mandag den 6. maj 2013

En bred erfaring

Ikke mig
Jeg har tidligere bevæget mig graciøst rundt i emnet ”job hopping” og beskrevet min evne til at kaste mig hovedkulds fra den ene ende af erhvervslivet til den anden.

I dag havde jeg tænkt, at jeg lige ville genopfriske nogle af de mere usædvanlige jobs (eller arbejdsrelaterede opgaver, om man vil) som jeg har bestredet.

Der er ingen morale eller pointe i dagens indspark. Dette er ren selvudlevering og forhåbentligvis underholdning.

Pizzabager.
Vi starter blidt. Selve jobbet er langt fra usædvanligt. Dog mere for personer af kaukasisk afstamning end andre. Dog var det især usædvanligt for mig, da jeg hverken taler italiensk (eller andet middelhavs/mellemøst/østeuropæisk sprog) eller er decideret god til at bage pizzaer. Trods det, tilbragte jeg det meste af en sommer med at klatte rundt med tomatsovs og mozzarellastrimler. Og med helt okay resultat. Der blev aldrig klaget over maden på mine vagter. No, sir!

Telefonsvarer.
Det er ikke bare en kæk måde at beskrive et job som telefondame/kundeservicemedarbejder, men jeg har rent faktisk ageret ”live telefonsvarer” for forhenværende statsminister Poul NR og kone Lone. I stedet for, som alle andre dengang, at købe en maskine i Føtex til 200 kr., valgte man at købe en tjeneste, hvor et rigtigt menneske svarede telefonen og enten kunne tage imod en besked eller henvise til et mobilnummer. Ikke stille videre, blot henvise. Altså fuldstændig samme service som maskinen til 200 kr. Jeg kan afsløre her, at tjenesten kostede betydeligt mere, så det var rart at vide, at de der styrer landet også har en god, sund privatøkonomi.

Cykelbud (cyklebud bør det vel hedde?).
Heller ikke noget usædvanligt job, men luk lige øjnene og forestil dig en 14-årig Ehlers en mørk eftermiddag i december iført nissehue-overtrukken cykelhjelm og en Fjällräven proppet til randen med apotekervarer til ældre og gangbesværede i lokalområdet. På rød damecykel. Blev rig af drikkepenge, siger jeg!

Danselærer.
It’s true! Folk har betalt penge for at lære dansens kunst af mig. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og åbenbart også ungdomsskoler at ansætte revl og krat. I et svagt øjeblik sagde jeg ja til at undervise et hold i ”funky dance”. Den får du lige igen: Funky dance… Visualisér.. Det skal siges, at eleverne var glade og kom og dansede hele sæson'en, så noget fik de vel ud af det.

Tamburmajor.
Er legende i branchen. Mildest talt. Har gået forrest og vist vej til ære for borgere, borgmestre, dronninger, prinser og julemarkedsgæster over hele Danmark og Sydslesvig. Har desuden undervist drenge og piger i kunsten at gå med pind gennem størstedelen af 90erne. Og her taler vi både diverse spejderorganisationer (inklusive KFUK. Ja. -K.), skotske pibe bands (har altid været flot i kilt) og hjemmeværnet. Fik aldrig decideret penge for det, men hvis arbejdet bærer lønnen i sig selv, så var det godt betalt.

Nåh..

Ingen kommentarer: