Når tiden går baglæns

”Intelligente mennesker keder sig ikke.”

Det har jeg altid fået som svar, når jeg har klaget min nød over kedsommelighed og ”ingentingatlavehed”; både som barn og nu også som voksen. Og det grænser jo nærmest til mobning. Det, der indirekte siges er, at det øjeblik jeg synes at det hele er lidt kedeligt, så PUF er jeg dum som en potteplante. Hm.

Nu betragter jeg mig selv som et ret intelligent menneske. Ja, grin du bare, men jeg læser faktisk bøger, ser nyheder, taler om aktuelle hændelser og har aldrig set et afsnit af De Unge Mødre. Alligevel sker det indimellem at jeg ikke kan finde på noget at lave, og derfor simpelthen keder mig. Og her er det så, at min IQ styrtdykker i et rasende tempo i samme øjeblik, som kedsomheden indtager min krop og jeg logger på facebook for fjerde gang på to minutter.

Hvis intelligens er målt i aktivitet og virksomhed, så kan jeg for så vidt være enig i mundheldet, for i disse situationer sker der virkelig ingenting. Men at jeg så herefter skal bære det røde idiotmærke i panden og i al fremtid ytre ting som ”Du styre” og ”Knuzzz tøzz”, er urimeligt! Og jeg finder mig ikke i det!

Jeg vil ha lov til at kede mig, lave ingenting og facebooke i timevis, hvis det passer mig, uden at partout stigmatiseres som ung mor eller deltager i For Lækker Til Love, Paradise Hotel og hvad det nu heller altsammed’.

Ja, jeg trækker voksenkortet: ”Jeg er voksen og må gøre, hvad jeg vil”. Nogen fordel skal der være med at være gråhåret.

”Intelligente mennesker keder sig – også”

Skriveblokering

Da jeg gik i skole for længe, længe (længe) siden, lærte jeg, at hvis man har skriveblokering, så skal man bare skrive det, som falder ind og så fortsætte og se hvor det fører hen. Så det gør jeg så nu.

Sidder på arbejde og udenfor er det urimeligt varmt og dejligt vejr. Er iført lange bukser og sort trøje, så at holde pause ude, er ikke rigtig nogen god ide, med mindre jeg gerne vil være Sweaty McSweat, når jeg kommer ind. Så i stedet spiser jeg Werters Echte og kigger længselsfuldt ud af vinduet, som en anden morfar.
 I går var jeg ude i kajakken for første gang i år. Gik godt. Holdte mig i kajakken hele turen og var kun ved at tippe et fåtal gange. Dette var dog ikke min skyld, men fordi der åbenbart var amatørdag for motorbådsentusiasterne i Stockholms midtby. Helt utroligt hvordan færdselsregler og almindelig takt og tone helt forsvinder fra motorbådsførers bevidsthed på disse årets første sommerdage; slingerer ind og ud mellem hinanden og kaster anker hvor som helst, og gerne der, hvor der er mindst plads. Til gengæld er der bar overkrop og dyre solbriller for hele slanten. Og når det kommer til stykket, så ved vi jo alle sammen godt, at det er det, der tæller. Men det var dejligt, og solen skinnede (eller skan) og jeg blev en smule solbrændt på halsen. Hurra. Nu venter jeg bare på at det bliver varmt nok i vandt til at bade. Eller til at jeg bestemmer mig for, at det er varmt nok. Uh.. bade..
Har købt nye shorts og bade- på det der online, som er ankommet med posten i dag. Skal blive spændende om hele kassen skal retur, eller om der faktisk er noget brugbart. Det er altid lidt af en satsning, sådan noget handlen og laden på nettet. Kom også til at købe 4 par cowboybukser. Og to T-shirts. Ved et frygteligt uheld. 

Så det... ba-dam.. Ja, man kan vel påstå, at skriveblokeringen er afværget. Spørgsmålet er så, om der kom noget godt ud af det? Der er da gået nogle minutter, og desto kortere tid til jeg har fri, kan tage shorts på (Også nye. Ikke online) og cykle hjem i solen!

Ha en lækker eftermiddag!

Jorden rundt på mange dage

I bedste Phileas Fogg stil, har jeg bestemt mig for at rejse jorden rundt. Eller i hvert fald for at se så meget, som jeg vil og synes. (Læg mærke til hvordan ordet ”råd” ikke var en del af opremsningen; jeg synes simpelthen at det må koste hvad det skal). Dette er ikke noget, der kommer til at ske lige i morgen, men ”planlægning frem for alt”.

Desuden er det jo en dejligt projekt at gå og hygge med og finpudse og drømme om. Da jeg ikke hidtil har været en stor globetrotter, udover nogle enkelte dannelsesrejser hid og did, har jeg kun en meget blåøjet og smånaiv liste af steder og lande, jeg gerne vil besøgt.

Min liste er indtil videre meget kort:
Brasilien (Rio de Janeiro)
Australien (Sidney)
Thailand (Bangkok)
Japan (Tokyo)
USA (Los Angeles, San Fransisco, et eller andet grotesk midwest-sted)
Rusland (Moskva, transsibiriske jernbane)
Kina (Bejing, Shanghai)
Grønland (Nuuk)
Island (Reykjavik)
Zambia (Victoris falls)
Egypten (Cairo/Giza)
Mexiko?
Canada?
Europa?

Som det fremgår, er jeg ret meget på begynderstadiet her. Derfor vil jeg se, om dette bloginslag kan blive interaktivt, og jeg opfordrer, bønfalder og beder netop dig til at give mig dine bedste rejsetips. Det kan være alt fra hvad man MÅ se, hvad man IKKE skal gøre, HVOR man skal hen, eller HVORDAN man rejser derfra og dertil.

Så fat pennen, min ven and give me all you’ve got.!

Skriv meget gerne dine forslag her på bloggen (nedenfor) og ikke som kommentar på facebook – Skidt for sig og snot for sig, som man siger.

Kørekort! NU!

God weekend (igen)!

Don’t touch, just kiss!

Har lige stået ansigt til ansigt med min egen tvangsneurose, og er nødt til at tale om det: Jeg blev konfronteret med en stor stabel med små, spændende kasser og et skilt med ordene ”Rør ikke”.

Og hvad gør jeg? Sætter min fede pegefinger på en af kasserne og spørger pigen, der netop har sat skiltet op: ”Hvorfor må vi ikke røre ved de her?” – Af ren refleks og uden at tænke.

Hun kigger på mig, ryster på hovedet og sukker: ”Fordi det står der”.

At den kommentar på ingen måde er et svar på mit spørgsmål, og at småprovokative ytringer som ”Fordi jeg siger det”, Sådan er det bare” og ”Derfor” generelt udløser endnu flere spørgsmål, er en anden sag.

Det går op for mig at min refleks-reaktion på skiltet var fuldt modstridende det meget tydelige budskab. Og det er da egentligt underligt. Hvorfor er det så naturligt at gøre det, man ikke må? For du kan lige så godt indrømme, at jeg ikke er alene her. Ikke? Det er nærmest en teoretisk umulighed at jeg er alene med min neurose. Og hvis jeg ikke er det, er det så overhovedet en neurose?
Nu havde det så været handy med den der BA i psykologi, for så kunne jeg måske selv svare på, om dette i virkeligheden er en del af menneskets natur (hvad det så end er?), en adfærd vi har adopteret eller adapteret, eller om det bare er mig og nogle få andre?
Hvordan kan det være at vi så gerne vil trykke på den røde knap under skiltet ”Do not press the red button”, hvad er det, der gør at vi liiiige skal røre ved den indhegnede skulptur og hvordan kan det være, at man ofte tager sine poser og rygsække ind i prøverummet, selvom det er tydeligt mærket med skiltet ”Tasker må ej medtages i prøverummet”?

Tænk lidt over det.. og ha en god weekend!

Fisk i verdensklasse

I går til frokost var der ikke så meget festligt at vælge imellem. Det plejer ellers at være et mad-bonanza med sovs og kartofler og pasta og stegt kød. Desuden bliver jeg meget venligt betjent af de mange søde, deltidsansatte i diverse skånejobs og arbejdstræninger. Her vil jeg fremhæve en lillebitte dame af asiatisk herkomst, som går under navnet ”Helen”, ifølge navneskiltet. Efter mange tallerkner mad og småsnak med ”Helen”, er jeg helt overbevist om at det ikke er hendes rigtige navn, og jeg mistænker at min kantine også huser folk i vidnebeskyttelsesprogrammer. Gad vide hvad ”Helen” har set som er så farligt, at hun er tvunget til at servere kogte kartofler under alias resten af hendes liv? Sidespor.

Der var altså i dag ikke så meget spændende kød på menuen. Derfor følger jeg min kantineven ”Helens” råd og tager en tallerken med den for mig hidtil ukendte fisk ”Kulmule-i-bacon”. HVILKEN FISK! Jeg elsker evolutionen og dens små mirakler, som i dette tilfælde har barslet denne lille baconflyder. Jeg forestiller mig, at kulmulens skjold af bacon er udviklet gennem tusindvis af år for at skræmme hajer og andre farlige havdyr, som jo som bekendt ikke tåler svinekød. Og så herligt det er at fange og efterfølgende stege og indtage dette dyr, som må siges at været et af naturens helt store kulinariske fænomener.

I dag er der en anden fisk på menuen. Laks. Møgfisk. Ikke det mindste et spor af bacon nogen steder på fiskens ovnbagte krop.

På billedet øverst ses ”Kulmule-i-bacon” anrettet på tallerken med hvad der må siges at være imponerende kartofler.

Nedenfor er det lykkes mig finde et billede af en tidligt evolutionerende del af arten, hvor baconskjoldet ikke umiddelbart er synligt. Det er det derimod på manden, der holder fisken.

Tjyvjävel!

Tyv ja tyv, det skal du være,
for du stjal min lille ven.
Men jeg har det håb tilbage,
at jeg får mig en igen.
Åh ja en igen, åh ja en igen,
åh ja en igen
Jeg får mig en igen.

I dag på vej til arbejde, købte jeg et stykke wienerbrød. Dette stykke wienerbrød lagde jeg i pose på køkkenbordet i vores kantine, hvilket der ikke er noget unormalt eller banebrydende i.

Og så sidder jeg så og glæder mig hele formiddagen til det bliver eftermiddag og jeg skal holde kaffepause og spise min kage. Ja. Præcis som alle andre ældre damer i min alder gør.
Naturligvis sker der det, at da jeg kommer ud for at skulle smovse i butterdej og karamel, er posen væk og i skraldespanden ligger papiret, som wienerbrødet lå i.
Nogen har altså spist MIN kage! Dette udløser selvfølgelig en sarkastisk email til alle på kontoret, hvor jeg ønsker tyven en god weekend.

"Hej
Vill bara passa på att tacka dig, som åt upp mitt wienerbröd precis. Jag hade iofs sparat det i köket och set fram emot att fika på nu på eftermiddagen, men du verkade ha mera behov av fika än jag. Visst var den god och kladdig och smakade gott av kola och nötter?
Ifall du ändå tycker att det känns sådär nu, går det bra att köpa en ny, skriva mitt namn på den och lämna den på köksbänken.
Ha en riktig trevlig helg (tjyvjävel)"

En halv time efter får jeg et svar fra en ny fyr (ja, eller mand.. på den ikke helt ulækre måde) på kontoret, som virkelig er ked af det og vil godtgøre og erstatte og græde ud. En anden kollega havde delt kagen med ham og sagt at det var helt ok. Og så er jeg large: Jeg tilgiver uden forbehold. Sådan er jeg bare. Storsindet, mild og generelt smuk indeni.

Stakkels new guy. Han har lært på den hårde måde ikke at stole på sine kollegaer, når de siger at man godt kan spise den der kage, der er efterladt der.

Der er i øvrigt mange gode sanglege på den her hjemmeside, som for eksempel ”Hvilket Postbud. En Due!”