sammen er helt alene med vores angst og at vi derfor ikke rigtig kender hinanden? Sådan kan vi ikke ha det!
Men uh det er svært at forstå, hvad nogen er bange for, med mindre personen står badet i sved med udspilede øjne og bævrende læber (Mindre kan også gøre det, men for eksemplets skyld).
At forstå!
At acceptere en angst, det er no problem. At ”høre hvad man siger”, når man taler om sin angst, det er heller ikke så svært, men at sætte sig ind i den andens angst – der begynder det at blive en udfordring.
Især når folk er bange for underlige ting som duer eller fisk, eller at blive overvåget af en and. Det er rigtig svært, altså..
For.. ja.. så er de jo nogle bangebukse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar