for du stjal min lille ven.
Men jeg har det håb tilbage,
at jeg får mig en igen.
Åh ja en igen, åh ja en igen,
åh ja en igen
Jeg får mig en igen.
I dag på vej til arbejde, købte jeg et stykke wienerbrød. Dette stykke wienerbrød lagde jeg i pose på køkkenbordet i vores kantine, hvilket der ikke er noget unormalt eller banebrydende i.
Og så sidder jeg så og glæder mig hele formiddagen til det bliver eftermiddag og jeg skal holde kaffepause og spise min kage. Ja. Præcis som alle andre ældre damer i min alder gør.
Naturligvis sker der det, at da jeg kommer ud for at skulle smovse i butterdej og karamel, er posen væk og i skraldespanden ligger papiret, som wienerbrødet lå i.
Nogen har altså spist MIN kage! Dette udløser selvfølgelig en sarkastisk email til alle på kontoret, hvor jeg ønsker tyven en god weekend.
"Hej
Vill bara passa på att tacka dig, som åt upp mitt wienerbröd precis. Jag hade iofs sparat det i köket och set fram emot att fika på nu på eftermiddagen, men du verkade ha mera behov av fika än jag. Visst var den god och kladdig och smakade gott av kola och nötter?
Ifall du ändå tycker att det känns sådär nu, går det bra att köpa en ny, skriva mitt namn på den och lämna den på köksbänken.
Ha en riktig trevlig helg (tjyvjävel)"
En halv time efter får jeg et svar fra en ny fyr (ja, eller mand.. på den ikke helt ulækre måde) på kontoret, som virkelig er ked af det og vil godtgøre og erstatte og græde ud. En anden kollega havde delt kagen med ham og sagt at det var helt ok. Og så er jeg large: Jeg tilgiver uden forbehold. Sådan er jeg bare. Storsindet, mild og generelt smuk indeni.
Stakkels new guy. Han har lært på den hårde måde ikke at stole på sine kollegaer, når de siger at man godt kan spise den der kage, der er efterladt der.
Der er i øvrigt mange gode sanglege på den her hjemmeside, som for eksempel ”Hvilket Postbud. En Due!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar