En (u)lykke kommer sjældent alene

Her har man gået i flere måneder under betegnelsen ”arbejdsløs” uden særlig meget held i jobsprøjten. Og andre sprøjter, for den sags skyld.
Men så skal jeg da ellers lige love for at den her uge var fuld af action på jobmåden, med tilbud fra højre og venstre. Tror jeg har valgt rigtigt, men jeg bliver alligevel lidt svedig i håndfladerne, når jeg siger nej tak til jobs, efter at have gået og ledt så længe.
Men så kan de jo også lære det, dem der kom for sent! Hen over isen og handling er de nye buzzwords. For slet ikke at tale om det gamle mundheld ”Først til mølle”, som i denne uge har vist sig mere aktuelt end nogensinde.

Så på mandag bliver det igen i arbejdstøjet, hvilket er et hårdt tiltrængt alternativ til mit sidder-i-nattøj-hele-dagen-liv disse dage. Rart at være en del af samfundet igen og mest af alt at få noget løn ind på kontoen.

Det betyder også at jeg nu kan begynde at planlægge ferier og getawys til de mørke dage, som kommer fra på søndag og frem til engang i april. Ned og se noget sol mindst en gang hver anden måned, er målet!

Nogen, der vil med?

Hals schmals

Så sad man her og var stille.

Har ondt i halsen og må ikke sige noget. Ligner noget overanstrengelse af stemmebånd, hvilket måske ikke er så underligt, når jeg nu er gået fra ingenting til hysterisk tenorsyngeri de sidste par uger. Og så kombineret med en mindre forkølelse bliver det jo festligt. Er nu bas. Når jeg endelig siger noget, kan det ikke høres, kun mærkes gennem vibrationer i gulvet og brystkasse.

How are you?

Overvejer at gå ud og låne nogens hund, bare for at have selskab, der ikke kræver at jeg svarer eller underholder vokalt (for nu at undgå at skrive oralt).
Denne er altså dagen hvor jeg skal finde en ny serie at følge med i. De andre holder pause eller tager for lang tid mellem afsnittene. Konsekvens: Udvidelse af horisont.

Desuden er vejret så efterårsfesent i dag, så det slet ikke er værd at gå ud i. Herfra ser det både koldt og fugtigt ud. Så det nægter jeg, så længe det går. Skal på et eller andet tidspunkt ud at handle, hvis jeg ikke også skal sulte ihjel.

Må man så råbe om hjælp? Eller brumme om hjælp?

There's a time and a place

Det er simpelthen for tidligt!
Har kun lige i sidste uge hentet vinterjakke, hue og vanter ned fra loftet, og nu. NU har de allerede julepyntet Ikea både udenpå og indeni. Det er ej ok! EJ!
Jeg kan forhandles frem til at være ok med juleriet fra 1. november, men ikke inden. Har flere gange slået min status som ikke-juleentusiast fast, men også inden det gik helt galt med min indre julemand, så syntes jeg, det var bedst at jule i julemåneden December og kun den.

Med mindre man selvfølgelig man juler om sommeren eller i marts måned. Det må man godt! Det er noget andet.

Se, hvad jeg kan!

”Vi søger dig, som er prestigeløs..”

På det svenske jobmarkede er der den sidste tid opstået en trend i at bruge ordet ”prestigeløs” i annoncer. Ikke engang variationer eller synonymer, men KUN det ord. Og ikke overraskende så bliver jeg ret provokeret af det.
Når jeg slår ordet ”prestige” op, finder jeg følgende:
” Prestige (..) dækker over en slags anseelse en person (..) nyder..”
”En persons prestige afhænger meget af for eksempel job, ejendom, uddannelse og lignende, dvs. på hvad man har udrettet og hvad man magter at udrette.”
Straks vil nogen sikkert sige: ”Ja, altså pral og gøren-sig-bedre-end”, hvilket jo her i vores kulturelle del af spektrummet, er en helt medfødt moralsk default, nemlig janteloven. Ja, en kliché, men ikke desto mindre det som udløser reaktionen.

Skal man være lidt mindre hysterisk, kunne man påstå at prestige var lig stolthed, selvværd; at vise hvad man kan.
Vi gjorde meget som børn: Tegnede, formede, malede, byggede, modulervoksede og optrådte med ting, som vi ville at vores forældre skulle se. Fordi vi havde lavet det! Fordi vi kunne! Og fordi vi syntes, vi var dygtigt!
I de fleste tilfælde modtog vi vores forældres hyldest i form af ”ih” og ”neej” og ”nææ”, hvilket så gjorde at vi fortsatte, indtil vores præstationer (!) med tiden udløste mindre begejstring for til sidst kun at gælde til de virkelig store præstationer. Som for eksempel at blive gravid, gifte sig eller fylde år, hvilke når man tænker efter egentlig ikke er særligt store præstationer. Store begivenheder, ja. Men en direkte præstation..?

Nu som voksen er det at vise sine resultater og indsatser (som er synonymer til præstation) altså blevet noget negativt. Det vi som børn blev hyldet for, bliver der nu rynket på næsen af. Fordi nu handler det pludselig om at vi gør os bedre end andre. Det gjorde det ikke før, men nu trykker vi nogen anden ned og rækker tunge af taberene, når vi vinder. Og er vi stolte over et resultat, så bør vi i stedet vise hensyn til de, der ikke klarede sig lige så godt.

Det provokere mig og det ærgrer mig! Hvorfor må man ikke være stolt at det man har opnået? Hvorfor må man ikke med glæde i hele kroppen fortælle om et resultat man har opnået eller en konkurrence man har vundet? Med mindre man naturligvis er idrætsudøver. Tænk, hvis nogen havde sagt "Ej, hallo! Slap lige af og tænk lidt på de andre" til Bjarne Riis da han vandt Tour de France?

Men i jobannoncer søger man nu efter personr, som ikke er stolte over sine bedrifter og som stræber efter at gøre sit bedste og blive bedre.

Fandme nej!
Jeg er stolt over mine bedrifter; jeg bliver glad når jeg vinder og jeg vil gerne fortælle om mine resultater!
Og det er ikke fordi, jeg vil påpege at nogen er mindre gode. Slet ikke. Jeg vil bare gerne at I skal se hva’ jeg kan!

Young professionals

Så lige den her sketch, som meget fint viser hvad jeg skriver om her.
(så fik jeg endelig linket internt i min blog. Sweet)

Krop som et menneske

Her sidder jeg så en søndag aften og føler mig en smule sådan.. uvedligeholdt. Og så begynder jeg at tænke lidt over det med renlighed.

Lige så let som det er at stave til ordet ordet ”ulækker”, lige så let er det at blive det. Og her mener jeg ikke sådan ”Puha, jeg løber lige et par kilometer og nu er jeg bare helt svedig”, men sådan rigtig fæl.
Og er man allerede rigtig møgbeskidt, så nytter det ikke noget med en hurtig tur under bruseren for igen at blive ren. Nejnej. Så skal der barberes og klippes og plukkes og renses og peeles og mundvandes og smøres forskellige hudpartier ind i forskellige dertil fremstillede cremer og lotioner, og tøjet skal være nyvasket og nytørret og SÅ føler man sig ren igen.
Det er kun en lille smule tid, der står imellem din fuldbyrdede, sommerregnsduftende lækkerhed og det ulækre, surtluktende, som er dig.. eller.. menneske. Eller.. krop.
Måske kan man undskylde sine ”brusebadsfrie dage” med at man vil fortrænge det faktum at man blot er krop. Eller gøre som en del gør, nemlig at forsvare sin uvilje til at blive gennemblødt hver morgen med at ”vi lever i et samfund, hvor vi faktisk har badet os til en udbredt overfølsomhed overfor snavs og skidt”. Det hører man jo ind imellem nogen sige; at vi er for renlige.
Men siden håndsprit nærmest er blevet kåret som Året Julegave to år i træk, er den teori ligesom røget lidt på loftet.
Desuden møder man jo i det offentlige rum indimellem nogen, hvor man tænker ”Ja, men bare fordi man ikke nødvendigvis behøver at gå i bad hver dag, betyder det jo ikke at man slet ikke behøver bade”. – Et hvis niveau af renlighed kunne man ønske kunne smitte af på den gængse befolkning, men ofte er det urenligheden, som smitter af på én.. Mere eller mindre frivilligt.

Kropslugten.. eller hvordan vi opfatter og tolker kropslugten ændrer sig også i forhold til social status. Her taler jeg ikke om klasser, men om hvor mere eller mindre ensom man er. Man kan vælge at definere ensomhed som for eksempel når man laver pindemadder til sig selv – for at det skal være sådan lidt festligt. Eller som når ens krops- eller svedlugt føles lidt tryg. Som om niveauet af menneskelugt i rummet, ligegyldig om den kommer fra en eller flere personer, skaber en tryghed, som lægger sig som en varm og lidt småpruttet dyne omkring en.

Nu sidder jeg ikke her og siger at jeg qua min svedlugt er afslappet i mit eget selskab. Det er bare en tanke. Sådan når man nu sidder her og skriver alligevel.
Måske skulle jeg gå i bad i stedet?

Roden til alt ondt

Holy moly det var længe siden jeg bloggede. Sådan er det, når man er arbejdsløs.: Man har simpelthen ikke tid til noget som helst, og flyver og farer rundt.

I en arbejdsløshedssituation (eller between jobs, som det hedder for dem, der ser glasset som halv fuldt) kan jeg forundres og irritere mig over det filosofiske princip, at det er lettere at få et job når man allerede har et job. På samme måde som at det er lettere at få børn når man har. Eller blive rig når man er det.
Det er hæsligt provokerende for os på ”inden” siden, for når man nu så gerne vil, så er det sværeste i hele verden at læne sig tilbage og vente på det perfekte job. På samme måde som den meget meget single pige altid har en god veninde, der trøstende siger: ”Du finder ham, når du holder op med at lede”. Great!

Men jeg må jo erkende at også det med jobbet stemmer nogenlunde. Det ER sværere at finde noget spændende at lave, når man vender hver en sten og forsøger at presse den mindste smule optimisme ud af selv den mest dødssyge stillingsannonce og tænker ”det ku da godt være noget”.

Fordelen ved lediggang er den tid man har til at rejse, opleve og lege. Ulempen er at man ikke har nogle penge, som jo alt andet lige gør det lidt lettere f.eks. at rejse. Men jeg skal ikke klage – jeg har gode folk omkring mig og har både været i Amerika og Israel her i mit livs vakuum.
Og hvis jeg er rigtig heldig og tingene fortsætter med at gå som de går, så kan jeg måske godt holde op med at lede.