Det Sidste Kærestebrev

Der er en latent kærlighed. Den, som engang lærte at lystre kommandoen ”Plads” for så at logrende sidde og vente på at få lov til at piske af sted over græsplænen. Den kærlighed sidder stadig tålmodigt og venter, men forgæves. Den latente kærlighed er der ligesom bare for at være der, og for at man ikke er helt følelseskold, når man møder andre mennesker, men heller ikke kaster sig i favnen på dem.

Vores kærlighed var en af dem, der blev stående på plads og ikke galoperede af sted fri og ren hen over mark og skov. I bagkloghedens lys kan jeg godt forstå, at det jo aldrig havde fungeret alligevel. Men jeg havde nok egentlig hellere ønsket at vi havde kunnet være naive hele livet. Så derfor tænkte jeg, at jeg ville skrive et sidste kærestebrev, sådan for at sammenfatte og afrunde og sådan. Og så slog det mig, at jeg ikke ved hvad et afsluttende kærestebrev skal indeholde. Skal man forklare hvor bange man er for at møde nogen, der gør den der latente kærlighed til ulydig størrelse, der ikke lystrer, når man råber ”plads”? Eller skal man skrive lovsange og smukke ord, der kan klistre sig fast på modtagerens velfortjente hybris og hjælpe denne i kommende relationer? Skal man afsløre alt det, man allerede havde planlagt at man skulle gøre sammen; alle blikke, alle smil, alle grin, alle kys, alle nætter? Skal man fortælle om alle de steder, man har fantaseret om at skulle vise; hvad for noget tøj i skabet, som man havde tænkt sig at den anden skulle se på (og så tage af)? Skal man i en sidste kærestebrev skrive, hvordan man havde villet se hvordan den andens ansigtshud skulle skifte farve i forårssolen og om håret skulle krølle eller ikke krølle i efterårsregnen? At man gerne ville have haft chancen til at lære at genkende netop hans fodtrin - bare på lyden?

Man skal nok ikke, i et sidste kærestebrev, skrive at ”selvom jeg havde besluttet, at jeg ikke ville dele mit liv med nogen anden, så måtte jeg pænt trække i land, da jeg mødte dig; jeg ville ikke have en kæreste – jeg ville have dig.” Lige lovlig dramatisk, måske? At ”efter dig, er det ikke fordi der er noget galt med alle andre; jeg er bare generelt uinteresseret.”

Skal man, i et sidste kærestebrev, fortælle, at det man følte var som sådan en, af de der planter, der kan overleve for evigt uden lys eller vand? Eller næsten evigt. For på et eller andet tidspunkt har alle brug for kærlighed og vand. Måske ikke verdens bedste metafor.

Et sidste kærestebrev skal vel skrives i hånden. Men ikke på vers. Så bliver det lidt for kækt. Og man kan beskylde kærligheden for meget, men ikke for at være kæk..

Måske er det nok bare at fortælle det allervigtigste - det, han skal vide: At selvom kærligheden blev siddende og aldrig sluppet løs, så varmer det at vide, at vi ikke er følelseskolde overfor hinanden og at det er sandt, at vi ind imellem møder nogen, som vi næsten er klar til at være naive sammen med resten af livet.